Philips BTB4800
Retrodesign med moderne features - Kim tager et hurtigt kig på et nyt lydsystem fra Phillips.
Markedet for pæne streaming-mikrosystemer til hjemmet er oversvømmet, faktisk er det blevet ramt af en mangeårig tsunami, der har gjort indkøbsturen i enhver elektronikforretning til en kedelig affære. Der er simpelthen for mange valg. Det er dog ikke kun dårligt, i det mindste er der nok at vælge imellem.
Philips spiller selvfølgelig en prominent rolle på markedet, og de har valgt, i forhold til den ovenstående problematik, at skabe produkter i den lidt mere stilfulde ende, og her kommer BTB4800 ind i billedet. Her er tale om en lækkert lille lydsystem udført i valnødde-look, og med en lille diskret fjernbetjening.
Der er DAB+ og Bluetooth, og lad os være ærlige, det er nok det sidste der bliver brugt mest. Der er herudover også mulighed for at afspille musik fra USB-pinde og CD'er, hvor man gør endda meget ud af det hersens MP3-format, som der også understøttes. Her ville vi måske opfordre marketingsafdelingen til at læse op på de sidste tyve års teknologiudvikling... Dog er der er også en analog indgang, og den kan nu altså andet end afspille MP3-filer - selvom det ikke ligefrem er det indtryk man får ud fra hjemmesiden. Pæn det er den, og mulighederne er der.

Selve højttalerdelen er et helt traditionelt basreflekssystem i det sammenføjede kompaktkabinet. Philips bruger selv ord som "dyb basoplevelse" og "afviger fra et traditionelt system ved at være udstyret med en basrefleksport" - her må vi kraftigt opfordre Philips til at lytte på andre produkter end deres eget, for er der noget man ikke får fra et mini-kabinet, så er det dyb bas (det sørger naturlovene for, manualen siger også 60 Hz som nederste frekvens), og hvis der er noget der er traditionelt inden for budget-audio, så er det netop brugen af basreflekssystemer. Effekten er til 30 watt RMS - det må antages at det er et enkelt stereomodul på 2x15 watt ifølge manualen. Volumenkontrollen styres af en metaldrejeknap på toppen der fremstår i overraskende god kvalitet, og med god fysisk modstand. Højttalerne er 2x3", og er dermed ikke særligt store eller i stand til at flytte særligt meget luft.
Fronten har et pænt sort display med klar blå-grøn skrift, men ellers bruger man hovedsageligt fjernbetjeningen. Daglig brug er rimelig logisk, der var dog skruet godt op da vi startede den, så det må anbefales at man skruer ned for den inden at man tænder. Hele fronten er i øvrigt beklædt med pænt sort stof. Med andre ord er det svært at klantre designet. Philips ved præcis hvordan de skal skære udseendet at et mikrosystem som BTB4800, og til daglige opgaver som afspilning af radio om morgenen, eller til en enkelt bluetooth-afspilning klarer den sig fint. Dog vil man, for prisen, kunne finde bedre højtalere, og ganske let også.

Til sidst er det dog lidt mærkeligt, at man understøtter MP3, men ikke WAV eller PCM på USB. Lyden er.. bedre end forventet. Altså det er jo lidt begrænset hvad 2x3" fuldtoneenheder kan gøre. Sammenhængen er fin, men der er ikke meget bas, og mellemtonen er noget tilbagetrukket, til gengæld river diskanten ikke i øret som frygtet. Til en pris på 2000 kroner er den lækkert lavet, men der findes mange andre alternativer der er både billigere og spiller bedre.
Gamereactor Danmark