Rabbit Hole

Det er noget nær et kunststykke at skulle formidle intense følelser på en skærm, uden at undervurdere eller sågar overvurdere hvad det egentligt kræver, og hvordan det skal leveres. Det kræver ikke kun et kompetent manuskript, men også skuespillere og en instruktør, der formår at dykke ned i et hav af krævende turbulens uden at blive revet med og ende i en udpensling af følelsesporno, der undergraver hele pointen bag strabadserne. Rabbit Hole er en af de film, der formår at finde den nogenlunde gyldne mellemvej.

Det er otte måneder siden at Becca og Howie mistede deres fire år gamle søn i et tragisk uheld. Fanget i hver deres form for sorg er de ude af stand til at komme videre, mens deres venner og familie holder sig på afstand af frygt for at skulle sige lige præcis den ene ting, der kan vælte den allerede skrøbelige eksistens, som sorgen har skabt. Imens Howie langsomt begynder at vende tilbage til virkeligheden med terapi og hjælp, har Becca lukket sig fuldstændig inde i sig selv ude af stand til at leve videre uden sin søn.

Det er under sørgelige omstændigheder, at Rabbit Hole starter sin rejse gennem det, der muligvis er det største tab, man kan komme ud for som forældre. Allerede fra første scene står det klart, at noget er grueligt galt, men i stedet for at gå i dybden med baggrunden for tragedien, vælger manuskriptforfatter David Lindsay-Abaire (der har skrevet manuskriptet ud fra sit originale Broadway-skuespil) at lade historien udfolde sig på sine egne betingelser. Intet er forceret, og selvom man til tider higer efter forklaringer, så føles rytmen ganske naturlig. Det er et nøgtern indblik i en familie, der falder fra hinanden, men det er også fortælling om hvordan mennesker alle sørger på vidt forskellige og indimellem irrationelle måder.

Det kommer ikke mindst til udtryk med Nicole Kidman i hovedrollen, som virker skræddersyet til hende. Som Becca er hun kold, uretfærdig og fuldstændig udenfor logisk rækkevidde. Da hendes søn døde, lukkede hun af for hele omverdenen, og som publikum bliver man vidne til et forfald af en manisk kvinde, men også hvordan hun langsomt må vænne sig til et nyt liv, der er den komplette modsætning af, hvad hun altid har ønsket sig. Det er en hudløs ærlig skildring, men den er også lunefuld i små bidder, når Becca finder trøst fra de mest uventede sider, der er med til at skubbe filmen den rette vej.

Rabbit Hole har dog en tendens til at blive lidt for fin i kanterne. Selvom tragedien i sig selv er barsk, så efterlades man med trangen til nærmest at få revet hjertet ud ad brystkassen. Det er som om, at der en gang imellem holdes lidt tilbage for ikke at gøre begivenheden alt for forfærdelig, men sandheden er, at filmen tager fat om et emne, der er grusomt og som ikke bør pakkes ind, hvis man virkelig ønsker at fremvise virkeligheden, som den er. Det er dog ikke værre end at Rabbit Hole stadig fremstår som et bekræftende drama, hvor sorg kan fostre både kærlighed og forståelse i små opløftende glimt, selvom hele ens eksistens ramler sammen på et enkelt sekund.