Punch King

Boksespil er et sjældent syn i hvert fald på GBA’en. Man har dog set boksespil før med for eksempel Ready to Rumble til både GBA’en og de stationære konsollers verden, og nu er det så den lille håndholdtes tur. Med Acclaim’s Punch King (PK) ser GameReactor nærmere på, hvad man kan - eller mere ikke kan, forvente af et boksespil til GBA.

Den flinke del
PK er et regulært arkade-boksespil uden de store dikkedarer og tekniske færdigheder. I karriere delen bokser man i rollen som Tiger Armstrong, en nystartet bokser, og skal bogstavelig talt banke sig igennem den ene modstander efter den anden. Hele karriere delen igennem plages man efter hvert eneste kamp af en usandsynlig ringe mellemsekvens, hvor ens uduelige træner, der på samme tid prøver at være forstående og agere amerikansk officer, giver en ubrugelige fif eller kommenterer ens kampstil. Hvis en karriere ikke lyder interessant, kan man i stedet tage en enkelt kamp mod computeren eller stå distancen i survival-mode, hvor man kæmper sig igennem hele repertoiret af boksere. Husk ovenstående sætninger godt, for det er det eneste positive, der vil blive sagt om PK i denne anmeldelse At give positiv kritik af PK er næsten umulig, da spillet er et kritikpunkt i sig selv og ikke fortjener Nintendo’s kvalitetssegl - men denne anmelder prøver alligevel.

Jeg bliver dårlig
Styringen er blandt PK’s største kritikpunkter. Udover at være alt andet end intuitiv og fordømt svær at sætte sig ind i er der masser af andre ting, end de forskellige slag og undvigemanøvrer, der spiller ind. Ens energi-bar og helbreds-bar skal der hele tiden holdes øje med, plus nogle skumle trekanter i hver side af skærmen, som vist nok står for hvor mange træffere man har haft - det sidste er stadig uvist. Med den urealistiske dårlige dokumentation og irriterende dårlige styring er det næsten umuligt at få noget som helst spillemæssigt ud af PK.

PK er et kampspil, og man går derfor udfra, at muligheden for at skifte karakter er inkluderet, men nej - der er heller ikke indlagt muligheden for at skifte person i spillet, og i rollen som den sammen person hele tiden bliver det mere en monoton arbejdsbyrde end sjov hobby. Noget der til gengæld er fuldstændig hen i vejret, er den manglende multi-playerdel. PK kunne måske have reddet en under middel karakter hjem, hvis en multi-playerdel havde været implementeret, men da udvikler teamet helt har valgt at udelade denne ellers åbenlyse del af et kampspil - er slaget næsten så godt som tabt.

Den pudsige indgangsvinkel til boksning som PK har, er ikke nødvendigvis et kritikpunkt. I stedet for almindelig boksning er kick-boksning eller nærmere slåskamp navnet for PK’s stil, hvor både arme, ben og hoved bliver flittigt brugt til at nikke skaller og andre knap så fine tricks.

Grafisk er det næsten ikke til at beskrive uden at få tårer i øjnene og blive kvalt i sit spyt. Det er fint nok, at de flade baggrunde er acceptable, men at selve spildelen ligner noget der var in’ før Commodor 64’erens indtog, det holder slet ingen steder. Grynet er ikke ordet til at beskrive PK med, og godt nok er tingene komprimeret på GBA’en, men med denne grafik tvivler man på, om pladsen på kassetten overhovedet er bleven taget i brug. Om det er modstanderens handske eller en del af baggrunden, der kommer flyvende imod én, er gætværk og gør næsten PK uspilleligt. Lydsiden er ikke meget bedre end resten af spillet, og udover at den er dårlig, kedelig og decideret upassende, kan man kun sige, at den er der!

PK er næsten for pinligt til at være sandt. Grunden til at det ikke scorer bundkarakter er, at der trods alt kan klemmes en snert af gameplay ud af det. For alle normale mennesker, inklusiv os der går under navnet nørder, er det tæt på at være livsfarligt at begive sig i lag med PK.