Pathfinder

Indrømmet, jeg havde ingen forventninger til Marcus Nispels seneste udspil, efter at have set hans ligegyldige, men visuelt pæne, remake af The Texas Chainsaw Massacre. Nu da jeg tænker tilbage på de 102 minutter jeg tilbragte med Pathfinder, er jeg glad for at jeg valgte den vej. Denne film er nemlig, ligesom hans forrige film, fuldstændig blottet for sjæl og nytænkning.

Vi befinder os i Amerika 600 år før Columbus fejlagtigt valgte at navngive de indfødte i den tro at han havde fundet Indien. Men det er netop indianerne filmen omhandler, eller det vil sige, nedslagtning af indianere. Efter et grusomt vikingetogt mod indianerne vælger de afsindig barbariske vikinger at efterlade en af deres egne, en lille omtumlet dreng. Han bliver fundet af en indianerkvinde efter hun har set en hvid hingst, der åbenbart skal forestille at være en ånd som viser sig, hvis der sker noget stort.

Hvis du som læser allerede er faldet af på logikkens slingrende sti, så bebrejder jeg dig ikke. Plottet er nemlig intet mindre end latterligt, og resten af handlingen kan beskrives nogenlunde sådan her; drengen vokser op sammen med indianerne, får navnet Ghost, men vikingerne kommer tilbage og dræber hans stamme og så er der ellers dømt blodig hævn over vikingerne.

En pathfinder er i indianernes sammenhæng en person som viser vejen for resten af stammen, en der kan forudse hvad der skal ske og forsøge at skabe tryghed. Ghost er dog i starten ikke accepteret som en potentiel pathfinder pga. hans mareridt om vikingerne. Jeg håbede filmen på interessant hvis ville beskrive den splittelse som Ghost oplevede når de to kulturer stødte sammen, men han forbliver dybt endimensionel. Karl Urban, som man nok bedst kender fra Lord of the Rings, prøver hårdt at bringe følelser ind i sin figur, men selv han må i sidste ende bukke under for et manuskript der er langt mere grufuldt end filmens vikinger.

Pathfinder har rigtig mange momenter hvor der ikke er nogle replikker, og det er nok det mest fornuftige jeg kan se ved filmen, for når først nogen åbner munden ender det i oneliners som kun Steven Seagal kan fyrre dem af, eller endnu værre, dybtfølt pladder af den slags man ser i sæbeoperaer som Horton-sagaen.
Action-scenerne, som 90% af filmen består af falder også til jorden langt det meste af tiden. Der bliver brugt så meget slow motion at jeg til sidst overvejede om det var en ny version af månelandingen jeg sad og var vidne til. Selv en meningsløs flugtscene på kælk føles uendelig langsom.

Vikingerne er så overdrevent barbariske at de er latterlige. De lyder som dyr når de åbner munden, der bliver bogstavelig talt lagt dyrelyde ind når de åbner munden. Håbløst. Mindre håbløst bliver det ikke ved at en af dem hedder Gunnar, Hvilket ikke lige er det mest skræmmende navn.

Indianerne fremstilles som helgener der hensynsløst bliver nedslagtet, og i det hele taget er handlingsforløbet så sort/hvidt og dybt forudsigeligt at jeg på intet tidspunkt var overrasket, bortset fra én gang da vikingerne trækker hjemmelavede kælke frem. Den havde jeg alligevel ikke set komme.

Dog vil jeg afslutte med at sige noget positivt om filmen. Den er flot, og der er blevet kræset for detaljerne i mange af scenerne, på nær nogle få ret latterlige sekvenser. Den visuelle side er proppet med stemningsfyldte billeder og eventyrlige kulisser. Man kan godt se at det ikke er en storfilm, men lidt episk føles den da.

Efter filmen sad jeg lidt med samme følelse som hvis jeg havde fået en pænt indpakket gave jeg ikke kunne lide. Pathfinder er så ligegyldig at det er trist. Jeg prøvede virkelig at lede efter gode momenter i filmen, men i sidste ende faldt mit håb til jorden, og selv uden forventninger kunne jeg ikke undgå følelsen af at være skuffet.

Pathfinder har helt klart valgt den stikforkerte vej.