Puyo Pop
Endnu en puzzler til Nintendo’s håndholdte - men også en af de bedste.
Hvis du på et eller andet tidspunkt, har ejet en Super Nintendo, så er der også en chance for, at du har hørt om Puyo serien. Nøjagtig som Puzzle Bobble (Bust A Move), Tetris og Kirby’s Avalanche, er der tale om en puzzler, hvor forskellige farvede kugler - i dette tilfælde geleklumper, skal samles i grupper. Når der er samlet nok, så starter dette en kædereaktion og overskydende geleklumper overføres til modstanderen. Det er så enkelt, men også noget af det mest fængende du kan opdrive - og deri ligger charmen og fascinationen bag Puyo Pop.
Mit navn er Arle
Selvom spil af denne slags egentlig ikke har brug for en historie, så har Puyo serien pigen Arle og hendes oplevelser som grundsten. Hun er en sød og meget forstående pige, der må så frygtelig mange modstandere igennem, før hun kan få fred - og alt dette foregår naturligvis ved hjælp af Puyo Puyo kampe. På japansk betyder Puyo Puyo, noget i retning af væk,væk - og det er lige præcis, hvad du skal gøre med de mange geleklumper. Ved at samle dem i fire af gangen, opløses de. Men sætter du flere sammen, så vil alt over de fire flyve over til modstanderen og blive en hindring for hans planer. Sætter du de fire sammen, som ovenpå sig eksempelvis, har nogle farver, der kan samle fire helt andre farver, så har du lavet en kædereaktion - og disse er klart det bedste.
Puyo Pop har ikke ændret sig meget siden, jeg spillede Super Nintendo udgaven på min japanske maskine. Grafikken er yderst japansk og meget manga-agtig, og lyden er casio klaver med søde stemmer og lette melodier. Det bliver ikke mere rosenrødt og folk der allerede hader den japanske stemning fra andre titler, kan godt glemme alt om Puyo Pop.
Masser af timer
Kan man til gengæld se gennem fingrene med det nuttede udtryk, så finder man et dragende og meget interessant spil under overfladen. Som alle spil i denne genre, har det nemlig en evne til af fastholde dig og du skal altid lige tæve endnu en modstander - nogle gange tager dette længere tid end forventet, men fælles for de mange kampe, er at du bliver sat på hårdere prøver som spillet skrider frem og at du skal tænke strategisk. Dette skal du også gøre, hvis du vælger at invitere venner forbi til en omgang Puyo Pop.
Spillet har nemlig en fantastisk Multiplayer feature, hvor du kun behøver et spil for, at underholdne dig og venner og hvor dette tit betyder dårligere grafik og færre muligheder, så er der ingen ændring i Puyo Pop. Mange aftener er blevet brugt på redaktionen indtil videre i kampen om at være Puyo mester.
GameReactor glæder sig til den færdige udgave af spillet, som skulle være på trapperne til en europæiske udgivelse og som bør være på ønske seddelen hos mange Gameboy Advance fans.