Planet 51
Vi har utallige gange set, hvordan det går, når Jorden bliver invaderet af rumvæsner, men hvad sker der, når en enkel astronaut invaderer rumvæsners planet? Det giver Planet 51 svaret på med ægte 1950'er-stemning og den ene hyldest efter den anden til klassiske film, der har bare det mindste at gøre med rumvæsner.
Da den kække og mere eller mindre usympatiske astronaut Charles T. Baker lander på Planet 51, forventes det, at planeten er øde. Men det viser sig hurtigt, at planeten er beboet af grønlige rumvæsner, der lever fredeligt i 1950erne med en idé om, at universet ikke er mere end 800km langt. Det hindrer dem dog ikke i at sætte en menneskejagt i gang efter astronauten, der søger tilflugt hos den unge Lem (ja, uheldigt navn på de danske breddegrader).
Det er ikke fordi, at Planet 51 ikke scorer højt på charme-skalaen, men i disse dage, hvor der bliver spyttet mesterlige, animerede film ud på samlebånd med Pixar og Disney i spidsen, får Planet 51 sig en besværlig start på trods af et manuskript fra en af mændene bag Shrek. Historien er nuttet, men ikke meget dybere end en flad tallerken, og selvom filmen ihærdigt disker op med den ene joke efter anden, hvor blandt andet Star Wars og E.T. får et klap på skulderen, så er det meget symptomatisk, at det mest underholdende højdepunkt i filmen kommer fra en hund, hvis udseende stammer nærmest direkte fra Alien-dronningen i Ridley Scotts legendariske film. Og som tisser ætsende urin, så den kan bryde ud af sin kæde og angribe et skræmt postbud.
Det hjælper heller ikke, at astronauten Baker spilles af en kedelig Dwayne "The Rock" Johnson, der for min skyld sagtens kunne bortcensureres fra ethvert filmlærred. Samtlige figurer i filmen bliver alt for karrikerede og overspillede, og selv respekterede skuespillere som John Cleese og Gary Oldman falder i fælden med deres roller som vanvittig forsker og superskurk. Ironisk nok er det de unge mænd, Seann William Scott og Justin Long, der gør filmen bare en smule seværdig.
Man må rose Planet 51 for at gøre et ihærdigt forsøg på at være unik og skille sig ud med sin vellykkede 1950'er-stemning, men det er langt fra nok, når oplevelsen forbliver tom, middelmådig og uden varme til familien. Jo, der er små grin undervejs i filmen, og det mindre publikum vil sikkert være ganske vild med den, lige indtil den er slut, men tilfældet er desværre det stik modsatte for størstedelen af det mere kræsne, voksne publikum.
Gamereactor Danmark