Gamereactor

Gamereactor
Hardware
OnePlus Nord 2

OnePlus Nord 2

OnePlus følger op med en svær efterfølger til sidste års succesfulde Nord.

Tænk hvad du vil om OnePlus, men lige meget hvad, så er det svært ikke at respektere den originale mission bag virksomhedens smartphone-linje: at undergrave et markedet domineret af få giganter med konkurrencedygtige priser, solide specifikationer og en mindre kludret Android-brugeroplevelse. Det var, for en stund, en kombination, der appellerede ret så direkte til mange, mange millioner forbrugere verden over.

Men som det fortærskede citat fra The Dark Knight foreskriver, så levede OnePlus også længe nok til at se sig blive netop det, som de lovede at slå ihjel, en flagskibsproducent med telefoner til langt, langt over hvad der blev anset som værende et anstændigt prisleje for en "dyr" telefon for bare 10 år siden.

Derfor var pointen med den originale OnePlus Nord, at finde tilbage til den originale mission, og endnu en gang give forbrugerne det undergravende prisleje, de solide specifikationer og den overraskende brugeroplevelse. Nord fik til opgave at være "flagship killer", og læser man vores anmeldelse fra sidste år, jamen, så lykkedes det til den store guldmedalje.

Nu er OnePlus tilbage med en ny Nord, Nord 2, og de har endnu en gang sat sig for at give dig meget, meget mere end prisen ellers foreslår. Spørgsmålet er så bare om wow-faktoren er bibeholdt, og om OnePlus har gjort nok for fortsat at kunne præsentere Nord-serien som en habil konkurrent til telefoner, der er 2-3 gange dyrere.

Nu handler det mere om pris her end normalt, så skal vi ikke bare starte med den? OnePlus Nord 2 lanceres til præcis samme pris som den originale Nord, nemlig 3299 herhjemme. Det er omtrent 500 kroner mindre end den billigste iPhone SE og omkring 2000 kroner mindre end den mere prisbevidste Samsung Galaxy S20 FE, der blev introduceret til sidste september. Det er sågar 800 kroner mindre, end det koster at købe Googles Pixel 4a hos en dansk forhandler (dog er den ikke officielt lanceret herhjemme, suk). Dog skal det lige nævnes, at dette er for den mest basale version af Nord 2, der fås med 6GB LPDDR4X RAM og 128GB plads. Dog har de fleste som sådan ikke brug for mere end 6GB RAM, og med yderligere fokus på cloud-baseret opbevaring af data via blandt andet Google Fotos, OneDrive, Dropbox og Google Drive, jamen, så er 128GB måske mere fornuftigt, end det var for bare få år siden.

Så en go' pris, ikke sandt? Så sandelig da konkurrencedygtigt. Men det kommer selvfølgelig an på, hvad det er du betaler for. Så lad os flyve videre til et lige så vigtigt aspekt ved en "flagship killer", nemlig specifikationerne. Stort set det hele herunder bør være relativt genkendeligt, for dem der checker specs på flagskibene i branchen - bortset fra én ting. Lad os kigge nærmere:

  • SoC: MediaTek Dimensity 1200-AI
  • 6/8/12GB LPDDR4X RAM
  • 128/256GB UFS 3.1
  • 4500mAh-batteri

Ja, ulig sidste års Nord har OnePlus her droppet Qualcomms Snapdragon-serie, og samarbejder i stedet mere direkte med MediaTek om en ny smartphone SoC. Det er signifikant, fordi det i noget tid så ud som om, at branchen ville samle sig ret uniformt rundt om den nyeste Snapdragon, men nu er mange af branchens giganter begyndt at producere deres egne chips. Google har den kommende Whitechapel SoC, Apple fortsætter med A-serien, og Samsung lægger mere vægt på Exynos, og her har vi så OnePlus, der ikke ligefrem har udviklet deres egen in-house, men arbejdet mere direkte med MediaTek om at forme netop denne chip til den her telefon. Det er en ottekernet 6nm chip, der på alle måder overgår den gamle Snapdragon 765G, som sad i den originale Nord. Den ene Ultra Core kan ramme 3GHz, og samtlige af de otte kerner er clocket højere end tidligere.

OnePlus kunne, under en pressebriefing, fremvise langt højere AnTuTu-scores, men vi har ikke selv haft nok tid med enheden til at forme en komparativ test. Det vigtigste at slå fast er dog stadig, at vi aldrig, som i aldrig ventede på One Plus Nord 2. En flydende brugeroplevelse er stort set garanteret, lige meget om du skyder tonsvis af billeder og videoer i rap, spiller store spil eller bare navigerer brugerfladen. Det hele føles responsivt, hurtigt og lækkert.

