Papa Roach - Metamorphosis

Det er nogle tunge drenge, man finder i Papa Roach. De blev stiftet allerede tilbage i 1993, og deres albums er solgt i spandevis verden over. Nu er de her så med endnu et i stakken. De er normalt kendt for deres nu-metal stil, men det har jeg svært ved at spore på deres nye album. Der er blevet rykket lidt i traditionerne blandt de fire mænd, og deres udtryk fremstår stadig hårdt, men også melodisk og yderst rocket.

Jeg er helt vild med sangteksterne på pladen. Der er mange firnulige paradokser at spore, og det er ikke just hvad jeg forventede af et band, der leverer grundig og hård rock. Min absolutte favorit må tilskrives at være I Almost Told You That I Loved You, der også indgyder til en ordentlig omgang rokken frem og tilbage i min Ikea skrivebordsstol, selvom det normalt ikke er noget jeg gør meget i.

Energiniveauet albummet igennem er langt over middel, og hvis det ikke var for mine manglende gardiner, ville jeg kravle rundt i dem og skrige med. Det er sjældent jeg møder denne tilsyneladende intelligente form for hård rock, der giver mig lyst til at studere det nærmere og finde de allerbedste one liners i teksten. Det er virkeligt godt. Skal der nævnes endnu et højdepunkt er det Lifeline, der med en intro, der næsten gør Guns'N'Roses' Sweet Child O' Mine kunsten efter, er en sand rockslasker, der når langt ind i mit allerinderste og får det allerbedste frem i Jacoby Shaddix' vokal. Dem gad jeg egentligt godt drikke fadøl med til en stadionkoncert uden ørepropper...