Point Break

Point Break sparkede 90'erne i gang med en fokuseret markedsføring af Keanu Reeves (alle pigerne blev forelskede), men under vandoverfladen gemte sig action-instruktør Kathryn Bigelows manifest om mænd. Mænd som motoriserede adrenalinjunkies, altid rodløs og på kanten af sin egen identitet. Det er et svært faktum, drenge, men Bigelow kender mænd bedre end de fleste mænd gør. En tematik gentaget frem til sin Oscar vinder; The Hurt Locker. Point Break anno 1991 er på alle måder en eminent action-klassiker, kun en promille under Die Hard.

Åh nej. Ikke endnu en reboot. Åh jo. Jeg er træt, men forsøger distræt at betragte reboots med et demokratisk blik, som en rekonstruktion af noget gammelt, tilpasset nutidens tidsånd eller politiske aktualitet. For eksempel den faktisk ganske hæderligere RoboCop. Men to ting ser ud til at drive urværket i Point Break reboot: Spar en manuskriptforfatter væk i filmproduktionen, ved at genbruge en gammel historie. Og vis en masse blændende ekstremsport i real 3D.

Johnny Utah er denne gang en tidligere udøver af ekstremsport, som efter en tragisk ulykke på sin motorcross søger adgangstilladelse til FBIs træningsbaner. Bodhi er atter en spirituel idealist og akavet beskytter af Moder Jord, som må undvære den karisma han selv burde stå for. Filmen formår hverken at beskrive en kontrast mellem de to hovedpersoner eller den uundgåelige bromance forbindelse som skal ændre Utahs perspektiv på livet. Derimod er de fortræffelige som karikerede idioter der hver især underkaster sig filmiske dumheder og overstyret stiløvelse.

Sikke en masse ekspertiser de har. De kører på crossmaskiner, klatrer lodret op, snowboarder offpiste, skateboarder, surfer, springer med faldskærm, dykker uden maske og flyver med wingsuits gennem kløfter og dale. Og om aftenen, danser de til techno. Alt sammen tydeligvis amputerede undskyldninger for at vise ekstrem-sport scener i 3D, for de mange scener er ikke tilnærmelsesvist naturligt integreret i historien. Hvis man virkelig bliver våd af at se adrætte mennesker teste deres grænser, så se dog nogle dokumentarer fra den virkelige verden af ekstremsport.

Point Break anno 2015 dykker ned i en forbavsende kunstig verden, hvor alle har knaldsorte tatoveringer, som var de malet på kroppen fem minutter forinden optagelserne. (Sol, sand og saltvand plejer faktisk at slide lidt på tatoveringerne). Billederne er konsekvent belagt af en kedelig, farveløs colorgrading, der sælger præmissen med mere reklamefilm og mindre realisme. Det kunstige kosmetik kiler en pind ind i indlevelsen, for hvordan skal vi betragte de mange stunts som autentiske og farlige, når alt ser så pokkers syntetisk ud?

Vi orker ikke sammenligninger, men Point Break er ikke dårlig fordi filmen er en reboot. Den er dårlig fordi historien prøver at engagere os i noget ufokuseret bavl om åndeligheden i ekstremsport-kulturen og fordi alle skuespillerne sælger ideologien umanerligt dårligt. I stedet burde du se den oprindelige Point Break (den ægte historie), The Art of Flying (virkelig imponerende ekstremsport) og xXx (selvironisk ekstremsport-action med tungen i kinden). Tag disse tre piller. Du vil takke mig senere.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med 2D og 3D udgaven, men derudover ingen ekstramateriale.