Pokémon Platinum

Lad os få det vigtigste af vejen først. Uanset hvad jeg siger eller skriver, så ender Pokemon Platinum med at blive en succes. Til trods for det faktum, at årelange fans vil genkende Platinum som værende en lettere friseret blanding af Diamond og Pearl, krydret af med et par nye områder i form af Battle Frontier og The Distortion World, så vil de knæhøje poder verden rundt elske at tage på eventyr med deres Pokemon. Der er trods alt ikke en grænse for, hvor mange gange du kan fange de samme Pokemon - i hvert fald ikke, hvis det står til Nintendo.

For at Pokemon Platinum ikke skal føles som en total deja-vu-oplevelse, har udvikleren inkluderet to nye ting, nemlig de to elementer jeg indledningsvis nævnte. The Distortion World er en slags udsyret dimension, hvor de traditionelle Pokemon-kampe lægges på hylden til fordel for lidt simpel gådeløsning, mens Battle Frontier er kendt fra Pokemon Emerald. Det er en slags kamparena med forskellige mål til dig. Desværre kommer The Distrotion World først rigtigt ind i historien efter mere end 30 timers spil, så indtil da skal du være parat på at spille en ny slags Diamond/Pearl, om end med små opdateringer af grafikken, diverse trænere og Pokemon. Og da netop The Distortion World skulle være en af undskyldningerne for at spille Pokemon igen, er det lidt tyndt, at man skal hænge på så længe.

Men hvad er i virkeligheden Pokemon? For de uindviede kan Pokemon-spillene bedst beskrives som et rollespil, en omgang gåder og turbaserede kampe, hvor du optræner dine Pokemon til kamp, samtidig med at du rejser rundt i de forskellige Pokemon-regioner og møder andre trænere. Sidst men ikke mindst er der den overordnede historie, der skal opleves. Historien har aldrig været central i Pokemon-spillene, for i virkeligheden er det vores allesammens indsamlingstrang som Pokemon-spillene slår på tromme for - men alligevel, den er der.

Vigtigst af alt er dog Pokemons, de nuttede skabninger, der via et sten-saks-papir-koncept, giver dig muligheden for at bruge elektricitet, vand, tornadoer osv. i kamp. I begyndelsen kan dine Pokemons ikke det store, men som de går i niveau og tillærer sig nye færdigheder, kan du klare dig mod de fleste. Har du et balanceret hold af Pokemon i forskellige type-kategorier, så står du også bedre mod de mere hårdføre trænere, hvor styrke ikke nødvendigvis er det eneste der gælder. Og det er egentlig grundessensen af Pokemon-dillen, altså at man leger med ens opstillinger, leder efter nye og anderledes Pokemon og udfordrer andre trænere til dyster.

Da Pokemon Platinum ikke er et nyt spil, men i stedet et slags remix af Diamond/Pearl og et par nye ideer, så skal du ikke regne med den store grafiske overhaling. Det ligner sin to år gamle storebror, og selvom Diamond/Pearl ikke var grimt dengang, så savner jeg lidt, at hele serien endelig rykker ind i en ny æra. På nær The Distortion Worlds 3D-landskaber, hvor man hopper mellem fritsvævende platforme, så er det kun et par malingklatter som Platinum-udgaven kan byde på, når det kommer til grafikken. Det samme gælder musikken, der godt nok dufter af de klassiske temaer, jeg ikke har kunnet få ud af hovedet efterfølgende. Den er stadig brugbar, men jeg kunne godt bruge lidt nyt til hørebøfferne, når jeg rumler afsted i S-toget.

Det er svært at give et spil som Pokemon Platinum karakter. For hvad skal man tage og gribe i. Skal man lægge vægt på, at man rent faktisk betaler for et spil, som man måske allerede har derhjemme? Et spil der er et af Nintendo DS-formatets mest populære? Eller er det vigtigere at se Platinum som en helt ny udgivelse, hvor det er helt nye forbrugere, der bejles til? For mig må den blive den bløde mellemvej. Jeg har spillet stort set alle Pokemon-spil tidligere, og for mig er Platinum et godt spil, men også en spiloplevelse, jeg allerede har haft to gange. Derfor bliver jeg også nødt til at nedtone min iver lidt, og ikke mindst karakteren. Er du derimod en af dem, der overvejer at påbegynde din karriere som Pokemon-træner, så er Platinum et rigtig godt sted at starte. Der er masser af gode timer gemt i det, og når du først bliver fanget af samlermanien, så kan du ikke lægge konsollen fra dig. Sådan er det bare.