Predators-interview: Robert Rodriguez
I forbindelse med lanceringen af Predators på Blu-Ray bringer vi i samarbejde med 20th Century Fox en række Danmarks-eksklusive interviews med de medvirkende...
Hvordan fik du Adrien Brody med i filmen?
Jeg forsøgte at hyre ham til en anden rolle, men så læste han manuskriptet til Predators og sagde: "Nej, jeg tror, jeg kan spille den her rolle". Jeg spurgte: "Er det rigtigt?", og han sendte mig et foto fra en film, han lige havde lavet, en fængselsfilm, hvor han så helt vild ud, og jeg tænkte: "Damn! Det er sejt!" Jeg vidste, det ville blive interessant, fordi jeg forsøgte at finde en anderledes person til rollen. Den anden rolle er ikke engang i filmen nu. Det var tidligt i forløbet, hvor vi stadig fandt på nye ting. I forhold til Royce så vi på andre skuespillere, og de havde bare lavet det samme så mange gange før. Det er de samme folk. Og en af skuespillerne spillede faktisk præcis den samme slags rolle, bare i en anden film. Det var meget ligesom dengang, jeg lavede From Dusk Till Dawn. Jeg forsøgte at finde en til at spille George Clooneys rolle. Det var det samme problem. Man havde set de samme skuespillere, som spillede den slags rolle hele tiden. Jeg ledte efter en, der var frisk og ny, og så hyrede jeg George, som ikke havde spillet sådan en rolle på det tidspunkt. Antonio Banderas havde aldrig været med i en actionfilm før Desperado. Jeg følte, at det her var det samme. Vi ville have en virkelige interessant person og en fantastisk skuespiller. Han ville være med, og når du står med en Oscar-vindene skuespiller, som vil være med i en Predator-film, siger du: "Okay! Det er det, vi gør". Det bliver ikke bedre end det.
Fortæl os om fascinationen omkring Predator-serien
Der er en jæger-kvalitet i den, og så er der noget ved den originale Predator-karakter, som virkelig holder. Jeg tror, det er fordi, han ligner et menneske, så det føles som om, han er en menneskelig karakter. Folk kan godt lide skurke, og de kan lide at se en skurkagtig menneskelig karakter, som de kan identificere sig med - den mørke side af en person. Den mere eventyrlystne, hårdtslående side af en person. Det er en af årsagerne til, at vi kæmpede for at lave den som live action i stedet for at lave det til en CGI-Predator.
Har Lost haft noget indflydelse? Det virker som om, der er nogle elementer, som godt kunne være taget derfra.
Jeg kan godt se, hvad du mener i forhold til falde-ned-fra-himlen-optagelsen i Hawaii. Men nej, det var ikke intentionelt. Desuden skrev jeg det originale manuskript 15 år før Lost udkom.
Kan du fortælle om projektets forløb? Det var en lang tilblivelsesperiode.
Det er den eneste gang, jeg har skrevet en film, som jeg ikke selv havde planer om at instruere. Jeg gjorde det ikke efterfølgende, fordi det var en mærkelig oplevelse. Jeg troede, det ville være sjovt. Det var sjovt. Men så giver du filmen videre, og du tænker: "Gud! Jeg kan virkelig godt lide nogle af de idéer, og så får jeg ikke engang lov til at udføre dem nu." Så det var fedt at fuldende cirklen og rent faktisk færdiggøre projektet i stedet for at have det liggende i skuffen et sted. Det var bare fordi, jeg befandt mig mellem projekter. Jeg var færdig med Mariachi og var endnu ikke begyndt på Desperado, så jeg lavede en skriveopgave for at få noget ekstra arbejde fra hånden. Jeg troede, det ville være let, men så endte det med at blive svært, fordi du godt kan lide, hvad du skriver, men du får ikke lov til at se, hvad der sker med det. Opgaven var slut hos Fox, og jeg tænkte, det ville blive sjovt, så jeg skrev det. Jeg vidste, de forsøgte at få Arnold tilbage i serien, og jeg vidste, han elskede jungle-aspektet i det, så jeg placerede handlingen på en anden planet, men gjorde det til en jungle på en anden planet, så det ville være anderledes. Og det var idéen. Men så endte de med at lave Alien vs. Predator-serien, og Arnold besluttede sig for, at han ikke ville lave flere Predator-film. Så de lavede de film. Men sidste år købte de mit manuskript tilbage og fortalte mig, at de stadig gerne ville prøve at lave filmen.
Hvor tæt ligger det her op ad dit originale manuskript?
Jeg blev nødt til at ændre en masse, fordi det første var skræddersyet til Arnold. Jeg hev nogle andre forfattere ind for at tage udgangspunkt i idéen om planeten og de forskellige Predator-stammer og jæger-aspektet og den korsfæstede predator og alt det, som var i det originale manuskript, og fylde nogle nye karakterer ind i det. Det var en gruppe tidligere, men det var en anderledes gruppe, hvis Arnold var på planeten.
