Paranormal Activity 4

Riiiiiiiiitsjj, sagde det. En gennemtrængende lyd af tekstil som blev revet over, fik mig ud af sengen klokken tre om natten. Jeg tjekkede gangen, stuen, køkkenet, værelserne - men der var intet. Jeg vidste det egentligt godt: Det var en særdeles virkelighedstro drøm der vækkede mig. Kort forinden havde jeg set Orin Pelis kunstige, dokumentariske pardon til Poltergeist: Paranormal Activity fra 2007.

Først var jeg ikke imponeret, men filmens minimalistiske spøgelseshistorie og effektive virkemidler havde alligevel spiret i min underbevidsthed - og sendte mig så ud af soveværelset denne nat, for at undersøge en lyd der ikke fandtes. Fair nok - filmen kunne altså noget.

Paranormal Activity blev lavet for et budget svarende til en børneopsparing, men var i det mindste loyal overfor sit koncept. Ethvert billede var filmet af den kække husbond, som overilet ville dokumentere de mystiske, natlige hændelser i parrets hus. Der var ikke flere scener end hjemmevideoen reelt ville opfange. Opsætningen dyrkede sin troværdighed og autentisitet, dog med risiko for at være hul og langtrukken. I mellemtiden er Paranormal Activity blevet til en ny gyser-franchise, som er nået til fjerde skud i ærtebøssen.

Men, med pligten for at udvikle den åndelige anekdote, er elegancen fra etteren fløjet ud i nattens mulm og mørke. Med en blanding af webcam chat, videoovervågning og Xbox Kinect (red: hvad!?), er en ny familie terroriseret af natlige begivenheder.

Kernefamilien får besøg af overboens dreng, en enspænder som har en usynlig ven med i baglommen. Og så begynder det at rumstere og bumle om natten, med en gradvis stigende intensitet, mens scanneren i Kinect, meget overraskende, har evnen til at registrere spøgelset. Det havde Microsoft sikkert ikke regnet med. I forceret harmoni med målgruppen, er det naturligvis teenagedatteren og hendes tumpede kæreste som opfanger de okkulte hændelser, mens de evigt fraværende forældre famler i mørke og bruger deres voksne logik til at feje mystikken af bordet.

Imens halter filmens logik. Vi som publikum er vidne til hændelserne via alle mobile kameraer, der findes i huset, men ingen af beboerne ser ud til at bekymre sig om optagelserne, når der langt om længe filmes noget overnaturligt. En stol som flytter sig? Nå, pyt.

I det samlede regnestykke giver det cirka 70 minutters intens kedsomhed og irritation over hullerne i dokumentarismens logik, som i finalen afløses af 15 minutters støjende boksekamp med poltergejsten. Den går over kanten. Spøgelsernes subtile aggressioner bliver overlejrede og komisk brutale.

Det er et typisk symptom for en gyser-franchise, som har fundet grænsen for sit potentiale - og været bedøvende ligeglad. Paranormal Activity har overlevet sig selv, og nu burde ånderne finde hjem igen.

Ekstramateriale:

Det er næsten en vane at udgive gyserfilm med eksklusiv mulighed for at se en "extended edition" og "recovered files", som udvider historien og bidrager til dokumentarismens illusion. Det har Paranormal Activity 4 også gjort, men særligt spændende er det ikke.