Peter Fox - Stadtaffe

Så kom mit tyske endnu en gang på prøve. Umiddelbart er jeg jo en kæmpe tilhænger af det tyske sprog og dårligt synkroniserede reklamer for Kinder Mælkesnitte. Men jeg er så absolut ikke en stor tilhænger af tysk reggae og storhedsvanvid. Bare fordi der er over 80 mio. af dem, og de er beriget med 16 delstater, gør det dem ikke til verdensmestre i alting. Så bestemt ikke reggae. Jeg har i min tid som anmelder også anmeldt det tyske dancehall band Seeed, og det ikke uden meget lidet flatterende tillægsord. For det ikke skal være løgn, så er denne Peter Fox også et af de mange medlemmer af Seeed. Aber natürlich!

Der er dog langt fra Seeed til dette album af Peter Fox ham selv. Det er kun positivt. Alt det der dancehall lir er lagt pænt på hylden, tilbage er kun rendyrkede reggae beats og en tilforladelig rap, der bliver leveret mit schwung. Som titlen på albummet antyder (Stadtaffe, direkte oversat betyder Byabe), så handler det hovedsageligt om at være i byen, opleve byen og være en del af denne. Det er alt fra sightseeing til, hvordan han indtager sin by. På titelnummeret tildeler han endda sig selv i rollen som kongeaben i byen "In einer Stadt voller Affen bin ich der King, weil ich mit schiefer Grimasse für die Massen sing". Det er jo egentligt meget sødt, men også meget lidt alsidigt. Det forekommer mig sært, at man tildeler et helt album sange om en enkelt by. Så synes man virkeligt, at det er vigtigt at få formidlet.

På den musikalske side er der ikke nogle krumspring eller overraskelser. Det er regulær reagger med jungletrommer og andet lir. Det er ofte ganske overspillet og meget forvirrende, og jeg kan ikke tåle mere end få numre ad gangen. Det er lidt for sjovt, lidt for ustruktureret og ikke særligt meningsgivende for mine promiskuøse øregange.

Når Peter Fox ikke får mere flere bananer i kurven, end dem jeg har valgt at give, er det slet og ret fordi jeg slet ikke kan se fidusen i et album, som dette. Jeg ved ikke, hvor han vil hen med det, og det virker mest som en slags tidsfordriv fra hans side. Den røde tråd er alt for klar og letkøbt, og musikken rammer ingenting. Men de tyske tekster er til tider ret sjove, og bliver trods alt leveret af en sikker vokal.