Der er en scene i filmen, hvor et væsen jager Topher Grace's karakter og så bliver skudt. Hvad var det for et væsen?
Det var en af tingene fra burene. Kan du huske, da de tager hen til burene og ser insekter, som kravler ud? Det er en af de andre ting derfra. Der er et øjeblik, jeg kan godt forstå, hvis du ikke har lagt mærke til det, fordi de løber, når de siger det. Men de siger "Det var en af dem fra burene", og Royce siger: "Han må have troet, det var os, der efterlod dem der". Den prøvede ikke at være aggressiv. Den forsvarede bare sig selv. Den var i samme situation, som de var: Efterladt midt i ingenting uden at vide, hvad der foregik.
På hvilken måde er det anderledes at instruere en film i forhold til at producere den?
De spurgte mig først, om jeg ville instruere den, men det kunne jeg ikke. Jeg var allerede i gang med at producere noget andet, og de ville have filmen ud den her sommer. Men så spurgte de, om jeg i det mindste kunne producere den. Jeg sagde: "Selvfølgelig! Det kunne være sjovt." På den måde kunne jeg stadig have en finger med i spillet og se den blive til. Jeg kunne tage del i produktionen og designet.
Hvor meget indflydelse havde du på den i forhold til andre film, du har produceret?
Jeg har aldrig kun produceret før, så jeg ved det ikke. Nogle producere finder et sted, hyrer en masse folk og læner sig så tilbage og lader de andre klare arbejdet, men jeg tog større del i det, selvom jeg ikke instruerede. Nimrod instruerede. Jeg hjalp ham med manuskriptet, hjalp med filmens design, deltog i arbejdet omkring musikken, effekterne og redigeringen.
Ville du instruere en fortsættelse?
Det ved jeg ikke. Jeg ville blive nødt til at se på, hvad jeg ellers laver, og om der er et manuskript, jeg synes om. Det er det fede ved at producere - jeg kan læse manuskriptet igennem og sige "Hey, det vil jeg gerne instruere". Jeg kan finde manuskripter, som jeg gerne vil udvikle videre på.
Du har lavet meget i forbindelse med filmproduktion. Er der stadig noget, du kunne tænke dig at lave, som du ikke har prøvet endnu?
Jeg kan godt lide at lave effekt-film. Selv i mine ikke-effekt-film, mine Once Upon a Time In Mexico eller Machete-film, som ser meget naturlige ud, er der hundredvis af effekter. Det er bare meget usynlige effekter. Men jeg kunne godt tænke mig at lave en gennemført effekt-film.
Overvejede du at lave denne film i 3D?
Nej, det var der ikke tid til. Ikke engang til at konvertere den. Den var ikke tiltænkt 3D. Du bliver nødt til at tænke projektet i 3D, for at det skal fungere. Man kunne godt konvertere mange af mine egne film til 3D, fordi der er mange ting, der bevæger sig imod kameraet. Mine ting ville egne sig godt til det.
Men du har jo lavet en 3D-film. To, faktisk.
Ja, jeg startede den her trend. Faktisk ved jeg ikke, om det er en trend. Jeg lavede min første 3D-film for syv år siden, og den er stadig aktuel. Man kan godt sige, jeg startede det. Det var den største af Spy Kids-filmene.
Det virker som om, at du har det ret sjovt med volden og splatter-tingene i filmen.
Ja, den her ville de have gjort uegnet for børn og unge. De sidste par stykker var kun uegnet for børn under 13 år. Og jeg gjorde manuskriptet rigtigt vildt. De ringede og sagde, at dvd-folkene rigtig godt kan lide uredigerede versioner, så hvis vi ville have mere blod i den, kunne de tilføje det til dvd'en. Vi kunne ikke engang finde på noget mere blodigt. Det er sjovt, fordi det er sådan en slags film. Det er sjovt for publikum at se noget, hvor de bliver nødt til at holde sig for øjnene. Og rent faktisk behøver du slet ikke vise særlig meget. Hvis du viser en lille smule på et tidligt stadie, så bliver folk bange for, hvad der ellers kommer i resten af filmen. Det handler om, hvad folk tror, du viser dem, modsat hvad du rent faktisk viser dem.
Der er en episode med en flænset rygrad.
Ja, altså, det har der været i alle filmene. Det er ikke engang nyt. Det blev vi nødt til at have med. Det var det, der skræmte folk i den første film, rygradene, der bliver revet ud. Det bliver man nødt til at lave, ellers er det ligesom, hvis hajen ikke spiser nogen i en Dødens Gab-film. Det skal være der. Det bliver forlangt. Og oven i det skal du så også finde på nogle andre smarte ting.

Var der noget, som du undgik at gentage fra de andre film?
Der var en anderledes tone. Den første film er mere en action/eventyrs-film. Den her er nærmere en gyser-film - at være fanget i en jungle og jaget af ukendte kræfter.
