ONI

Jeg er normalt en af dem der hader spil der bliver udviklet til både Playstation og PC - grafikken, gameplays, savesystem osv. lider under det. Men ind imellem kommer der et spil, der er så infamt godt skruet sammen, at disse problemer smelter som dug for solen, og efterlader en perle af et spil. Denne gang hedder perlen ONI!

Japansk historie
Først vil jeg slå fast at ONI er bygget meget japansk op - videosekvenserne er bygget op i den klassiske japanske animé-stil, og hovedpersonen hedder Konoko. Men sjovt nok ligner alle personerne vesterlændinge. Udover video-delen er historien også som lånt ud af de lidt en-dimensionelle historier som anime ofte byder på. Du styrer Konoko, som starter som agent for TCTF, en slags politistyrke der slås mod "The Syndicate" - klassisk historie! Undervejs finder Konoko ud af forskellige sandheder om sig selv, og en mystisk "symbiot" som hun åbenbart render rundt med i kroppen.

Historien er egentlig rimelig ligegyldig, men den fungerer godt nok, til at man er interesseret i at se hvad den symbiot er for en fætter.

Lara Croft - gå hjem og vug!
Spillet minder ved første øjekast en del om Tomb Raider, idet man ser Konoko bagfra i 3. persons perspektiv. Dette giver ind imellem problemer med orienteringen i Tomb Raider, men det løst ret elegant i ONI, ved at vægge m.m. bliver gennemsigtige når man kommer tæt på dem.

Men sammenligningen med Tomb Raider holder ikke helt i længden - for selvom både Lara og Konoko er hårdhudede tøser, så er Lara afhængig af sine våben, mens Konoko er et våben i sig selv. For det her spil er et 'beat'em-up', i stilen som gamle Golden Axe og til dels Street Fighter. Pigen her kan nemlig slå og sparke fra sig!

Konoko kan lave serier af slag, hun kan lave special moves og som det allerbedste, så kan hun lære nye special moves op igennem spillet. Og det er nu engang meget, meget federe, at komme "up close and personal" med superskurken, frem for at skyde ham på afstand med en pistol. Og følelsen af at hoppe op, gribe en vagtpost om halsen med lårene, fortsætte bevægelsen rundt, og slynge ham ind i en væg, til den liflige musik af knogle der brækker - det er det hele værd. Heri ligger helt klart spillets største styrke. Selv kampe mod de svageste typer vagter, bliver let små oplevelser i sig selv, hvor man kan satse på at lave spektakulære kast og slag, finter og blokeringer.

Og det allerbedste er at selvom Konoko kan lave vilde angrebsserier, er det forbavsende nemt og hurtigt at lære at styre hende. I vanlig fps stil, styrer man hendes bevægelser med musen, slår på venstre og sparker på højre museknap. Kombineret med asdw-knapperne til at bevæge sig, vil enhver der er vant til at spille den slags spil have nemt ved at tillære sig styremetoden!

Der findes også våben i Oni, og mange af dem er ret godt udtænkt. Sniper-riflen er temmelig effektiv, men meget dyr at skyde med, og de målsøgende raketter er også meget brugbare. Men våbnene forbruger alle ammo, som var der ingen i morgen, så det ender oftest med at man knækker modstandernes halse med håndkraft - og det kan godt blive spændende, når de pludselig angriber i store mængder!

Lineært, men hvad gør det?
Jeg er typen, der er ret glad for spil, hvor jeg ikke skal lede i timevis for at finde ud af hvilken vej jeg skal. Derfor synes jeg, at ONI gør mig en fin tjeneste ved at have et kompas i nederste venstre hjørne, så man altid kan finde vej igennem banerne. Der er dog ofte belønninger for at gide gennemsøge områderne grundigt. Førnævnte linearitet viser sig ofte ved at næsten alle "puzzles" er af 'tryk på knap - dør åbner' typen.

Save game problemet
ONI har valgt ikke at lade brugeren selv save, når det passer vedkommende, og det er mod min forventning ikke det store problem. Spillet auto-saver rimelig ofte, og det er meget få gange, jeg har måttet spille en bane om mange gang for at nå næste savepoint. Så selvom jeg principielt selv vil save, når det passer mig, så ødelægger det ikke ONI.

Grafik og lyd
Grafikken er ikke noget at råbe specielt meget hurra for. Banerne er veldesignede, men grafikken er lidt Playstation-agtig. Derimod er animationen af Konoko og de andre personer i absolut topklasse - og det er en væsentlig grund til at kamp-sekvenserne er så fede!

Lyden har temmelig stor betydning, for i lighed med mange andre spil i genren, kan vagterne høre dig, hvis du buldrer afsted. Hvis du derimod sniger, så kan man komme helt op og puste dem i nakken, uden de opdager dig...og så er det alt, alt, alt for sent for dem! Her er det så, at min absolutte yndlingslyd i spillet kommer: lyden af knækkende knogler. For når Konoko får fat i en fyr bagfra, laver hun den ondeste rygknækker af et kast, komplet med lyden af rygrad der brækker. Ellers er lydende i spillet ganske almindelige lyde af slag og våben-ild, som man egentlig ikke skænker en tanke.

konklusion - årets bedste kammpspil på PC
ONI er et kanonspil. Det er lineært, grafikken er småkedelig, men for pokker da, hvor er kampscenerne fede. Prøv selv at hente demoen ned og tæv en af modstanderne - du er hooked fra dag 1.