Prometheus

Der er gået over 30 år, siden Ridley Scott fik sit store instruktørgennembrud med den skelsættende sci-fi-gyser Alien. Tre efterfølgere er det blevet til siden da, men Scott selv har ikke haft det store med nogen af dem at gøre.

Indtil nu - sådan da. Prometheus er hverken Alien 2 eller 5, og er som sådan heller ikke en decideret prequel, men filmen lægger på ingen måder skjul på, at den foregår i samme univers. Her er rigeligt med referencer til forlægget, både rent visuelt, i miljøer og kulisser, men også i sine temaer. Og så gør den, ligesom Alien gjorde i 1979, sit bedste for at skræmme og få seeren til at hoppe i biografstolen. Og det er lykkedes til fulde.

Året er 2093, og forskningsskibet Prometheus har kurs mod en fjern, fjern planet. En gruppe arkæologer har nemlig fundet tegn på, at en række primitive civilisationer har haft besøg af væsener fra rummet - civilisationer, der aldrig har været i kontakt med hinanden, og hver især er blevet besøgt med hundrede eller tusinder års mellemrum. Rumvæsenerne har tilsyneladende efterladt en invitation - kom og besøg os, vi bor lige her - og hvad vigtigere er, tyder noget på, at det måske er disse rumvæsener, der har skabt menneskeheden.

Den slags skal selvfølgelig undersøges. Men i stedet for at blive mødt med åbne arme af glade skabervæsener, finder vores helte nærmere en fremmed ruin, og det står hurtigt klart, at der er noget helt, helt galt på den lille måneplanet.

På mange måder føles Prometheus som en hyldest til Alien, og fans af den klassiske gyser vil genkende både omgivelser og billeder derfra. Men Prometheus er også sin egen, og kigger en helt anden del af seriens univers, som aldrig er blevet belyst før. Alle kan være med, også dem, der aldrig har set forløberne.

Til gengæld er Prometheus ikke for sarte sjæle. Her er gedigne gys, nogle oprigtigt ækle scener, og body horror-arven holdes i hævd for fulde brag.

Castet er fremragende. Michael Fassbender leverer en foruroligende præstation i rollen som androiden David, som man aldrig rigtig ved hvor man har. Det samme kan siges om Charlize Theron i rollen som ekspeditionslederen Vickers, firmaets mand (m/k) ombord på skibet, der ligeledes er enormt svær at regne ud. Svenske Noomi Rapache gør et godt og sympatisk arbejde som heltinden og arkæologen Elizabeth Shaw, mens resten af ensemblet får det bedste ud af deres roller, både store som små, og alle giver dem et skær af menneskelighed, uanset hvor meget skærmtid, de får. Her er intet anonymt rumvæsen-føde.

Teknisk er Prometheus storslået. Fra den formidabelt flotte åbningssekvens og frem til rulleteksterne er den fantastisk skud. Hver en scene ser fremragende ud, ikke mindst takket være de skønne kulisser, der både trækker tråde til H.R. Gigers arbejde fra Alien, men også giver filmen sin helt egen visuelle identitet.
De visuelle effekter er desuden smagfuldt tilbageholdte til fordel for traditionelle special effects og kameraarbejde, og derfor holder filmen sine illusioner intakte hele vejen igennem.

Kombiner dette med en knivskarp og eminent lydside, og du har en film, der er værd at tage i biografen for alene på grund af teknikken. Men Prometheus holder en benhård standard over hele linjen - det er en sommer-blockbuster af bedste kaliber, fyldt med lige dele skønhed og rædsel. Det er en film, der fortjener at blive set på et kæmpe lærred, med et lydanlæg der kan få gulvet til at ryste. Prometheus leverer varen.