I forhold til dine kommentarer omkring ucensurerede dvd'er, tror du så, filmstudierne nu forsøger at kanalisere den kreative proces gennem de supplerende markeder?
De her genre-film lever og ånder for det supplerende marked. Det kan man ikke sige om alle film, men specielt i forhold til dem her, kan de få mere succes på den måde. Supplerende markeder er gået så meget ned, at det er det her, der holder det i live. Så alt, hvad der er nyt og alternativt, er godt. Det handler ikke kun om blod. Studierne opfordrer til, at der er en director's cut eller en ucensureret version. Og når discene bliver så store, at de kan indeholde så meget information, så er det fint at tilføje alternative versioner. Det handler ikke om penge, som det plejede at gøre, fordi de blev nødt til at have dobbelt-discs og sådan noget.
Har "torture porn"-genren taget noget af det sjove fra det med at se blod og splatter og ting, der chokerer publikum?
Sådan tror jeg ikke, det er. Det betyder stadig noget, om du kan lide karaktererne og interesserer dig for, hvad der sker med dem. De kan skære sig i fingeren på et stykke papir, og du tænker: "NEEEEEEEJ!!!" Det handler ikke om at overgå ting. Hvis det er alt, hvad du prøver på - hvis det kun kommer til at handle om blod og ikke om karaktererne og historien, så kan du måske godt lide det. Men hvis du har gode karakterer og en god historie, så er det faktisk lige meget, hvad der sker. Du vil interessere dig for dem lige meget hvor slemt eller ikke-slemt, det er.
Den kvindelige karakter spillet af Alice Braga er ikke en typisk actionfilm-kvinde. Hun er ikke en ungmø i fare, men hun har stadig sit kvindelige hjerte.
Ja, hun er filmens hjerte. Det var vigtigt at fange karaktererne rigtigt. For mig specielt er det en svær karakter at skabe, fordi det ikke er så tit, at de bliver skabt succesfuldt i den slags film. Og folk var nervøse og spurgte, om vi overhovedet skulle forsøge. Men jeg synes, at hvis man rammer rigtigt, får du Sarah Conner i Terminator eller Ripley i Alien, og så har du en klassisk karakter. Så det er et forsøg værd at skrive det så godt, du kan, og prøve at skabe en fantastisk karakter.
Hvordan var det at have de super gode skuespillere samlet i samme film?
Det var fantastisk. Da Laurence dukkede op, blev alle stille og lyttede til hvert et ord, han sagde. Han er ligesom den karakter. Han har været igennem alt i skuespillerverdenen. Det var ikke svært for de andre skuespillere at tro på, at han var den sejeste person i verden. Han har bare den der seriøsitet. Det var fedt at se ham spille og snakke med ham om andre film. I filmen ville de sige "Hvad syntes du om at dræbe en Predator?" Og offscreen ville vi spørge: "Hvordan bar du dig ad med at spille den rolle?" Det var fantastisk at snakke med ham og se hans professionalisme.
Havde I nogle problemer med at filme i junglen?
Altså, junglen er aldrig let. Det er et meget farligt sted at arbejde. Det er mudret, der er masser af rødder på jorden, og for hvert skridt risikerer du at brække din ankel. Det er ikke livsfarligt; det er bare røv-besværligt. Jeg var virkelig bange for, at folk ville komme til skade. Dumme ting kunne let ske, som folk der glider på en sten, de ikke har set, og det er jo ikke nogens skyld. Det er et farligt terræn at gå rundt i og endnu farligere at bære tungt udstyr i. Men heldigvis kom ingen til skade.
Hvad gjorde du for at adskille Brodys karakter fra Arnolds i den originale film?
Vi vidste, at vi gik efter noget anderledes. Men vi følte stadig, at han rent fysisk blev nødt til at være så respektindgydende, som muligt. Jeg ville ikke have, at han skulle ligne en professionel bodybuilder, for som soldat ville han ikke have tid til det. Han skulle se troværdig ud - som om han var en sand action-man og kunne klare sig i en kamp. Og selv med alle de muskler betyder det ikke, at du vinder. Arnold vandt ikke i den originale film. Predatoren sprang i luften. Så det ville ikke komme til at redde ham. Det blev nødt til at handle om intelligens og andre måder at kæmpe på.
Hvordan balancerede du mellem humor og spænding?
Vi gik ikke efter "joke"-jokes. Det handlede mere om den humor, der kommer ud af situationen, og det med at gå til grænsen hver dag og se, hvor noget kunne være sjovt, og hvor det ikke kunne være sjovt.
Følte du, at du skulle passe på ikke at lave en parodi?
Ja, helt sikkert. Hele tiden. Vi forsøgte at lægge så mange sikkerhedsnet ind som muligt, så vi var dækket ind.
Hvorfor valgte du at dræbe Danny Trejo så tidligt?
Fordi man ikke forventer det! Du ved, at hvis Danny er den første, der dør, så er de alle på røven. Så har de ikke en chance!
