Pixeljunk Shooter

Det kræver dog exceptionelle evner at gøre det godt, hvilket er hvorfor Q-Games meget muligt kan være tidens meste spændende udvikler som ingen synes rigtigt at huske.

{Pixeljunk Monsters} var en destillering af Tower Defence-genrens bedste elementer, der resulterede i genrens ubestridt bedste spil til dato, mens {Pixeljunk Eden} var en platformspilsoplevelse så ren og hypnotiserende at det stadig rangerer mellem de bedste spil jeg endnu har prøvet i denne generation.

PixelJunk Shooter er dog noget helt andet. I stedet for systematisk at pille en genre fra hinanden og genopbygge den i sin pureste form, er der nemlig med Shooter tale om et actionspil der byder på sine helt egne, originale spilmekanikker.

Godt gemt bag pulten på mit eget lille rumskib, er det min opgave at agere redningsmission, i en knap så fjern fremtid hvor jordens svindende ressourcer har betydet at nye planeter må udforskes. En af disse planeter har vist sig værende enorm dødsfælde, og godt gemt under overfladen er derfor en masse overlevende forskere som skal reddes.

Redningsaktioner udført i rumskibe betyder oftest laserdød til fjender af alle størrelser, men i Shooter er den største fjende ikke de organiske væsener som prøver at forpurre missionen, men i stedet omgivelserne.

I den første af spillets tre verdner er det gennemgående tema derfor uudtømmelige mængder af lava, som glædeligt fylder enhver lille sprække det kan sive ned i. På trods af at være en fiks lille sag skruet sammen af den nyeste elektronik, er varme mit rumskibs akilleshæl, og enhver berøring med lavaen vil derfor resultere i hurtig destruktion.

Min laserkanon har ikke den store effekt på lavaen, men den til gengæld stor virkning på den omkringliggende verden, hvilket betyder at jeg med lidt held kan dirigere de vandmasser som banerne indeholder, i kontakt med lavaen. Blandes de to masser bliver resultat solid sten, hvilken er en de elementer som min laserkanon fjerner med glæde.

Lavaen kombineres senere med nye elementer som brændbar gas, is og en magnetisk olie-lignende substans, og med disse væver Q-Games udfordringer så originale, udfordrende og på forunderlig vis logiske, at jeg hele tiden lige måtte give det et forsøg mere.

På snedig vis har udvikleren også sørget for at fylde det sparsomme udbud af baner med nok hemmeligheder, til at man hele tiden lige må give dem et forsøg mere. Tre verdner med hver fem baner er alt der bydes på, men foruden at finde alle de retningsforvirrede forskere, findes der også et stort antal gemte diamanter på banerne. Et bestemt antal diamanter skal altid findes for at låse op for den næste verden, men er du den slags person som ikke kan stoppe med et spil før alle hemmeligheder er opdaget, har Q-Games også tilføjet lidt ekstra til dig.

Og så er der alle de små spilteknikker som aldrig bliver forklaret, men alligevel vil forekomme absolut logiske i løbet af ganske kort spilletid. Almindelige skud fra din laserkanon betyder nærmest ingenting for rumskibets varmemåler, men holder du i stedet knappen nede for at fyre varmesøgende missiler af sted stiger den støt. Rammes du af fjendtlige projektiler og bryder skibet i brand, kan det stadig reddes ved at det brændende vrag dirigeres ned i en af de kølende vandmasser inden det eksploderer. Fem forskere kan maksimalt mistes på en bane før den erklæres for fejlslagen, men nye forsøg kan skaffes ved at indsamle de mønter som fjender efterlader når de kreperer.

At Q-Games ikke har set sig nødsaget til at fylde Shooter med forklaringer af alle dets elementer, er en god ledetråd til hvorfor udviklerens nyeste kreation er mindst ligeså fremragende som deres tidligere produktioner. På trods af byde på mere originalitet og puzzles end de fleste andre spil, forekommer enhver af Shooters udfordringer nemlig altid overkommelige, og frem for alt lokkende. Du vil sjældent sidde fast i mere end et par minutter, og i løbet af kort tid tvinge dig selv til at gentage enhver bane du ikke måtte have gennemført perfekt.

Kombiner denne tilgængelighed med en indpakning der består af simple former, fyldt med smukke farver og fantastisk realistiske væsker, tilsæt det hele et lydspor af High Frequency Bandwidth der til fulde lever op til Q-Games høje standard for soundtracks, og du har en vinder.

PixelJunk Shooter er et af de få spil i nyere tid, der allerede inden for den første times spil fik de høje karakterer til at resonere i min hjerne. Ligesom hos mange af spillene fra Kyoto-giganten Nintendo, hvor Q-Games præsident Dylan Cuthbert tidligere slog sine folder, er her nemlig tale om en oplevelse fokuseret omkring en simpel idé, der dog er blevet så gennemarbejdet og finpudset at resultatet er uimodståeligt. Desværre sættes der skår i glæden ved at Shooter er gennemført på et par timer, og havde dette problem været afhjulpet med flere baner havde jeg da heller ikke haft nogen problemer med at kalde dette for udvikleres bedste spil til dato.

PixelJunk Shooter er den slags oplevelse som sagtens kan ende med at blive julens bedste spiloverraskelse for dig, hvis du har mod på at give det forsøg. Som udviklerens tidligere produktioner, er det lutter spilbarhed, pakket ind i lækre klæder og leveret med en charme der hele tiden kræver et forsøg mere. Havde der dog bare været mere af det...