Primal

Sony’s in house udviklere er kompetente, men har en tendens til at bruge meget tid på produkterne, hvilket The Getaway var et slående eksempel på. SCEE’s seneste spil - Primal fra Studio Cambridge - har også været længe undervejs og var oprindeligt sat til udgivelse i sommer, men ser nu endelig dagens lys. Cambridge er også udvikleren bag PSOne titlerne, C-12 Final Resistance og MediEvil 1 & 2.

Gamez har, siden vi første gang blev præsenteret for spillet, vidst, at Cambridge havde fat i noget, der kunne blive stort. Et anderledes, dystert koncept, hvor dæmoner, alternative verdener med egne skikke og sprog og en veldrejet fortælling om magtbegær og bedrag mixes sammen til en betagende filmisk oplevelse, vi ikke har set siden MGS2. Cambridge ser ud til at have hentet inspiration fra bl.a. Legacy of Kain universet og et hav af gyser- og fantasy film. Selv nævner Cambridge: Brom, Sleepy Hollow af Tim Burton samt den keltiske mytologi.

I en af de længste introsekvenser i mands minde hives gameren - via hovedpersonen, Jennifer Tate (Jen) - ud ad fysiske verden, Mortalis, og ind i det mørke univers, Oblivion, hvor balancen mellem godt og ondt er slået ud af kurs. Scree, en levende gargoyle, har fået den tvivlsomme ære af at få Jen til at acceptere, at der er mere mellem himmel og jord end det, hun kan se med det blotte øje. Oblivion består af fire verdener - Solum, Aquis, Athea og Volca - i hvilke Jen kan antage et tilsvarende antal dæmoniske former med hver deres overmenneskelige egenskaber. Hendes Ferai form kan springe højt og løbe hurtigere, mens hendes Undine skikkelse giver hende gæller og udsøgte svømmefærdigheder.

Scree og Jen følges ad gennem eventyret, og gameren tvinges til at benytte Scree’s evner til at klatre op ad mure, bevæge statuer v.hj.a. indre energier mm. for at løse spillets gåder. Sidder man fast, kan man endvidere spørge Scree til råds, som altid har et mere eller mindre kvalificeret tip ved hånden. Man er nødt til at skifte mellem Jen’s fire dæmon skikkelser og Scree for at løse flere opgaver, så her ligger der lidt udfordring. Spillets opgaver og gåder er dog generelt meget oplagte, ligesom de samme puzzles gentages rundhåndet. Udover at man kan spørge Scree til råds, har spillet en tendens til at løse gåderne på forhånd gennem spillets ellers velfungerende tutorial. Problemet er bare, at denne tutorial kører videre selv efter timers spil, hvor informationer videregives prompte, uden at gameren får lov at tænke selv. Denne anmelder er dog stødt på få reelle puzzles, som krævede cellearbejde, men intet i stil med Silent Hill eller Soul Reaver.

Oblivion er ikke som udgangspunkt en verden, der er gennemsyret af ondskab, men Jen er ikke lige populær blandt alle verdenens indbyggere. Heldigvis er hun ikke en forsvarsløs pigespejder armeret med sin mors peberspray, men er i sine dæmonformer en dræbermaskine, de færreste ville ønske at møde en mørk aften. Cambridge har skabt et kampsystem, hvor man med skuldertasterne kan lave comboer og special attacks. Det fungerer fornuftigt, men combotyperne og -mulighederne indbyder ikke rigtig til, at man lægger egentlige kampstrategier.

Med hovedet på blokken tør denne anmelder nemt betegne Primal’s grafiske side som noget af allerflotteste på PlayStation 2 til dato. Der er arbejdet målrettet og ambitiøst med hver eneste polygon, overflade og pixel. Partikeleffekter og lyskilder er yderst troværdige, miljøerne er gigantiske med en detaljerigdom, der vil tilfredsstille selv den mest kræsne fanatiker. Det mest iøjnefaldende må være Cambridge arbejde med karakterer og fjender. Sjældent er konsolfolket blevet budt på så flot designede og detaljerede karakterer og fjender med et ubeskrivelig flot dyster og mytologisk præg.

Med sine utallige in game cut scenes, storslåede soniske flade, formidable grafik, filmiske dialoger og dybt imponerende manuskript har Primal formået at forføre denne anmelder igen og igen. Cambridge har skabt et digitalt mesterværk, og var Primal en film, ville der være Oscar nomineringer i sigte til skuespillere og instruktør. Nu er Primal et spil, og gameplayet har visse begrænsninger. Kampene er for ensartede og sammen med manglen på reelle puzzles, ender gameplayet med at spille anden violin i et ellers yderst kompetent symfoniorkester.