OnLive endnu flere steder
Android, iOS og Vizio byder på OnLive
OnLive er som de fleste faste læsere af Gamereactor nok ved, en skybaseret service, hvor tanken er, at man køber/lejer spil og spiller dem direkte fra serveren.
Teknikken har flere gange været under lup, og lyder ganske enkelt for fantastisk til at være sand. Mens man ikke skal forvente en hastighed, der er helt tilfredsstillende for en krævende FPS-spiller, så kan man altså angiveligt sagtens nyde hæderlig konsolkvalitet i eksempelvis bilspil og tredjepersonseventyr.
Indtil videre er servicen ikke tilgængelig herhjemme, da det kræver servicecentre opstillet forholdsvis tæt på modtageren, for at undgå forsinkelse på signalet.
Nu er firmaet gået sammen med en af amerikas største tv-producenter Vizio om at bygge servicen direkte ind i hardwaren. Samtidig er tanken om samarbejde med google-tv og Android-platformen blevet luftet.
Man kan allerede se andre spillere spille løs på servicen direkte på eksempelvis Apples iPad bare ved at hente en App på App Store.
Nedenstående billeder med blandt andet {Assassin's Creed} er taget fra OnLives iPad-app og den amerikanske server fra vores danske kontor.


