Parappa the Rapper 2

Da Parappa The Rapper ramte den gode gamle PSone for længe, længe siden, var de fleste enige om at her var noget sjovt og nyskabende. Et lille spil om en lille hund som så frygteligt gerne ville være rapper, og score den dejlige pige Sunny Funny (ja det hedder hun rent faktisk!). Det gik rigtigt godt for Parappa. Ikke nok med at alle hans drømme blev opfyldt med hjælp fra det irriterende American dream citat "I gotta believe!", selve spillet solgte også ret godt, og blev hurtigt et vaskeægte kult fænomen. Men kigger man tilbage på PTR, kan det være svært at se hvori spændingsmomentet lå. I al sin enkelthed var spillet lidt for enkelt, og var det ikke for de sjove tekster og sprøde beats, var der ikke meget sjov i at trykke på knapper til rytmen. For det var i virkeligheden alt der skulle til, man skulle lære Parappa at rappe, men der var ikke mere frihed end til lige at trykke på trekant når maskinen sagde man skulle. Holdbarheden i spillet strakte sig kun til hvor længe man fandt de forskellige sange morsomme, og PTR kunne gennemføres på 30 minutter, hvis man var langsom.

Nudler, morgen, middag og aften
Bevæggrunden for denne lange smøre, er at vi sultne brugere nu endeligt får det længe ventede PTR 2 smidt i nakken. Det sker på den lækre PS2 platform, og med dette i mente, stiger forventningerne. PS2’en kan et par ting eller tre, og med en maskine af det format, skulle man tro at kreativiteten ville blomstre ud over det hele. Det har den bestemt også gjort ved skabelsen af PTR 2, i hvert fald på nogle punkter. Da selve historieforløbet for PTR 2 blev lagt, må det have sket under indflydelse af mere end bare fjolletobak. Historien er svær at forklare, men vi prøver alligevel. Parappa er i den uheldige situation at han har vundet to års forbrug af nudler. Efter at have fortærret nudler dag ud og dag ind, glæder han sig til at komme til middag hos underskønne Sunny Funny. Men til sin store gru opdager Parrapa, at den kære Sunny kun har lavet nudelretter.

Parappa går amok, og bliver herefter beskyldt for at være en drengerøv, og aldrig blive rigtig voksen. For at trøstespise går Parappa på burgerbar, hvor han til sin store forskrækkelse opdager at burgerne nu kun består af nudler. Det viser sig nemlig at en grusom konspiration er i gang, alt bliver ganske langsomt lavet om til nudelhalløj. Selvfølgelig er der kun en der kan redder verden, gode gamle Parappa The Rapper, og selvfølgelig er der kun en måde at gøre det på, ved at rappe, og som Parappa siger, " I gotta believe!!!"

Identisk, måske for meget
Når mavekramperne over den stenede historie har lagt sig, er der kun selve spillet tilbage. Lad det være sagt med det samme, PTR 2 lever langt fra op til de forventninger man kunne have. Selve spil-delen er stort set identisk med etteren. Parappa skal stadig styres ved at trykke på knapper til rytmen, og på trods af at man efter sigende skulle kunne score flere point ved at fristile lidt, gør de prædefinerede ord Parappa kan sige det umuligt, at konstruere noget som helst fedt ud af det. Spillet er stadig delt op i baner, hvor hver bane består af en figur der skal battles. Mellem banerne findes CGI sekvenser så lange at kun MGS2 kan følge med, og oveni i det bliver historien mere og mere konfus, samt totalt ligegyldig.

Det er mig Pap Rappa
Grafikken er PTR 2 består stadig af de nuttede cut out figurer, som gav etteren noget af sit særpræg. Men de er blevet trættende at se på, og grafikken bliver af og til så grim, at man har lyst til at slukke fjernsynet. En lille opstrammer i den grafiske flade havde vel ikke været for meget forlangt, specielt ikke når man tager højde for hvor længe PTR 2 har været undervejs. Men i virkeligheden er det jo også lyden der skal redder spillet. de svedige Hip Hop grooves og sjove tekster, som man gang på gang kan få grineren over - eller..?. Heller ikke her er der fremgang at spore, hvor PTR 1 bød på skæve beats og fed humor, er toeren nærmest et udstyrsstykke i musikmæssig kedsomhed. Lydsporerne lyder som noget P. Diddy har smidt i skraldespanden, og teksterne, tjaa. - de lyder søreme også som noget P. Diddy har smidt ud. Det er ikke engang særligt sjovt at gennemføre spillet mere end en gang, for det er ikke rigtigt til at klare at skulle lytte alle disse kedelige tracks igennem igen, og det er endda på tros af at Parappas hue skifter farve efter spillet er gennemført, hvad siger du så?

Alt dette lagt sammen med at længden af den samlede spilletid ikke overstiger en time, gør bestemt ikke PTR 2 til et must have i spil-samlingen. Det ville da være meget sjovt hvis det fulgte gratis med, når man købte maskinen, men som selvstændig titel er det simpelthen bare ikke godt nok, uanset hvor meget du så end "believer". Desværre.