Post Mortem

Takket være de gode folk hos Microids, kan disse tider lettere overdrevet kaldes kronede tider for det gode gamle Point and Click adventure. Dette først og fremmest med det fremragende Syberia, som nærmest egenhændigt genoplivede den uddøende race, men Microids er ikke typerne der hviler på laurbærrene, og allerede nu er der en ny titel på gaden. Denne gang drejer det sig om det gotiske Post Mortem, en ægte horror historie der tager dig med tilbage i 1920ernes Paris. Du er Gus MacPherson, en tidligere privat detektiv der nu er taget til Frankrig for at male og glemme alt om fortiden. Den fortid Gus så gerne vil glemme, har noget at gøre med en sag han blev lidt for impliceret i, og hans clairvoyante evner. Selvfølgelig kommer fortiden væltende tilbage i hovedet på den kære Gus, da en ung amerikansk kvinde kontakter ham. Hendes søster og dennes mand er døde, og Gus skal finde ud af hvem der har gjort det.

At følge op på en mestertitel som Syberia må være svært, og det skal da også siges med det samme at Post Mortem absolut ikke når samme højder, men det er bestemt ikke det samme som at det er dårligt. Selve det visuelle udtryk i PM er helt anderledes. Du styrer Gus MacPherson i første person, i en blanding af 2D og 3D landskaber bevæger du dig rundt, leder efter ledetråde, samtaler med andre mennesker og forsøger febrilsk at komme nærmere løsningen på den hurtigt meget omfattende mordgåde. Stemningen er dyster, og der er gjort meget ud af at skabe en konstant underliggende følelse af uhygge, hvilket lykkes til UG med kryds og slange. Selve vinklen det hele ses fra kan irritere i starten, men langsomt sniger det sig ind på en, at den totale frihed i forhold til udforskning af de forskellige locations er en rigtig lækkerbisken.

PM er bygget op af diverse valg med et utal af muligheder. Du kan som Gus lægge strategier for hvordan du vil udspørge folk og løse de forskellige gåder, og på den måde findes der flere tilgange til spillet. Det kan ses som petitesser, men det er en rar fornemmelse i en hvis grad selv at have styringen over hvad der foregår, hvilket i mange spil i genren tit er en by i Rusland. De forskellige puzzles og løsninger virker forholdsvis logiske, og på denne side er gameplayet helt i top. Hvad der dog kan forvirre noget er den måde at mange dialoger tager forskud på handlingstråde der endnu ikke er blevet berørt i historien. Det virker af og til som om dialogerne er skrevet på en lokumsrulle med venstre hånd, mens den højre blev brugt til andre formål.

Det er synd og skam, og irriterende at man åbenbart her har valgt at sjuske lidt. Idet dialogerne fylder så meget af PM, er det tit frustrerende at man i disse af og til bliver gjort opmærksom på ting man egentlig slet ikke skulle have vidst endnu. En anden side af sagen er det rent grafiske. Hvor PM på mange måder servere en lækker og stemningsfuld grafisk flade, er de fleste af personerne i spillet højst besynderlige at se på. De er kantede, bevæger sig som er de alle blevet bidt af lopper, og specielt Gus Macpherson er i de sekvenser man ser ham virkelig irriterende. Måden han hele tiden skal rette på sine briller er nok til at undertegnede flere gange måtte finde mig selv i færd med et forsøg på at kravle gennem skærmen for at slå de pisse briller af ham. Dette er flueknepperi, men gør alligevel sit til det overordnede udtryk. Det samme gør de skuespillere der lægger stemmer til diverse personager, nogle klarer det fremragende, mens andre, blandt andet Gus, leverer en præstation der mildest talt kan kaldes uinspireret.

PMs forskellige fejl og mangler kan dog ikke skade helhedsindtrykket fuldstændig. Hertil er atmosfæren i spillet for god. Denne titel er dog uden tvivl kun for folk der i forvejen elske genren, og vil ikke drage nye medlemmer til Point and Click kirken. Mens vi venter på Syberia 2 er PM en god gang kvalificeret tidsfordriv, og med tidsfordriv af denne høje kvalitet burde det være forbudt at kede sig.