Pineapple Smash Crew

Skydespil er ikke længere hvad de var i gamle dage. Nej, det er ikke starten på et surt opstød om hvordan alt var bedre førhen, men blot en holdning, der er svær at komme uden om, når man tager et kig på de spil, der i dag gør sig gældende i genren. Det, vi i dag spiller, er nemlig tættere på mutationer, hvor figurprogression og tunge historier resulterer i noget andet end de "skyd på alt"-spil, der førhen dominerede genren.

Denne udvikling synes ikke at behage Rich Edwards, for det første spil fra solo-udvikleren er et decideret gammeldags actionspil, der mest af alt synes at være lavet for at udfylde et tomrum i actiongenren, han personligt har været træt af eksisterede. Bare fordi spillet primært synes lavet for at behage Rich selv, betyder det dog ikke, at vi andre ikke også godt kan nyde dette actionbrag.

Der er ikke brugt tid på nogen egentlig baggrundshistorie, og du kastes derfor ud i den første mission så snart du har sat spillet i gang. Instruktionerne er hurtigt overstået, og mest af alt fortæller de hvordan du med "A, W, S, D" kontrollerer dit lille firmands-hold, mens musen styrer sigtet. Det hele ses fra oven, og med et klik på venstre knap sendes en storm af laserstråler mod målet, mens den højre knap bruges til at aktivere granaterne.

I stedet for blot at lade dem fungere som den nødløsning, de udgør i så mange andre spil, er granaterne i {Pineapple Smash Crew} dog omdrejningspunktet for hele kampsystemet. Barrager af laserstråler kan ganske vist tage livet af de fleste fjender, men langt sjovere og mere effektivt er det at benytte sig af en af de mange opfindsomme slags granater, som man løbende optjener.

En granat indeholder eksempelvis et missil som kan vinkles - altså kaster man i første omgang granaten og bestemmer herefter hvilken vej missilet skal flyve. Andre granater efterlader skadende kraftfelter eller sorte huller som suger alt til sig, teleporter hele dit hold, forvandler sig til maskinkanoner og lasere der kan skyde gennem mure, samt meget andet. Er man særligt snedig, kan man endda kombinere de forskellige effekter, for på den måde at opsætte skærmryddende fælder.

Helt udvidende om, hvad der er sket med udviklingen af actionspil, har udvikleren dog ikke været, og derfor er det mod al forventning faktisk muligt at stige i erfaringsniveau. Du kan dog godt glemme alle tanker om fordeling af evnepoints og dets lige, og den eneste fordel, dit hold får, er en smule mere helbred samt valget mellem to nye granater.

Vejen gennem spillet får du for øvrigt lov til selv at bestemme, da man efter hver gennemført mission hurtigt får tilbudt et par nye. Hver mission har et bestemt mål, som eksempelvis at hacke en computer, finde nogle energiceller eller besejre bestemte fjender, men desværre er der slet ikke nok af disse forskellige mål, hvilket betyder at det hele hurtigt begynder at føles ensformigt. Udformningen af banerne står spillet dog selv for, så i det mindste ligner banerne sjældent hinanden.

Det er tydeligt, at det i særdeleshed er Sensible Softwares Amiga-klassiker Cannon Fodder, der har fungeret som inspiration for {Pineapple Smash Crew}, og alt lige fra styringen til opbygningen synes lånt herfra - særligt opmærksomme spillere vil endda finde små referencer hist og her (Jools!). Det er måske også en af forklaringerne på, hvorfor spillet er lavet med lækre pixelerede eksplosioner og vellydende chip-musik - en kombination der passer actionbraget som fod i hose.

{Pineapple Smash Crew} er et fornøjelig actionspil, der til forveksling minder om noget fra Amiga-tiden, men som desværre spænder ben for sig selv ved ikke at indeholde mere diversitet i dets missionsstruktur. Det er rigtig ærgerligt, for den simple tilgang til genren og brugen af de mange granater giver ellers en overraskende frisk, tilgængelig og frem for alt sjov oplevelse som blot mangler langtidsholdbarhed.