OutRun 2

På under seks minutter er det ovre. Yu Suzukis knaldrøde Ferrari drøner ind over målstregen, mens dækkene hviner ved den hårde opbremsning. På radioen forstummer mit absolutte yndlingsnummer Magical Sound Shower, og jeg sidder nærmest i trance og stirrer på Tv’et, mens en uendelig række af japanske navne ruller ned over skærmen. Til sidst planter jeg mine tre udødelige bogstaver på high score-listen, og herefter er det tilbage til start-skærmen.

OutRun 2 kan føles fantastisk hult ved det første møde. Uanset hvad Sega og engelske Sumo Digital har bildt sig selv og en skare dedikerede fans ind, så er opfølgeren ikke meget mere end et arkadespil på en Xbox-skive. Men hvilket arkadespil. Sega har altid ladet en spade være en spade og med OutRun 2 stikker firmaet hovedet i gillioutinen og lader spillere verden over om at føre bladet eller lade det blive hængende højt over hovedet. I denne anmelders verden bliver det knivskarpe stål hvor det er, for når man først har sundet sig over spillets umiddelbare mangel på dybde, så overvældes man hurtigt af det enkle og uhyre charmerende gameplay, der selv efter sytten år i glemmekassen ikke er blevet en dag ældre.

OutRun 2 er dog ikke helt uden visse fornyelser, og selvom det hverken råber højt om tusindvis af licenserede bilmodeller og en nøje udregnet fysik, så er spillet alligevel blevet slæbt skrigende ind i det 21. århundrede på ét punkt. Sega har nemlig udstyret spillets otte Ferrari-biler med muligheden for en hidsig omgang powersliding - eller drifting, som det så flot kaldes i opfølgeren. Det var der også i originalen, det ved jeg, men slet ikke på denne vanvittige facon. På den måde kan man stort set skøjte igennem selv det mest skånselsløse sving med flere hundrede kilometer i timen, alt imens ens bedre halvdel, den altid underskønne blondine, vinker til de mange søndagsbilister, der nærmest synes at stå stille på asfalten. Det er drønurealistisk og stik mod reglerne om den perfekte racing-line og sving ved kun 50 km/t, som vi bl.a. er vant til det fra Gran Turismo, men det vil uden tvivl imponere de fleste rigtige gamere; specielt de der kan lugte pomfritterne og jordbærmilkshaken så snart introskærmen toner frem.

Men fornyelserne strækker sig længere end til en omgang hidsig drifting. Helt nye features har fået plads i spillet og det betyder at OutRun 2 bl.a. kan tilbyde en såkaldt Heart Attack-mode, hvor man i skikkelse af føreren Alberto, skal drøne landevejen tynd mens man vælter kegler, fiser ind og mellem biler og ellers prøver at komme i mål med så mange hjerter som overhovedet muligt. Her spiller blondinen en afgørende rolle, da det er hende der skal imponeres. Der er en del at hente her, og skulle man have mod på endnu mere, så kan op til fire spillere spille mod hinanden i den ovenud morsomme Versus-mode - jo, Sumo Digital har gjort hvad de kunne for at sprøjte lidt ekstra olie ind i de gamle led.

Visuelt er der naturligvis også sket noget, om end det var forventet. Xbox-konsollen er et powerdyr, og når de udstrakte landskaber suser forbi ved høj fart, er man ikke i tvivl om at det er Outrun man spiller. Det originale spil var nemlig præget af de pragtfulde åbne vidder der strakte sig så langt øjet rækker, og dette har Sumo Digital fabrikeret ned til den mindste detalje i konsolversionen. Fra Palm Beach’s skvulpende bølger, hvide sandstrande og åbne boulevarder til Coniferous Forest’s smukke og svajende skov, er der lagt tid og kærlighed i landskaberne. Det er ikke bare noget baggrundsstøj man ræser forbi i jagten på den bedste tid. Det er et blødende flot maleri, der får en til at nyde hele turen. Og selv ved gentagende ture, noget der naturligvis er nødvendigt fordi spillet stadig benytter sig af den gamle forgrenings-struktur, bliver man aldrig træt af at beundre landskabet.

Heldigvis krydres hele herligheden af med det nok bedste soundtrack i lange tider. Væk er tidens hotteste kunstnere, der med deres seneste hit søger bredere eksponering i spilverdenen. Der er ingen MTV-rotation at spore nogen steder. Til gengæld vil inkarnerede fans kunne nyde tonerne af både Pazzing Breeze, Magical Sound Shower og Splash Wave i helt nye versioner lavet af selveste Richard Jacques, manden bag bl.a. musikken til Headhunter. Dette følges op af helt nye og måske med tiden lige så store klassikere.

Jeg kunne sagtens have givet OutRun 2 kniven, og jeg er slet ikke i tvivl om at en del af de kommende anmeldelser vil ligge i den lunkne del af spekteret, udelukkende fordi spillet ikke har hundredvis af timers solid underholdning under kølerhjelmen. Kædes dette sammen med at man ikke kan lege påklædningsdukke med sit benzinslugende monster, så falder der endnu en håndfuld anmeldere fra. Og det er også fint, for de har ikke fattet pointen. Outrun handler om fart, en fremragende udsigt og et adrenalinsus, der kan opleves igen og igen i små doser - og det er nøjagtigt hvad opfølgeren leverer. Kongen er død, længe leve kongen!