Pixeljunk Eden

Blomster og planter i alskens farver, pollen og prikker alle vegne og en lille, hvid "grimp" i midten. I samspil med den meditative elektronikamusik, som er skrevet af multimediekunstneren DJ Baiyon, føres man langsomt, men sikkert, ind i en psykedelisk tilstand. Designet er særdeles minimalistisk i PixelJunk Eden, som er tredje udspil i japanske Q-Games' PixelJunk-serie, men det er også meget organisk. Du skal bygge op. Bestøve frø, og få dem til at blomstre, så du kan bruge de nye planterstængler som platforme til at komme længere op i trætoppene i Paradisets Have. Rundt omkring i de lettere luftlag er Spectra'ene gemt, og dem er den lille, ligblege Grimp meget betaget af.

Grimpens betagelse af Spectra er smittende. Eden, en have, der fungerer som hub til de øvrige haver, står kun i flor, når du har hentet Spectra fra de øvrige "underhaver", hvorfor du selv er stærkt afhængig af at få fat på dem. Grimpens bittsmå ben har en imponerende springkraft. Den kan hoppe højt og langt og klæbe sig fast til alle overflader som et insekt. Derudover kan den spinde silketråde, der er stærke nok til at bære dens egen kropsvægt. Til en vis grad i hvert fald. Du kan hoppe hen til en stilk, spinde en tråd og cirkle rundt om planten. Grimpen er en lille Tarzan med sine egne lianer, og det kræver præcision og timing at hoppe fra plante til plante. Rundt omkring i haverne er der plantefrø, og for at få dem til at vokse skal du bestøve dem med pollen fra pollenkugler. Først skal du knuse kuglen og så indfange de små pollen, som stille og roligt svæver hen og udfører den opgave, naturen har pålagt dem.

Sjældent er det så nemt, som det kunne lyde. Du er under et konstant tidspres. De første haver giver ingen problemer, men inden længe bruger du en del ressourcer på finde "tidskugler" for at fylde tidsmåleren op. Et andet problem er, at det er vanskeligt at beregne, hvor langt man kan hoppe eller svæve. Samme handling kan have forskellige udfald fra gang til gang, og det leder til spillets største irritationsmoment - de bratte fald. Hvis du forregner dig - hvilket er umuligt at undgå - kan du måbende se til, mens grimpen falder og falder og falder og falder og først stopper, når den ramler ned i jordoverfladen med et brag. Den mindste fejl i verden kan få den største konsekvens. Så har du værsgo at gentage alle de hop og alle de svæveture i silketråde, som du netop har brugt lang tid på at udføre. Det er et lille problem i starten, men bliver til gengæld et kæmpe frustrationspunkt efter en times spil. Det er sjældent sjovt at gentage samme procedure gang på gang, bare fordi de små marginaler har alt for meget magt.

På papiret opvejer PixelJunk Edens gode sider ikke dets dårlige, men alligevel er det ikke et dårligt spil. Det er et spil, der trods dets minimalisme og irritationsmomenter er charmerende og vanedannende i et omfang, der i sig selv kan gå hen og blive irriterende. Det er den type spil, du lige skal prøve igen, selvom du forbandede det langt væk få sekunder tidligere. Det er som en hundehvalp, der tisser i skødet på dig for tredje gang, uden at du gør andet end at skifte bukser og tage vovsen op i skødet igen, fordi den er så let at elske og så svær at hade. Eden er et irriterende vanedannende spil, som tilmed har den frækhed at være irriterende let at få fat på. Nogen vil måske mene, at det ikke er det mindste irriterende.