Pan's Labyrinth

Hvis du har set traileren til Pans Labyrinth, så ved du godt, hvad du har i vente. En gedebukkemand med underlige tegn på kroppen, et sælsomt væsen siddende ved et bord med øjne i hænderne, små feer der svæver rundt på må og få, og en smuk stenlabyrint. Indrømmet: Guillermo Del Toros film er et visuelt festbord, og jeg har elsket instruktøren siden han tog sig kærligt af Blade II. Men på trods af den flotte billedside, så virker Pans Labyrinth en lille smule langtrukken.

Jeg kan se, at jeg er en af de få, der synes det, for en hurtig søgning på nettet resulterer i en række superlativer og skyhøje karakterer. Alligevel kan jeg ikke andet end kede mig en smule over historien om en enke, der gifter sig med en kaptajn og flytter til et eller andet unavngivent sted i Spanien under den spanske borgerkrig. Her flygter enkens datter Ofelia, en pige med en god fantasi, væk fra den triste og tit brutale hverdag og ikke mindst fra moderens nye og følelseskolde mand kaptajn Vidal, og det ender med, at hun finder sin egen eventyrverden og herigennem forsøger at hjælpe sin mor og senere lillebror.

Imens skildres den spanske borgerkrig med alle sine rædsler. Her henrettes rask væk lokale bønder og sympatisører af rebellerne. Intet virker ligegyldigt, og ikke et sted spares der på hverken den grafiske vold eller de store følelser, men jeg følte nu alligevel, at jeg kedede mig.

Måske skyldes det, at jeg altid har følt, at jeg har en underlig distance til en film, hvor jeg kun kan læse underteksterne, Pans Labyrinth er nemlig hele vejen på spansk, og jeg kan ikke mange gloser af det ellers vidunderlige sprog. Så når jeg ikke blev bjergtaget af Del Toros fordrejede eventyrverden, så sad jeg med øjnene klistret til tekster og forsøgte at finde det underliggende budskab i de spanske skuespilleres præstationer.

Måske skyldes det også, at historien i virkeligheden ikke har så meget at byde på igen. Ofelia bliver bedt om at blive voksen og ligge alle de barnlige ting bag sig, men den verden hun så skal omfavne er rodet, følelseskold og ubehagelig, så hun vælger eventyret, distancen. Moderens kamp, skildringen af tiden og Ofelias forhold til hendes lillebror, der er søn af Vidal, er egentlig velfungerende, men bare ikke særlig spændende. Pans Labyrinth skal ses for den smukke og ikke mindst skræmmende eventyrverden, som Del Toro har formået at skabe.