Project Nomads
Chefredaktøren har de sidste par dage kæmpet en brav kamp for at få kontakt med anmelderen af CDVs Project Nomads for at høre hvor anmeldelsen af spillet blev af.
Project Nomads er på gaden i november på Pc og Xbox
Hvem kender ikke oplevelsen af at sidde og spille et godt FPS spil og så pludselig finde ud af at man egentligt gerne ville prøve et adventure spil? Project Nomads er et underholdende tredje-persons FPS som også inddrager strategiske elementer samt også giver spilleren mulighed for at opbygge en base. Nu sidder du sikkert og tænker "hold da helt op - spillet må kræve en helt masse af min computer" og til dette er der ikke andet end at sige, der tager du fejl. Spillets grafiske motor er "The Nebula Device", som er freeware (dvs. at hvis du selv får lyst til at lege med den grafiske motor, så kan du downloade den fra nettet og lege med den), dog vil det være synd og påstå at grafikmotoren levere "state of the art" resultater, men det er absolut et nærmere kig værd.
Kom nu til sagen
På den smukke planet Aeres herskede der engang harmoni og glæde, men desværre opstod der en blodig krig, som simpelthen splittede planeten ad i flere stykker. De få overlevende beboere slog sig nu ned på disse stykker og forsøgte at genopbygge deres liv som det var engang. Du kommer ind i spillet som én af disse såkaldte Nomads og skal forsøge at få genoprettet freden samt finde dine gamle venner. Heldigvis møder du i løbet af de første 3 minutters spilletid en sovende kæmpe som glædeligt vil introducere dig til spillets verden. Her lærer du hvordan du skal opføre livsvigtige konstruktioner - så som kanoner til at forsvare din flyvende planetstump og ikke mindst bygge planetens udkigstårn. Dette udkigstårn er dit et og alt, for hvis dette smadres, så skal du starte forfra på missionen, og det gider man jo ikke gøre gentagne gange. Du konstruerer disse bygninger ved at finde artefakter rundt omkring på din rejse. Artefakterne forefindes i to forskellige varianter - en blå og en rød model, den blå model "får du igen" hvis bygningen ødelægges, hvilket ikke er tilfældet ved den røde model, og man derfor skal overveje en ekstra gang om de røde artefakter er brugbare eller ej.
Uindtagelig planet?
Nu tænker du sikkert hvorfor bygger man ikke bare kanoner hele vejen rundt så man har et fort? Svaret er ganske simpelt det, at for at komme videre i spillet er det nødvendigt at bygge andre ting. F.eks. kan vores helt kun gå rundt med tre forskellige artefakter på en gang, og man bliver derfor hurtigt nødt til at bygge et opbevaringssted til sine andre artefakter. En anden og helt central bygning som man ikke kan leve uden er kraftværker, for ens bygninger skal jo have adgang til strøm. Med andre ord, så giver det minimale byggeareal grund til en hel del fortvivlelse for at finde ud af om man skal bygge et kraftværk eller om man skal bygge en kanon.
Dumme modstandere
Et af spillets største problemer er, at spillets AI oftest lader meget at ønske - hvis der kommer angribende fly, så kommer de fra de samme steder hver gang, og det bliver derfor nemt at opbygge ens forsvar. Et andet problem er, at selvom dit område at bygge på ikke er særligt stort, så er der MEGET langt mellem de enkelte bygninger, og som den eneste person, der kan reparere bygningerne, så kommer du oftest til at skulle løbe meget langt. Desværre er det oftest i starten af banerne, at man får lov til at løbe en halv maraton indtil man får det hele til at fungere. For at se på den lyse side af sagen, så skal det retfærdigvis siges, at jo længere ind i spillet man kommer, jo bedre bygninger kan man få - eksempelvis kan automatiske kanoner nævnes, så på et tidspunkt er det ikke selv nødvendigt at skyde modstandernes fly ned.
Replay værdi?
Når man har gennemført spillet, så spørger man sikkert sig selv om man gider spille spillet igen - og her er det glædeligt at kunne fortælle, at spillet byder på hele tre forskellige karakterer som man kan vælge at gennemspille spillet med. Oplevelsen når man vælger en anden karakter er lige så stor som første gang man spillede spillet - altså noget helt specielt. Hvis du hellere vil gennembanke din nabo frem for computeren så er du heldig, for spillet tillader nemlig at du kan dyste mod 7 fjender/venner via LAN eller over Internettet.
Lyder det ikke spændende?
Hvem har ikke drømt om at kunne opbygge et flyvende fort og så bare klare den ene mission efter den anden? Det har du rig mulighed for at gøre i Project Nomads fra tyske CDV som uden tvivl vil få mange til at sidde fanget foran computerskærmen, når spillet kommer til Danmark senere i næste måned. Hvis man ikke helt ved om spillet er noget for en, så anbefales det, at man henter en demo af spillet og prøver sig lidt frem der - for spillet kan på nogle mennesker føles som det rene spild af penge. Nu må i have mig undskyldt jeg vil tilbage til min flyvende planet og forbedre mine taktikker, sådan at jeg er klar til at løbe ned i den nærmeste spilbutik når spillet udkommer.
Gamereactor Danmark