Skærmen er desuden "bare" 6.43 tommer (den kommer vi tilbage til) og "bare" 1080p", så et batteri på hele 4500mAh er ikke bare hæderligt, det giver direkte imponerende batterilevetid. Det er ikke så tit at man med ro i stemmen kan love, at en moderne smartphone holder næsten to dage, men det har altså været tilfældet i testperioden. Desuden fås den med den nye WarpCharge 65-lader. Det er samme hastighed, som vi i forvejen kender fra 9-serien, men den nye lader genkendes af flere enheder og bør kunne lade flere slags enheder op. Det vigtigste er dog, at det går hurtigt, og at laderen er med i prisen, selv til 3299. Men nu kommer vi til første centrale ankepunkt, for OnePlus har valgt ikke at inkludere nogen form for trådløs opladning, og efterhånden kan det være en direkte dealbreaker for mange forbrugere. Vi forlanger ikke hurtig trådløs opladning, men én eller anden form, om ikke andet bare så man kan faktisk kan påstå, at den her telefon kan "kill the flagships" ved at give samme funktionalitet i en billigere pakke, er bare vigtigt. Men nej, du må nøjes med tråden - endnu en gang i år.

Heldigvis er skærmen en anden historie. Det er et 2400x1080 Fluid AMOLED-panel, og ligesom andre OnePlus-enheder så er det glimrende. De 90Hz sikrer flydende navigering, men naturligvis vil der være nogen, der ønskede sig 120Hz, når nu netop dette garanteres på de fleste flagskibe. Dog er det et fladt display, som mange sikkert vil byde velkommen med åbne arme, og takket være den lidt mindre størrelse, så er pixeldensisteten 410ppi. Kontrasten er solid, farvevidenskaben er spot on - det er et glimrende display på alle måder.

Og OxygenOS er desuden lige så responsivt, simpelt og medgørligt, som man husker. Nej, der er ikke sket de store ændringer gennem årene, og forhåbentlig vil Android 12 give OnePlus en mere æstetisk dimension, da det stadig har et lidt "utilitarian" udseende, altså funktion over form. Men ret skal være ret - selvom de fleste hos Gamereactor stadig foretrækker Googles egen vision for Android, så er OxygenOS det tætteste, du kommer på et komplet skin, der stort set aldrig kommer i vejen.

Så langt, så godt, ikke sandt? Så sandelig er det relativt let at kaste et blik på specifikationerne, byggekvaliteten (der er glimrende) og mængden af features og se OnePlus Nord 2 som værende en budgetkonge, en sand flagship killer. Dog er der stadig kameraet to go...

Der er både gode og dårlige nyheder her. Først og fremmest bruger Nord 2 den præcis samme Sony IMX 766-linse på 50 megapixel og en apeture på f/1.88 som OnePlus 9, og det er så sandelig et kompliment, særligt til prisen. Jo, både dynamisk rækkevidde, kontrast og lys kan fås bedre andetsteds, eksempelvis hos den førnævnte Pixel 4a, men en kompetent standard wide, det må man sige, og vi føler os ret så trygge ved at slå fast, at den kommer til at tjene selv en dedikeret smartphone-fotograf på tilfredsstillende vis.

Ultra-wide linsen er lidt af en blandet landhandel dog, for selvom der ikke er tale om en pseudo ultra-wide, da FOV'en virkelig er næsten 120 grader, så er der tale om bare 8 megapixel, som er lige i den lave ende. Det resulterer i billeder, der naturligvis har den dramatiske åbenhed, som man elsker fra ultra-wide, men som mangler den nødvendige skarphed, hvis du bare zoomer en smule ind.

Der er ingen telefotolinse her, og det gør som sådan ikke så meget, da software kan skabe bokeh og andre portræteffekter fra wide-linsen, men OnePlus har, igen, valgt at klistre en ret ligegyldig monochrome-linse på som den tredje. Den er set på andre kinesiske smartphones, og er af andre journalister blevet kaldt et "sticker camera", fordi dens eneste formål er give producenter som OnePlus muligheden for at sige, at telefonen har et "three lense camera." Det er teknisk set sandt, men realistisk set er den tredje linse så uendeligt overflødig. Bare lige for de uindviede, så tager den sort/hvide billeder og giver desuden de andre linser skarpere kontrast. Men hvorfor man ikke bare ville tage et billede med den bedre IMX 766-linse, og så selv påføre et sort/hvid filter? Tja...

Der er dog PDAF-autofokus, flere AI-baserede software-features, som er bagt ind i Dimensity-chippen, og en ret lækker 32 megapixel IMX 615-linse i frontkameraet. Kameraet som samlet system kommer dog ikke til at falde i alles smag, og der vil sikkert være nogle anmeldelser, der kalder på en mere flagship killer-agtig ultra-wide, og måske sågar en telefoto også, netop så den her telefon kan alle de samme ting som de dyrere alternativer.

Vi har dog selv været ganske tilfredse, selvom vi ikke har nået at tage komparative billeder i forbindelse med denne test (vi tilføjer nogle om et par dage til denne anmeldelse). OnePlus Nord 2 er endnu en gang tætpakket med solide specifikationer, byder på storslået byggekvalitet og en glimrende skærm, og har et kompetent kamera. OnePlus har "settled" på nogle parametre som kan mærkes, såsom manglen på trådløs opladning, men udover disse småtterier, så er det i brede træk en glimrende telefon til prisen, ingen tvivl om det. Om den er noget for dig? Tja, der er efterhånden ret hård konkurrence i det her segment, og det skyldes jo nok netop, at producenter som OnePlus presser citronen og giver os mere end vi forventer. Det er ikke helt "alt du forventer", som markedsføringen foreskriver, men det er tæt på.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10