Pixels

Når du læser dette er rygte-toget formentlig allerede ankommet til din perron. Pixels er noget pixeleret bras, helt ud i grenene af hver bit - såfremt man skal tro på summen af anmelder-reviews udlignet til røde gennemsnit på Metacritic, Rottentomatoes eller danske Scope. "Nogenlunde lige så underholdende som at glo på en friskmalet væg, mens den tørrer" skrev B.T., men det samme kan man ofte sige om filmanmeldelser. For filmanmeldere er ikke Gud ords - langt fra. Det er en klynge af bedrevidende analytikere, som prøver at guide markedet væk fra skidtet, men en gang imellem har anmelder-kartellet taget grueligt fejl. Især i deres syn på popkulturens dynamiske væsen.

Og Pixels er popkultur med et stort P. Et obskønt filmværk som formentlig virkede mere obskønt i sit pitch end i biografsalens egentlige resultat. Alene ideen om at rumvæsener adopterer gamle retrospil som sin metafysiske repræsentant i kampen mod Jordens beboere er på grænsen til vanvid, men nogle overbevisende kræfter bag nørd-kulturen har tæmmet tanken og sagt: Vi laver sgu en film om det.

Der er en subtil skillelinje mellem supermennesket og de kvabsede nørder: Adam Sandler som et sølle, orangeklædt svar på Peter fra Leasy. Kvabsede Kevin James i rollen som en mislykket præsident. Endnu et overvægtigt medlem, Josh Gad, i rollen som konspirationstossen. Og dværgen Peter Dinklage som den højrøvede snydepels, der umiskendeligt er stylet som virkelighedens tidligere rekordindehaver af Donkey Kong: Billy Mitchell. Det er supermennesket vendt på vrangen, fjernt fra 80'ernes pansrede muskel-kroppe, hvis man lige tænker over det.

Pixels vil utvivlsomt tømme lageret for Razzie Awards, og pressen har formentlig gjort så permanent skade, at enhver tanke om spilkulturen repræsenteret i film er for fremtiden elimineret for evigt. Men lad nørderne marchere for denne gang, for Pixels er publikums film, væltet og æltet i parodier og kærlighed til 8bit spil. Der er (alt for) nemt at bashe en film som Pixels, især for dem som kalder computerspil for tomhjernet tidsfordriv. Den største udfordringen er at forsvare den.

Vi er terrabites fra kvalitetsniveauet i den sublime Wreck-it Ralph, og skal man endelig lande en formel og saglig kritik af Pixels, så er den for lang i optakten, mens man ængsteligt afventer ankomsten af pixelerede fjender. En snigende kedsomhed kryber ind i filmens første levels. Til gengæld sprudler filmen i en fantasifuld biljagt, hvor New Yorks gader omformes til en labyrint, som en boss level mod Pac-man, og nutidens skolebørn vil få en skjult lektion i spilhistoriens milepæle, kamufleret som kulørt underholdning. Du ved allerede nu om Pixels skal ses i biografen, og jeg skal ikke omdirigere dig væk dette popkulturelle pixelparty, som i det mindste tør gå distancen fuldt ud for en femkrone.