Possession

Sarah Michelle Gellar er godt nok glad for asiatiske gysere. Dette er i hvert fald anden gang, hun er med i en remake af en gyser fra østen, efter hendes "hvad var pointen med det?"-optræden i The Grudge. Denne gang skal pigen vi bedst kender som Buffy op at slås med overnaturlige kræfter, der er lidt mere nede på jorden end en hel spøgelsesfamilie, og man er egentlig lidt usikker hele filmen igennem på om der overhovedet er et overnaturligt element at være bange for. Men vi tager den lige fra begyndelsen, så vi alle kan være med:

Buffy er gift med en flinker fyr, der hedder Ryan (Michael Landes). Ryan har en tvillingebror, der hedder Roman (Lee Pace), som er decideret mindre flink - faktisk er han lidt af et røvhul. Buffy er ikke specielt tryg ved ham, og han giver hende heller ikke ligefrem nogle grunde til at være det, men han bor hos dem fordi, hey, han er Ryans bror, og fordi han er for meget et røvhul til at kunne klare sig selv.

Men både Ryan og Roman kommer ud for en bilulykke, som i øvrigt er en af de mest unødvendigt forvirrende øjeblikke i filmen - man har på intet tidspunkt overblik over hvem, der kører ind i hvem eller hvordan. Begge brødre ender i coma, men én af dem vågner - og det er selvfølgelig den forkerte bror.

Men men MEN, nu påstår røvhuls-broderen pludselig, at han er Ryan! Og hvad skal Buffy så tro? Er hendes mands sjæl virkelig i Romans krop? Og kan hun fortsætte sit liv med ham, selv om han i virkeligheden er broderen?

Det får Buffy cirka halvanden time til at gå med, mens Roman forgæves forsøger at overbevise hende om, at han virkelig er Ryan. Det kunne være meget spændende hvis der var nogen udvikling eller usikkerhed om hvorvidt det virkelig kan passe. Men samtlige scener i filmen udspiller sig efter samme skabelon, nemlig at Roman prøver at fortælle Buffy, at han er Ryan, og Buffy derefter tuller lidt forvirret rundt for sig selv. Og slutningen, som jeg nok skal spare jer for at afsløre, er så dum og forudsigelig, at man vitterligt føler sig talt ned til.

The Grudge var ikke verdens værste remake, men Possession - hvis koreanske original hed Addicted - er tre af de værste ting, en gyser kan være: lang, kedelig og slet ikke spændende. Det eneste, den får lidt point for, er en nogenlunde hæderlig præstation af Lee Pace, som dog ikke har de bedste forudsætninger at arbejde ud fra. Manuskriptet er nemlig lige så uoriginalt og dødt, som det lyder til, og instruktionen er, som tidligere nævnt, håbløst overgearet. Og Sarah Michelle Gellar er, ja, Buffy - bare uden kung-fu og mindre sjov. Det er tilsyneladende det eneste, hun kan.

Der er gået sport i det med at remake asiatiske gysere, og de er som regel latterlige skygger af originalerne. Possession gør intet for at gøre op med den stereotype.