Picross

Jeg er endnu ikke kommet til hægterne efter en Sudoku-bølge, jeg blev fanget af, mens jeg spillede Brain Training. Jeg sidder stadig og løser dem i aviser, og går og kaster stjålne blikke efter Sudoku-hæfter i lufthavne og boghandlere. Af samme grund var jeg lidt skeptisk, da {Picross} DS dumpede ind på redaktionen. En lille stemme i baghovedet advarede mig om en ny besættelse. Havde jeg dog blot hørt efter...

Picross DS er af den slags spil, der er filens svære at beskrive. Jeg ville nok beskrive det som en underlig kombination af Sænke Slagskibe, Sudoku og Minerydder. Da den beskrivelse næppe overbeviser dig om enten at købe eller undgå spillet, prøver jeg en nærmere beskrivelse.

Du bliver præsenteret for et spillebræt på 10x10, 15x15 eller 20x20 felter. En række tal i kanten af brættet fortæller dig, hvor mange af felterne, der skal farves i hver linie og kolonne. Ved hjælp af logik kan man simpelthen regne sig frem til hvilke felter, der skal farves. Det lyder dræbende kedeligt, ikke sandt? Min første reaktion var nok også i den retning. Men hold for alt i verden fast, for der er virkelig noget at rive i. Det kræver ganske vist noget at sætte sig ind i, men derefter opstår der nogenlunde den samme rus, som når man løser Sudoku eller lignende.

Et par nemme puzzles fortæller, hvordan spillet skal spilles, og herefter er spillet delt op i Normal- og Free-mode med en stor bunke puzzles i hver. Normal er det bedste at give sig i kast med, hvis man er Picross-jomfru. Her straffes forkerte svar med en tidsstraf. Udfordringen er at klare hvert puzzle inden for 60 minutter. Godt nok kan straffene hurtigt tårne sig op, men det forhindrer at man laver fatale fejl. Her er det så, at Free-mode kommer ind. Her er der ingen tidsfrist, men heller ikke noget fingerpeg fra spillet, hvis man laver en fejl. Her betyder en eneste fejl gerne, at man kan begynde forfra. Hvis Normal-mode får sveden til at dukke op på panden, så får Free hjernecellerne til at åbne alle vinduer og åbne for airconditionen på højeste trin.

Og det er en gevaldig tidsrøver, for spillet har et utroligt "Bare lige en gang til"-hook. Et puzzle udvikler sig meget hurtigt til et til, og et til, og så lige endnu et. Når du endelig lægger maskinen fra dig og prøver at lave noget konstruktivt, eller slet at ret sove, vil du se felter, der skal udfyldes hver gang, du lukker øjnene. Du kan downloade nye puzzles og måske endda kreere nogle selv. En meget fiks funktion gør nemlig spillet i stand til at forvandle en tegning til et Picross-puzzle. Desuden er der, skulle du blive træt af de mange puzzles, udfordringer á la Brain Training, hvor fem små Picross-puzzles skal løses, test af reflekser og lignende.

Der er faktisk kun én dårlig ting ved Picross, og det er musikken. Den gentager sig selv i en grad, der er hel uhyggelig. Den vinder gevaldigt, når man slet ikke kan høre den, hvilket ikke just kan være tanken. Lydeffekterne er dog ganske udmærkede, mens grafikkens spartanske udtryk er ret nuttet. En fyndig opsummering af nærværende anmeldelse kan kun være: Gå dog ud og køb det! DSen er åbenbart ved at lave sig en niche med hjernevridere, og Picross DS tilhører bestemt et af de bedste i genren. Den eneste ulempe ved spillet er faktisk, at døgnet næsten er for kort til nok Picross.