Pokémon Quest

Ordet Pokémon har været på alles læber, siden det sekund Nintendo annoncerede deres Switch-konsol. Nu er tiden oprundet, og selvom der er svært delte meninger om de forestående bidrag til serien, i form af Pokémon Let's Go! Pikachu og Pokémon Let's Go! Eevee, har vi trods fået forsikring om at et kernespil i serien kommer i 2019. Indtil alle tre rammer hylderne, kan man så passende bruge ventetiden på {Pokémon Quest}. Eller nok snarere, spilde tiden. {Pokémon Quest} ramte Nintendo eShop uden den store fanfare, og er skabt som et... ja, hvad er {Pokémon Quest} egentlig? Med et udseende som {Minecraft} og et gameplay (eller mangel på samme) som {Miitomo}, kan det vel næppe beskrives som andet end et spil lavet udelukkende med tidsfordriv som hovedmotiv, og ulækker profittering som skjult motiv.

Spillet går dog hele vejen for at afvæbne de skumle skygger, der lurer om hjørnet, men lad os nu bare være ærlige, og kalde en spade for en spade - {Pokémon Quest} er ikke bare sølet ind i mikrotransaktioner, det er også det mest ikke-Pokémon-agtige Pokémon-spil, der nogensinde har gravet sig op af en virtuel papirkurv og set dagens lys. Jeg har efterhånden forsøgt mig med næsten alle kernespil i Game Freaks elskede strategiske rollespilsunivers. Jeg skamspillede {Pokémon Snap} på Nintendo 64 og ligeså Pokémon Colosseum. Dertil faldt jeg med begge ben ned i kortspillet også - både det fysiske og den virtuelle udgave - fordi alle havde én ting til fælles; det var de søde, seje, sjove, vilde, voldsomme monstre, der var i centrum.

I {Pokémon Quest} er din primære opgave at udforske en ø, så du kan dekorere din base med alverdens ligegyldigheder - statuer, blomster, nye frakker, hvad ved jeg. At gå fra at drømme om at være den bedste Pokémon træner, der nogensinde har levet, til at drømme om at blive vært på et eller andet gabende kedeligt program på DR om interiørdesign, vil jeg påstå, ikke bare er et men rigtig mange skridt i den forkerte retning. Denne drøm skal så ske fyldest på bekostning af, at du får de Pokémon, du bliver venner med, til at tæve sanseløst på øens beboere, så de kan klare missioner og udfordringer, der har til fordel... at... øh, ja. For god ordens skyld, skal det siges, at øens beboere også er Pokémon, så ét element er i hvert fald respekteret. Det er et sidespring, for {Pokémon Quest} handler slet ikke om Pokémon. I stedet for at svække og fange nye Pokémon, laver der du derimod velduftende retter som tiltrækker en til to Pokémon ad gangen (for det meste én, som er ret dårlig), og puf, så skamelsker de dig.

Men hov, hvad er nu det? Du forestillede dig vel ikke, at sådan et simpelt tidsfordriv kunne fortsætte i al evighed, vel? Vitterligt alting i det her spil, der giver adgang til progression, har et tilladt anvendelsesmaksimum. Den her ret du sammenkoger for at få nye Pokémon, den kræver, at du tager på ekspedition X-antal gange, bestemt efter hvor avanceret en kokkerering det er. Hvor mange gange du kan tage på ekspedition afhænger af, hvor meget batteri du har tilbage på din drone. Denne drone har fem ekspeditioner i sig ad gangen, før den skal lade op. Det betyder, at når du har været på ekspedition fem gange, må du enten vente en halv time (i reel tid), håbe på du har gennemført en specifik udfordring, der tillader dig at genoplade dit batteri, eller tilkøbe dig noget af den valuta, der er omdrejningspunktet for alt aktivitet i {Pokémon Quest}, PM Tickets. Disse billetter skal bruges, hvis du bare på nogen måde vil engagere i det alligevel ret tynde gameplay, der er i {Pokémon Quest}.

