Pac-Man & Galaga Dimensions
Pac-Man og Galaga har slået sig sammen på en Nintendo 3DS-kassette der lokker med hele seks forskellige spil, men er samlingen noget værd? Læs med lige her og find ud af det.
Det er de færreste der vil brokke sig over at få hele seks forskellige spil inkluderet på en kassette, og når der oven i købet loves at være blevet plads til både arcadeoriginalerne af Pac-Man og Galaga, samt de opdaterede varianter fra Xbox Live, burde her jo være spandevis af underholdning for alle pengene.
Det hele starter lidt underligt ud med Pac-Man Tilt der helt har skiftet det klassiske Pac-Man spil ud med et platformseventyr hvor 3DS'en skal vendes og drejes for at få den lille osteguffer til at bevæge sig. Det minder på sin vis om en stærkt forsimplet version af det aldrende {Yoshi's Universal Gravitation}, og fungerer som udmærket tidsfordriv i et par timer, selvom det er svært at se hvad det på nogen måde har med det oprindelige Pac-Man at gøre.

Helt galt går det dog med Galaga 3D Impact der flytter det klassiske skydespil over en i 3d verden der igen ikke har særlig meget med originalen at gøre. Du bedes om at svinge 3DS'en rundt for at styre det hele, og selvom kontrollen ikke fejler det store, gives du også muligheden for i stedet at benytte analogsticket. Problemet med Galaga 3D Impact er blot at det er afsindig kedeligt og mere virker som en elendig tech-demo end et spil der har ladet sig inspirere af originalen.
Heldigvis indeholder samlingen også spil, der har mere med de oprindelige udgivelser at gøre. Således bør man hoppe direkte ind i {Pac-Man Championship Edition} eller {Galaga Legions} som med længder er de to bedste spil på hele kassetten. I {Pac-Man Championship Edition} har man tilsat det oprindelige Pac-Man arkadespil et par nye regler, helt ny og retrolækker grafik og et højnet tempo der i den grad kræver at du har reflekserne i orden hvis du vil gøre dig gældende på highscorelisten.
Det samme kan siges om {Galaga Legions}, hvor man ligeledes har rystet regelsættet fra det oprindelige Galaga, og er endt med et spil der kombinerer en snert af puzzlespil med actionskyderiet fra originalen.
Fælles for begge opdateringerne er at de lider en smule under at være blevet klemt ned på en så lille en skærm, og specielt i {Galaga Legions} fører det nogen gange til at man mister overblikket. Værst er dog at de begge i mellemtiden er blevet opdateret yderligere. {Pac-Man Championship Edition DX} som kan findes på Xbox Live Arcade, er således et markant overlegent spil og det er så ærgeligt at timingen ikke passede, så man kunne have fyldt de to nyeste versioner på kassetten.

Til sidst er der de originale versioner af Pac-Man og Galaga. Her skylder man dog sig selv at være ærlig, og når nu man også har adgang til de opdaterede versioner, er det svært at finde grund til at bruge tid på originalerne medmindre man stadig ikke er kommet sig over kærlighedsforholdet som blev dannet til dem i gårsdagens arkadehaller. Naturligvis er det lækkert at de er inkluderede, men de bør begge mere ses som en bonus til de største fans end egentlig grunde til at købe denne samling.
Det sidste, du finder på kassetten, er en kort animationsfilm der helt oprigtigt prøver at fylde en baggrundshistorie på Pac-Man universet, der forklarer hvorfor de onde spøgelser skal fordrives, og hvor de piller, som Pac-Man er så glad for at spise, kommer fra. Denne beskrivelse er på ingen måde lige så tosset som filmen selv, og hvorfor der på noget tidspunkt er sat ressourcer af til udviklingen af den, er et mysterium som alle gør bedst i blot at lade ligge.
To ud af de seks spil i denne samling fortjener din opmærksomhed og det er ganske simpelt for lidt. Når 3d-effekten oven i købet føles påklistret og intet tilføjer til oplevelsen, virker det hele blot mere håbløst. Havde udvikleren sparket endnu mere til opdateringerne, eller måske endda sørget for at vælge de nyeste versioner og fyldt på med nogle hemmeligheder, kunne her have været tale om en opsamling man ikke måtte gå glip af, men sådan forholder det sig desværre ikke. Derfor er det kun de største fans af den pilleglade gule kugle som bør overveje at købe dette.

Gamereactor Danmark