Patriots Day

Hvis man stædigt indstiller konspirationsteorierne på højeste niveau, kan man næsten klandre den amerikanske filmindustri for være arkitekterne bag nutidens terroraktioner. Når en bombe springer og en mediebegivenhed rejser sig fra røgen, stiller filmproducenterne sig klar i startfeltet. Der skal blot gå nogle år, så såret efter nationens tragedie er delvist helet og en ny optimisme er genfundet. Og så skal der filmes for fuld fanfare med kameraoptikken rettet mod hverdagens helte: Politimænd, vagter, reddere, brandfolk og immigranter.

Patriots Day beskriver hændelserne omkring maraton-bomberne i Boston, april 2013. To bomber sprænger tæt ved mållinjen, dræber tre tilskuere og sårer over 200 mennesker. Det er ikke kun hændelsen som gør maraton-bomberne særdeles velegnet til filmmediets fortælleform, men også den intense menneskejagt på de to bombemænd som efterfølgende mørklagde Boston. Bomberne, jagten, konfliktoptrapningen og den lykkelige afslutning - En historie fra virkeligheden som har alle de akter, spændingsfelter og udtryksstyrke som vi lærte i skolens berettermodel. Og så mangler vi blot den mest populære skuespiller på plakaten.

Mark Wahlberg, årets bedst betalte skuespiller, træder i uniformen som den almene politibetjent med refleksvest, der passer på festlighederne ved maratonløbet, men rammes så hårdt af trykbølgen at han vil følge sagen til ende. Derudover introduceres et lille ensemble af centrale nøglepersoner, som på en eller anden måde får betydning for historiens forløb. Godartede, sociale mennesker og arbejdende folk, der stilles på skakbrættet for at gribe om vores følelser.

På den anden banehalvdel de to brødre Dzhokhar og Tamerlan som kigger på Jihad-videoer om hjemmelavede bomber og ulmer af et umotiveret had med islam i ryggen. Patriots Day formår virkelig at dæmonisere brødrene uden at forklare eller spekulere i deres ondsindede motiver. Måske sluges det ukritisk takket været de filmiske kvaliteter og menneskelige dimension. Måske ikke. Rent demokratisk slap Paul Greengrass bedre fra det med United 93, der betegnede terroristerne som bange mennesker skubbet af større kræfter, men det er nok nemmere for den amerikanske folkeånd at sætte et stort, fedt lighedstegn mellem frygtelige hændelser og onde personer.

Her balancerer Patriots Day mellem virkeligheden og fiktionen, mellem det dybsindige og forenklede, mellem det motiverende og sentimentale. Filmens element af krimithriller er så fremtrædende, at man kunne ønske historien "blot" var ren fiktion, så hændelsernes forløb ikke begrænsede kreativiteten og kunne gå planken endnu længere ud. Men, det er også realiteten og vores viden om dette, som gør filmens momentvist fængende.

Filmen udfases med optimistiske ideologier. Der er noget om sagen: Hver gang den vestlige verden oplever terrorismen styrkes sammenholdet mod ekstremismen og gør os mindre ligeglade med hinanden. Det er en sund påmindelse, men mine tanker går også på den europæisk filmindustri og det tomme hul af tilsvarende film. Har vi brug brug for fiktionsfilm som beskriver hændelserne i Paris, Nice, Utøya, spækket med A-klasse skuespillere? Ikke rigtigt. Hvordan Patriots Day smager - bittert eller stærkt - afhænger formentlig af kulturelle koder, men det filmiske håndværk, præstationerne og den fortællermæssige konstruktion er immervæk et godt stykke over middel.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen har intet ekstramateriale.