Pac-Man World 2

Nu kan det grå guld godt gøre sig klar til en nostalgisk rutsjetur tilbage til de tidlige 80’eres arkadehaller. Pac-man er tilbage, klar til at slå sig løs på PS2’eren. Da den lille gule ost første gang ramte arkadehallerne i 1980, begyndte en epidemi, der skulle komme til at vare mere end et årti. Enhver gamer kender Pac-man, der er lavet alt fra flash spil, til Counter-Strike baner over konceptet og et eller andet sted er det da også umuligt ikke at elske ideen og hjerne bag en lille gul ost, der spiser prikker og jagtes af spøgelser.

Der er gået ti år siden det sidste officielle Pac-Man spil; Pac-Attack blev sendt på banen og Pac-Man har dog heller ikke ligget på den lade side, bl.a. har han anskaffet sig et 3D look og et par ben i klædt røde støvler, der i mistænkelig grad minder om han har stjålet fra Bamses Billedbog. Iført disse to ting samt et gigantisk smil og en masse finurlige moves, begiver Pac-Man sig ud for at redde verden fra den onde Spooky, som har stjålet nogle guld frugter. Alt ligner sig selv hos Pac-Man og dog... Man skal stadig spise gule prikker og frugter, og man jages stadig af spøgelser, som man selv kan jage når man spiser en stor gul prik, men det gamle spilkoncept er revet ud af sin normale flade 2D form og omkonverteret til 3D. Mange hardcore Pac-Man fans vil nok opponere mod dette tiltag og hævde, at det ødelægger Pac-Man stilen og på sin vis må man give dem ret. Der er ikke længere tale om det oprindelige rene Pac-Man koncept, men så kan man jo også diskutere hvor meget en kopi af et 23 år gammelt spil ville sælge. Med 3D konverteringen er der skabt nyt potentiale i en kær gammel kending.

Pac-Man er naturligt nok holdt i meget enkel arkadestil. Det gælder om at få den lille glade ost gennem en lang række baner, hvor man samtidigt samler points og de såkaldte tokens. Historien er lineær og rimeligt ligegyldig for spillet. I hver bane har man også mulighed for at samle frugter, der når man har samlet alle af en type giver mulighed for at åbne kister gemt rundt omkring i banerne. Heri kan man finde forskellige bonusser, såsom ekstra liv eller tokens. De førnævnte tokens bruges i en af spillets fornemste features, arkadehallen, hvor spilleren for mulighed for at spille alle de gamle kendinge, lige fra Pac-Man tm fra 1980 til Pac-Attack fra 1993, alle fire udgivne spil er tilgængelige, hvis man vel at mærke har tokens nok.

Nu må man ikke lade sig forblinde af sin nostalgiske glæde ved at gense Pac-Man efter så mange år fravær og der er da også en mængde elementer som skuffer. Kameraføringen er spillets helt store problem. Man føler konstant trang til at finde den ansvarlige og tæve ham med en Ecco sko, for magen til makværk skal man lede længe efter. For det meste kan kameraet flyttes så det kigger i samme retning som Pac-Man, men ofte låses det og man finder sig selv kiggende på et bane element og må derfra gætte sig til hvor Pac-Man er. Det er også ofte svært at beregne hvor henne i luften elementer hænger, hvilket besværliggør indsamling af objekter og kalkulering af afstande. Ud over det irriterende kamera, er Pac-Man World II også for traditionelt og ikke nytænkende nok inden for gameplay, det er nærmest rent Mario rip-off nogle gange og det koncept er efterhånden set genbrugt lidt for ofte.

Grafisk er der ikke noget specielt at komme efter i PMWII, det er et ganske almindeligt, regulært, ikke-overdådigt visuelt indtryk man mødes af. Funktionelt og nøgternt uden de store armbevægelser! Men et sted spillet virkeligt tager kegler, er til gengæld banedesignet. Der er gjort meget ud af afveksling og det er gjort godt. Man rammes således aldrig af følelsen af at sidde og gentage sig selv. Dette er ufatteligt lækkert og en meget vigtig feature ved arkadespil, der ellers nemt kan føles ret trivielle. Lydmæssigt er der tale om variation af gamle Pac-Man themes og nye der lægger sig tæt op ad disse stilmæssigt. Meget passende men igen ikke særligt innovativt.

Det er tydeligt at udviklerne har ønsket at tilgodese gamle fans af Pac-Man og samtidigt naturligvis kapre flere potentielle fans blandt det lidt yngre publikum. Således får man i PMWII en sjov blanding af referencer til tidligere spil i serien og så på den anden side hjælpefeatures henvendt til en noget yngre aldersgruppe. Dette er dog til at leve med, selv om det for modne spillere måske vil føles lidt for pædagogisk. Spillets modernisering er alt taget i betragtning foretaget rimeligt nænsomt og selv om det ganske givet ikke får samme succes, som da det første gang blev sendt på markedet, så er der god chance for, at en del ældre gamere vil knibe en nostalgisk tåre når de sidder med joypadded i hånden og genoplever tider fra dengang en båndstation var noget kun totalnørder ejede.