Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Pode

Pode

En falden stjerne og en sten har hovedrollen i et lille hyggeligt eventyr. Det er både unikt, underholdende og til tider klaustrofobisk kedeligt.

Stemningen i {Pode} er så rolig og hyggelig, at det kan være grænsende til det søvndyssende, men hvis du holder øjnene åbne, gemmer der sig små åbenbaringer i det lille co-op puzzle-spil, der er ude til Nintendo Switch nu.

{Pode} er historien om en falden stjerne, der får hjælp af en sten til at finde hjem igen. Sammen begiver de to venner sig igennem et mørkt og goldt bjerg. Som de bevæger sig igennem de forskellige grotter, bringer de dog liv til bjergets indre. Blomster, klipper og lys pibler frem, når de to venner Glo og Bulder udforsker det magiske og mystiske bjerg Fjellheim. De må udnytte hinandens evner og arbejde sammen for at finde vej igennem bjerget.

Selvom de norske udviklere fra Henchman & Goon har været dygtige til at implementerer en singleplayer, hvor du gnidningsfrit kan skifte mellem de to karakterer eller bevæge dem sammen, så er {Pode} først og fremmest et co-op spil. Det er selvfølgelig Glo og Bulders forskellige evner, der er krogen i gameplayet. Bulder er tung og stærk, mens Glo bringer lethed og lys til de mørke og mystiske grotter. De to karakterers unikke evner skal bruges sammen og hver for sig, for at løse de enkelte rums gåder. Det er en velfungerende dynamik, der er virkelig sjov og velbalanceret at lege med. At de to karakterer kan overvinde bjergets udfordringer - ikke bare på trods af deres forskelligheder, men faktisk på grund af dem - er en tematik, der ligger lige i kølvandet på Pixar.

Og det er ikke kun tematikken, der låner fra Pixar. Bulder ligner også til forveksling Pixars Wall-E - og faktisk er det også som om, at stumfilms-stemningen fra den første halvdel af Wall-E går igen i Fjellheim bjergets golde rum. Det er en meget afdæmpet oplevelse, hvor også musikken biddrager til en meget hul og forladt baggrund, der selvfølgelig står i kontrast til de to hovedpersoners spirende venskab, der bringer lys, farver og planter ind i bjergets indre. Musikken er skabt af Austin Wintory. En komponist der blandt andet også kan skrive {Journey} på sit CV. Han har lavet en meget jordbunden lydside, der alligevel har overtoner af magi og mysterium. Det er meget stemningsfyldt, men også grænsende til det anonyme.

Der er god variation i sværhedsgraden og udformningen af de forskellige gåder. Dog er der især nogle platform-baseret udfordringer, der tager noget af pusten fra det i forvejen rolige tempo i {Pode}. Det skyldes ikke mindst et fikseret kamera, der gør det svært at få det fulde overblik over de forskellige baner, og et landskab, der ikke altid er til at dechifrere - især efter at de to venner har fået smukke klipper og blomster til at vokse ud fra overfladerne.

Det er i det hele taget et smukt spil, der når langt med en simpel æstetik. Det fungerer både når Switchen er i sin dock, eller når du har den med på farten. Selvom det hører med til et puzzle spil, at der er pauser, hvor du skal regne ud, hvad der er hvad, så er det i {Pode} mest velfungerende, når der alligevel er et flow af flere mindre udfordringer i rap. For enden af hver grotte, som består af flere små rum, er et større puzzle - de fungerer også fint og giver en naturlig variation. Selvom {Pode} gerne vil være langsomt og roligt, så er det stadigvæk vigtigt, at der er fremdrift i de forskellige små baner, du skal igennem for at komme nærmere toppen af bjerget.

Når flowet er værst, føles det klaustrofobisk at være fanget i et rum, hvor løsningen ligger foran dig, uden at du kan gøre noget ved det - og du får lyst til at slukke eller sætte et andet spil på. Når flowet til gengæld viser sig fra sin mere charmerende side, så kan {Pode} byde dig op til en fantastisk, velkoordineret dans. Her er der nok ballast til, at du rent faktisk føler dig udfordret og stadigvæk holder kadence. Du skal dog - selv når der er fremdrift i tempoet - være væbnet med tålmodighed. Det er ikke et action-fyldt eventyr. Det er et fredfyldt og roligt puslespil, som du kan nyde i selskab med en du holder af at spille med.

{Pode} rammer et par bump på vejen mod toppen af bjerget, men når det kører, er det en udsøgt fornøjelse at udforske Fjellheim bjergets smukke grotter med Bulder og Glo. Det er en anderledes dæmpet og drømmende co-op oplevelse. Det er en lille titel, der synes at have fundet sin egen lille plads i spilverden. Det er sødt, pænt og tilgængeligt, men det nuttede står hele tiden i kontrast til det udfordrende, mørket og tomheden, som {Pode} også indeholder.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Smukke omgivelser, søde karakterer med sjove unikke evner, velintegreret singleplayer mulighed, flere gode puzzles.
-
Til tider ærgerligt level- og puzzle-design, svært at dechifrere med fikseret kamera, Det langsomme tempo kan blive for tungt.