One Direction: This is Us

Kortene på bordet: Grunden til at fyre hader boy bands er, at pigerne elsker det. Aggressive hvide blodlegemer bruser i mine årer, når 40.000 fanatiske teenagepiger skråler lungerne ud af halsen, og en paddehattesky af endorfiner slippes løs, blot ved synet af fem polerede drenge på en scene. Mon ikke de fleste brødre kan genkende følelsen? Og deraf opstår udfordringen. Hvordan i himlens navn yder man(d) en snært af objektiv vurdering af halvanden times kulørt reklamefilm for Englands nyeste boyband, One Direction? Det gør man ved at google lidt om filmen, og opdage hvem som instruerede den. Hey, Morgan Spurlock - ham med Super Size Me...

Men én stemme vægter højest. Højere end drengene i One Direction. Højere end Morgan Spurlock. Det er Simon Cowell, X-Factors britiske godfather, hvoraf One Direction blev opdaget, samlet, avlet og kørt i stilling. One Direction er hans band, hans vare. Med fuld kontrol over udfaldet er det også Simons eget produktionsselskab, Syco, der har finansieret dokumentaren. Så hvad kan Morgan Spurlock så overhovedet bidrage med i denne dokumentariske pengefabrik? For det første hans stærke tekniske kompetence, og for det andet et par kanter i candyflossen hist og her.

Tempo er nøgleordet. Filmen om One Direction buldrer fremad med selvsikkerhed, men også med et forventeligt forløb: Først lidt baggrund, hvordan One Direction blev dannet. Derefter om udbredelsen af gruppens popularitet og lidt ekspertudtalelser. Og så begynder tournéen, fra arena til arena fyldt til randen med skrigende piger og enkelte fædre med ørepropper. Det er levende reklamefilm med indbygget soundtrack og en god portion humor, og så er det knivskarpt klippet sammen.

Under godstogets buldren mærker man momentvist Spurlocks små, personlige bidrag. Som når en videnskabsmand med accent forklarer endorfin-udledningen hos teenagepiger, når de skriger efter deres idoler. Eller den beskidte side af branchen, når drengene tvinges ud af tourbussens seng klokken lort om morgenen, for at optage sange i et improviseret pladestudie på et hotelværelse. Det er interessante sekunder i filmen, som desværre overdøves af spilletidens larm, skrig og poppede kontur.

For dette er absolut en feel good fan-film, lavet til unge piger som elsker One Direction. Ingen andre. De fem syngende drenge udstilles med den utilpassede humor og rockede kant, som gjorde dem kendte, men effekterne undviger ikke den sandhed, at det hele er et led i en musikalsk marketingsstrategi, placeret øverst på hylden i stormagasinets One Direction Shop. Når dokumentaren trods alt ikke præsterer værre, så er det takket være en solid instruktion og et højt teknisk ambitionsniveau. Men stor filmkunst, bliver det sgu aldrig.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgaven følger sine fans til døren med en pæn portion supplerende ekstramateriale. En del scener som blev klippet ud af hovedfilmen, ekstra baggrundsinformation om bandets medlemmer og lidt musikvideoer. Som en udgivelse støbt til fans, kan man ikke klage.