Puzzle Quest: Galactrix

{Puzzle Quest: Galactrix} er resultatet af en lidt for våd bytur, hvor Puzzle-genren har lagt kraftigt an på RPG-genren. Umiddelbart svarer det til, at Heidi Klum kaster sig frådende over Anders Fogh, hvor resultatet vil blive en lille skabning med plirrende små øjne og en træls tysk accent. Det resultat burde ingen være interesseret i, men alligevel er det, hvad der er sket med Puzzle Quest Galactrix.

Man indtager rollen som en ung kadet, der lige er kommet ud af akademiet og nu skal ud i den virkelig verden som kaptajn på eget skib. Erebus-systemet er ens første stop. Efter en masse klik på skærmen, for at få overstået en af - desværre - mange og kedelige samtaler, står det klart, at ens tilstedeværelse i Erebus-system er omgærdet af mystik, og informationerne er sparsomme. Ret irriterende.

På den nederste skærm kan man se ens eget skib, de forskellige planeter i det system, man befinder sig i, og så de obligatoriske udråbs- og spørgsmålstegn, der indikerer, at man enten kan aflevere sin opgave eller få en ny. For at bevæge sig fra planet til planet trykker man simpelthen bare, hvor man ønsker at flyve hen, og vupti - så er man der!

De fleste har sikkert stiftet bekendtskab med det ekstremt populære og vanedannende puzzle Bejeweled, hvor man skal flytte rundt med brikker, så tre eller flere af samme farve danner en lige linje, hvorefter de forsvinder, og man får point. Det er dette spil, der danner grundlag for næsten alle handlinger i Galactrix.

Når man er i kamp mod eksempelvis de mange pirater, gælder det om at være god til Bejeweled. Man har en række værdier såsom Gunnery, Science Energy og Engineering, der hver har deres farve, og hvis man så får tre eller flere på en lige række af for eksempel rød, stiger man i Gunnery. Meget simpelt.

I kamp gælder det derfor om at få modstanderens liv på nul, og det gør man ved enten at bruge angreb, der koster en mængde værdier, eller ved at få 3 eller flere af nogle specielle skade-brikker på en lige linje, som så eksploderer og skader modstanderen.

Galactrix byder på en række minispil; heriblandt Hacking og Mining. For at komme til et nyt system er det nødvendigt at bruge de såkaldte Leapgates, og de skal hackes for at blive aktiverede. Her gælder det om at få brikkerne til at matche en bestemt rækkefølge inden for en bestemt tid. Det er hverken specielt spændende eller sindsoprivende. Mining er derimod et lidt mere interessant begreb, for ved at Mine kan man få råvarer, som kan bruges til at lave et helt nyt rumskib eller til at fintune ens nuværende skib med nye dele.

Undervejs i spillets mange missioner får man flere passagerer på sit skib. De er heldigvis ikke bare endnu en årsag til at hamre løs på sin DS for at få overstået de lange og trivielle samtalesekvenser, nej de bidrager med nye evner såsom at Mine og at Haggle, hvilket betyder, at man kan prutte om prisen på dele.

Det er meget muligt, at udvikleren har tænkt noget lignende dette: "Bejeweled er en succes, så det er oplagt at lave endnu en udgave af det. Men kan vi tage fuld pris for det? Nej, så er det nok bedre at pakke spillet ind i et rollespil, for så får forbrugerne da virkelig noget for deres penge".

Idéen med denne tankegang er i teorien meget god, men i udførslen er den pinefuldt dårlig. Hvis man er fuldstændig besat af Bejeweled, kan det sagtens være, at man savner noget mere indhold og action i spillet, men det er slet ikke tilfældet i Galactrix. Kampene er lange og kedelige, og det eneste der forhindrer en i at sove, er den enorme vrede og frustration man føler, når man trykker på én brik, mens den ved siden af imidlertid bliver aktiveret.