<newpage>

Og de hænger selvfølgelig ikke på træerne. Ved at gennemføre missioner, som kun kan gennemføres én gang, og udfordringer, som genopfriskes dag for dag, kan du få et beskedent antal. Eller du kan gå på eShop og tilkøbe 6000 PM Tickets for den nette sum af alt for mange penge - og for helvede, Nintendo, hvad fanden er det, I har gang i? Værst af alt, det er ikke muligt at tilkøbe sig pakker kun indeholdende disse ligegyldige virtuelle stykker toiletpapir, man skal købe dem i pakker med en masse ekstra dekorationer, hvilket jo naturligvis forhøjer prisen. Selvfølgelig! Og den form for problematisk mikrotransaktionsadfærd stopper ikke her. Under fanen hvorpå du kan se, hvor mange PM Tickets du har, er der et nedtællings-ur, der viser, hvor langt tid der er tilbage, før du kan få et par gratis billetter. Det genopfriskes efter 22 timer. Det i sig selv er ret vammelt, men ikke desto mindre har Nintendo lige nedenunder klistret en kæmpe knap, hvor der ikke bare står, at du kan få flere billetter, men også helt specielle dekorationer, som BETALT EKSTRA INDHOLD, hvis du trykker på denne direkte genvej til eShop.

Ja, spillet er fuldstændig gratis, men kun et par timer efter jeg havde hentet spillet, stod jeg allerede i en situation, hvorpå jeg blev fristet til at bruge rigtige penge på at komme videre. Fordi jeg var løbet tør for krudt. Vi taler om et par timer. Ikke dage, eller en hel dag - et par timer. Det her spil er henvendt til børn! Grafikken er ekstremt nuttet, lyd-designet er møgirriterende (altså, henvendt til børn), og spilsystemerne er kogt så langt ned, at man ikke engang behøver at styre sine Pokémon, når der skal slås til Søren; og det er ikke engang løgn. Det er en udspekuleret måde, hvorpå Nintendo åbenlyst ønsker at få børn verden over til at plage deres forældres penge op ad lommen, så de kan komme videre til næste bane.

Game Freak skabte med den håndholdte, strategiske rollespilsserie Pokémon en række af spil, der på ydersiden virkede simple og ligetil, men så snart man dykkede ned i dem, havde uanede mængder af dybde, hvad angår holdsammensætning, sammensætningen af evner, hvordan og hvornår du udviklede din Pokémon, hvad for en personlighed den har, og så videre. I {Pokémon Quest} er det diametralt modsat. Det fremstår som et dybt rollespil, men er i virkeligheden så tyndt som suppe kogt på granitsten. Du har to kategorier at opgradere, angrebsstyrke og liv, og den der har de højeste tal vinder. That's it. Det er vel egentlig også ret ligegyldigt, for når der så skal kæmpes, finder dine tre (ja, kun tre, ikke seks) Pokémon selv deres mål, og så kan du bare klikke på, hvad for etangreb, de skal bruge, når det har ladt op. Nej, her tager vi ikke tur, det er real-time Pokémon buttkicking. Der er ingen teknik i, hvor og hvornår du anvender et specifikt angreb, for de rammer altid. Det er nok derfor Game Freak har installeret en autokampsfunktion. Jeg kunne roligt nyde den ostemad, jeg havde lavet, mens min Pokémon tævede løs på diverse, fuldstændig uden mit input.

Undtaget mikrotransaktionsdelen, er det værste nok den dovenskab, hvorpå spillet rent præsentationsmæssigt er skruet sammen. Det er kun de første 151 Pokémon, der er repræsenteret. Derudover er alle deres genkendelige lyde helt tilbage fra de allerførste spil - Pokémon Red og Pokémon Blue - så det skær i ørene hver gang en af de små væsener hyler og ytre sig. Til syvende og sidst, er hele menu-delen taget mere eller mindre direkte fra {Miitomo}, der lukkede for nylig. Knapperne er præcis de samme, farverne er præcis de samme, lydene er præcis de samme, det er decideret skammeligt.

Faktisk er skammeligt en passende beskrivelse for {Pokémon Quest} som helhed. Jeg ved ikke, på hvilket afskyeligt investormøde den her skamplet af en kreditkortskorsfæster blev aftalt, men det har i hvert fald ikke været et, hvor de diskuterede forbrugeretik. En fin lille sløjfe på denne rædderlige historie, er, at {Pokémon Quest} fra nu af og for evigt, vil være anerkendt som det første Pokémon-spil Nintendo smed på Switch. Det kommer også til iOS og Android om en lille måned.

Slamdykkende, glorificeret læs afføring af et mobilspil skal man lede længe efter.