Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Operation Flashpoint: Resistance

Operation Flashpoint: Resistance

Bohemia vender tilbage med seriens tredje udvidelse - men er den noget værd?.

Kassesuccesen Operation Flashpoint - Cold War Crisis (OF), som sidste år på omtrent samme tid gjorde indtog på vores computere, har allerede en efterfølger i form af udvidelsen Red Hammer. Nu er Bohemia så på pletten igen og forsøger sig med den tredje og forhåbentlig sidste af udvidelserne til OF nemlig Resistance (OFR). GameReactor vendte blikket mod skærmen og trak i camo-tøjet for derefter at sparke noget kommunistrøv - guerilla style.

Lidt mere af det samme
I det oprindelige Operation Flashpoint spillede man på amerikanernes side, og i den efterfølgende udvidelse var det russerne, der stod for skud. Vi skruer derfor tiden tilbage 4 år for at være helt nøjagtig. I rollen som Viktor Troska, en forhenværende amerikansk kommandør, nu en civilist på øen Nogova, finder man sig fanget i moralske kvaler mellem de invaderende kommunisterne og modstandsbevægelsen, der er ens landsmænd. Efter en episode, hvor flere af ens venner bliver dræbt, beslutter man sig for at slå pjalterne sammen med modstandsbevægelsen og rive russerne et par gange rundt med halen, før de sendes hjem med hastepost. Det hele er desværre ikke helt så let, som det ser ud til, og man sættes på en næsten umulig opgave som kommandør for sine guerilla venner at få smidt russerne ud fra ens hjemland. Den solide historie lægger op til en hård og nervepirrende kamp om herredømmet over øen.

Sværhedsgraden er blevet sat betydeligt op i forhold til det originale spil og giver garvede spillere masser af udfordring, hvorimod nybegyndere nok hellere må starten fra starten. Som nævnt tidligere får man kommandoen over modstandshæren på øen, og rollen som den lille ubetydelige menige soldat er pludselig forsvundet. I stedet leder man selv tropperne og finder gang på gang sig selv i skudlinien. Dette betyder dog ikke, at OF går fra FPS til RTS.

Masser at give sig i kast med
Fra mission til mission får man i stedet, alt efter hvor godt man klarer sig i den første, ekstra udstyr. Hvis for eksempel alle ens mænd blev dræbt i første mission, starter man mutters alene i næste, hvor man måske skal overtage en by. Dette element får en til at spille missionerne igen og igen, til de er næsten perfekt gennemført for bare at have en minimal chance i den næste. Selv om man ikke tror det, er holdbarheden i OFR på grund af den høje sværhedsgrad derfor forlænget, hvad angår kampagnedelen. En bunke single-player scenarier følger også med, og ekstra baner til multi-player delen er der også blevet plads til. OFR byder på en smule nyt i udseende af en ny ø Nogova, hvor der er rigeligt med muligheder for at sammensætte sine egne scenarier. Udover den nye ø medfølger en ordentlig bunke våben, hvilket inkluderer både håndvåben og andre mere slagkraftige fætre som nye biler, fly og tanks.

Langt liv - mange ting
Editoren, som fulgte med det originale spil, har fået et løft her og der, og med flere uddybende funktioner er muligheder mange. Muligheden for at bygge sin egen kampagne er blevet bedre og en lille smule mere intuitiv. De medfølgende ting, som biler og fly giver endnu flere muligheder end, der i forvejen var.

Grafisk er der ikke sket nogen forbedringer. Selvom om nye ansigter og teksturer er blevet implementeret, er det en ringe trøst i sig selv. Understøttelse for de helt nye og "up to date" -computere er blevet bedre i form af højere opløsninger. Dette er ikke meget taget i betragtning af, at det er den tredje udvidelse, men selvom alderen er begyndt at melde sig, hænger OF godt fast på markedet og fungerer upåklageligt. Lyden i OFR ikke videre hårrejsende, men holder sig til originalen uden slinger i valsen. Dialogerne varierer fra skidt til godt og holder sig generelt på den bedre side af karakterskalaen.

Alle gode gange tre
Dette er forhåbentlig den sidste udvidelsespakke til OF vi ser fra Bohemia Interactive. Alle tre parter i spillet har nu hver deres single kampagne, og at koge mere suppe på dette ellers velvoksne ben ville være synd. Hvis man har lyst til mere, er værktøjerne til at lave sine egne ting, lige ved hånden. OFR er ikke andet end en udvidelse. Det indeholder, hvad den skal for at kunne kalde sig en udvidelse, men absolut heller ikke mere. Derfor er den også fan relateret, men kan ikke desto mindre underholde, hvis man er tilhænger af spillet.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Masser af nye missioner og mange muligheder for at skabe noget selv.
-
Serien har nået sit endepunkt, og der bør ikke laves flere udvidelser. Lad os hellere få et helt nyt spil projekt.