Poseidon

Nyfortolkninger? Er det Hollywoods sidste skrig om hjælp? Nogle vil mene, at filmindustrien for længst er løbet tør for gode ideer og nu bare kønsløst leder på kvist og i kælder efter noget, der er bare halvvejs i orden at filme igen. Andre ser det som en udsøgt chance for at gøre noget i forvejen fremragende, en tand bedre. Personligt er mit eneste krav, at resultatet skal være bedre eller mindst ligeså godt som originalen. Poseidon er, ret forventet, ikke lige så god som originalen, faktisk er den ikke i nærheden af den. Det er tyskfødte Wolfgang Petersen, der har siddet i instruktørstolen på genindspilningen, hvilket betyder masser af effekter og action, og selvom det egentlig passer meget godt sammen med hjertet i Poseidon, så falder det hele hurtigt til jorden.

Nyindspilningen handler som originalen fra 1972, om en luksusliner der fanges midt på havet i en kæmpe storm. Her skyller en umanerlig stor bølge ind over dækket, vælter skibet og lader det ligge hjælpeløst på ryggen i det blæksorte vand. Hvad der før var op, er ned og omvendt. Midt i dette står en række af skibets passagerer med et brændende ønske om at komme ud, inden skibet tager vand ind og synker. Kaptajnen nægter at lytte til dem og forsikrer dem alle om, at luksuslineren ikke er i nærheden af at gå til bunds, men holdet anført af Dylan Johns (Josh Lucas) ved bedre. De går i gang med en farefuld færd op gennem skibets nu ødelagte interiør, i jagten på frihed.

Desværre virker Poseidon tam hele vejen. Skuespillerne har fået roller af den karakter, du kender fra striberne i de daglige aviser. Richard Nelson, spillet af Richard Dreyfuss, er bøsse. Punktum. Kurt Russel er en bekymret og overpylret far, mens Jacinda Barrett er fraskilt mor til en dreng. Det er så langt, filmen nogensinde kommer i at skildre de skæbner, der fanges på skibet. Det er som at opleve et rollespil i Rold Skov på en søndag, hvor en tolvårig dreng forklædt som dværg, siger "Jeg hader elvere!" - der er absolut ingen dybde at spore nogen steder, og når nu filmen handler om disse menneskers overlevelse, så ville lidt tyngde ikke have gjort noget. Tempoet er også underligt sammenskruet i Poseidon, der med at væld af usammenhængende scener og bi-karakterer som bare skal slås ihjel, aldrig rigtig giver mening. Sammen med popstjernen Fergie fra Black Eyed Peas, der som skibets sangerinde til skibsfesten, synger en af de mest flødeskumsagtige sange nogensinde, bliver specielt starten af filmen næsten ulidelig at slæbe sig igennem.

Det er først når hele effekthelvedet eksploderer, at Wolfgang viser lidt muskler. Som instruktør er han kendt for at lave film med et tykt budget i den ende der hedder eksplosioner og computereffekter, og det er ikke anderledes i Poseidon. Og det er også dér, filmen er bedst. Når en af skuespillerne fanges under vand, sidder du med en kvælende fornemmelse i halsen, og når en hel sektion af skibet eksploderer i et inferno af ild og røg, ser det imponerende ud. Det er bare ikke nok, hvilket er underligt, når man tænker på at filmen, i hvert fald i forhold til dagens standard, kun er 99 minutter lang.

Poseidon er kort sagt skuffende. Originalen var absolut en smule ujævn, og Ernest Borgnine har aldrig været den store skuespiller, men filmen havde et eller andet over sig, en slags troværdighed og krybende desperation, der gjorde den værd at se den. 2006-udgaven er derimod rodet, uden tyngde og fyldt til randen med dyre effekter.