Pyre

Jeg har nysgerrigt fuldt Supergiant Games siden deres første spil, men de har aldrig haft min fulde opmærksomhed. {Bastion} havde en smuk art-style, soundtracket var godt og humoren var også til stede (som da jeg falder ud over kanten, og fortælleren knastørt siger, hvad jeg lige gjorde), men gameplayet var kun akkurat spændende nok til, at jeg fik set slutningen, og historien var ikke udtalt nok. {Transistor} ramte samme skæbne, hvor art-stilen fik mig til at købe det, og det smukke soundtrack bar mig til enden, men gamelayet og historien blev jeg aldrig involveret i.

Mit problem med både {Bastion} og {Transistor} var, at historien ikke tvang sig din opmærksomhed. Den kiggede frem hist og her, men Supergiant forsøgte, at fortælle dybe historier med meget lidt dialog, hvilket gav mig et passivt forhold til karaktererne. Jeg savnede eksponering, da alt for meget blev sagt mellem linjerne. {Pyre}, på den modsatte side, består næsten udelukkende af [skreven] dialog. For {Pyre} forventer, at du er klar til at læse, og spillet fortæller det tydeligt fra starten af, da du bliver kaldt "The reader". For der skal læses: læse samtalen når en karakter taler til dig, læse samtalen når karakterne taler med hinanden og læse i din fyldige bog, der langsomt fyldes op med nye sider, jo længere du kommer i historien. Bogen er ikke påtvunget læsning, men bliver du fanget af universet som jeg gjorde, vil du ikke lade en enkelt side glide forbi.

For {Pyre} foregår i et af de mest interessante fantasy-universer, jeg har befundet mig i længe. Som The Reader er jeg blevet forkastet til Downside, og spillet starter med mig i en uværdig position, hvor jeg venter på livet forlader mig. Downside er stedet hvor alle samfundets forbrydere bliver forvist til, men hvad der bliver betragtet som en "forbrydelse" i Commonwealth, er dog ikke altid så retfærdigt set med vores øjne. Eksempelvis er det forbudt at læse, så selv om Downside er lovløst, virker det også til at være stedet, hvor man kan finde og studere den sande historie. For der må vel være en grund til, at det er blevet forbudt at læse om fortidens fejltagelser. Som om der er noget, de højere magter forsøger at skjule.

Uanset hvad har jeg brudt loven, og befinder mig derfor midt i Downside, hvor mit eventyr kan begynde med, at livet langsomt forlader mig. Hvad der er sket førhen, kan jeg kun gætte mig til, men Downside virker ikke som et sted, man kommer til at overleve på egen hånd. Det er dog i denne besejrede situation, at jeg bliver fundet af tre figurer med masker foran ansigtet - der debatterer om de skal lade mig dø eller tage mig med - og på sådan en simpel måde, begynder et storslået eventyr.

<newpage>

De maskerede figurer viser sig at være omsorgsfulde Hedwyn, krigeren Jodariel og den hurtigtalende hund, Rukey Greentail. Og de har fundet en måde at undslippe Downside på, men de har brug for en "readers" hjælp. En der kan læse det der står skrevet, og som kan læse stjernerne, der viser næste mål på ruten. Hvis jeg skulle male med den brede pensel, kan man dele {Pyre} op i to dele: kampene (Rites) og rejsen mellem dem. På rejserne vil du vælge ruterne I tager - der står hvilke fordele der er ved diverse ruter - men derudover er din indflydelse på denne del af spillet ligesom en læsers indflydelse på en bog. Man er med på rejsen, man er en del af rejsen, men man er ikke inde og styre hvordan en karakter opfører sig. Omvendt er der kampene, og her skal du spille spillet.

Forestil dig en form for amerikansk fodbold i et fantasy-univers. Begge hold stiller op med tre spillere, og målet er at slukke modstanderes flamme (Pyre) inden de når at slukke din. Begge holds deltagere står foran deres egen flamme i starten af alle runder, en bold falder ned i midten af banen, og så gælder det grundlæggende om, at få bolden kastet i fjendens flamme. Det er muligt at aflevere bolden frem og tilbage, det er muligt at spille defensivt og "skyde" sin modstander, hvilket forviser dem fra kampen i få sekunder. De første mange kampe er meget simple. Modstanderne spiller utrolig ringe i begyndelsen - jeg vil anbefale at spille på hard, hvis du ønsker en udfordring de første to timer - men langsomt bliver flere karakterer tilføjet (der alle har en individuel stil), og jeg begyndte langsomt at få en dybere forståelse for de enkelte karakterers fordele. Rukey Greentail er hurtig på sine fire ben, og var derfor en oplagt angriber, mens Jodariels massive størrelse gjorde hende oplagt til forsvar.

En god kamp i sport betyder dog ofte, at holdet man hepper på ikke bare skal vinde; modstanderne skal også tabe. De gode fodboldkampe er ikke mod det hold, man aldrig har hørt om; det er mod holdet man kender til. Dem som man ved, er nogle formidable modstandere, men som også har svagheder, man kan udnytte. Dem som man har en historie med. Supergiant ved dette, og derfor bliver modstanderen altid introduceret, hvilket betyder, at når du møder den samme modstander to gange, har du allerede en historie med dem. En historie de husker og kommenterer på, så har du vundet over dem tidligere, vil de have revanche, hvor det omvendte gælder, hvis du tidligere tabte.

For ja, taber du i {Pyre} så får du ikke Game Over og en ny chance for at spille kampen igen. Kampen starter trods alt heller ikke forfra, hvis Brøndby taber mod FCK. Der er kun den ene kamp, og hvis du har en off day, så er det bare ærgerligt. Det skaber en intensitet i samtlige kampe: både fordi du kun har den ene chance for at tage sejren, men også fordi du ikke gider høre på hånen fra modstanderen, skulle du tabe. Dette er fantasi-fodbold når det er absolut bedst, og kampene er spredt nok ud til, at jeg altid så frem til at udkæmpe den næste. Og mellem kampene er der tid til at hænge ud med dine medspillere, lære mere om verdenen du lever i samt verdenen du blev forvist fra og generelt bare nyde udsigten. For ligesom {Bastion} og {Transistor} er {Pyre} et virelig smukt spil, der bliver hjulpet godt på vej af endnu et formidabelt soundtrack.

Supergiant Games har endelig fundet deres styrke. De har tidligere bevidst, at de kan skabe flotte verdener og tilsætte passende musik til rejsen, men historierne og karakterne har ikke formået at gribe mig. Før nu. Med {Pyre} dedikerer Supergiant endelig det fokus til karakterne og historien som jeg havde savnet fra tidligere spil, og gameplayet er samtidigt blevet reduceret til en form for amerikansk fodbold/basketball i et fantasy-univers. Og det er præcis så godt som det lyder. Supergiant Games har endelig fået min fulde opmærksomhed.