One Battle After Another

I en tid, hvor mange politiske film forsøger at gabe over for meget og ende med at blive lidt for ambitiøse (ja, vi kigger på dig, Eddington), føles Paul Thomas Andersons One Battle After Another som et forfriskende modstykke. Den holder fokus snævert og præcist og formår at levere skarpe kommentarer uden at give indtryk af, at instruktøren selv mener at have alle svarene på sit lands politiske tilstand.

I stedet for at opstille en symbolsk "orange mand"-skurk, der til sidst skal besejres på episk vis, fortæller One Battle After Another historien om The French 75, en revolutionær gruppe, der opløstes 16 år før filmens nutid. Kun få af medlemmerne er stadig på fri fod, da filmens hovedhandling begynder - men manden, der jager dem, har endnu ikke givet op. Han håber at kunne fange Bob Ferguson, også kendt som Ghetto Pat (Leonardo DiCaprio), og hans datter Willa (Chase Infiniti), for at fuldende sin samling af revolutionære.

Det, der følger, er en konstant intens og overraskende morsom fortælling om de sidste modstandsfolk, der samles omkring Willa for at holde hende ude af oberst Lockjaws kløer. Filmen er ikke spækket med action, men de skudkampe, vi får, er både effektfulde og visuelt imponerende. Du har sikkert allerede hørt om biljagtscenen - og selvom personen ved siden af mig faldt i søvn, indtil skuddene begyndte at runge, kunne jeg ikke rive øjnene væk, selvom den først dukker op mod slutningen af de 2 timer og 50 minutter.

Skuespillet er den største drivkraft gennem den lange spilletid. Kameraarbejdet er fremragende, men selv det flotteste zoom ville ikke have holdt mig vågen på samme måde, som Leonardo DiCaprio gjorde med sin fortolkning af Ghetto Pat. Den rastløse, lettere forvirrede eks-revolutionær er både underholdende og menneskelig, og scenerne i anden akt med Benicio del Toros karakter føles som en buddy comedy, jeg gerne havde set mere af. Sean Penn stjæler dog showet som Lockjaw - en sjældent set type skurk i moderne film. Han er truende, men samtidig næsten parodisk; en trussel, man tager alvorligt, indtil han åbner munden. Ikke fjollet, men menneskelig - fyldt med fejl, uden at Anderson behøver give ham en sørgelig baggrundshistorie.

Selvom One Battle After Another ikke ligefrem bliver for lang, lider den dog en smule under sin varighed. Næsten tre timer er meget at sidde igennem, og selvom jeg aldrig sad og kiggede på uret, kunne tempoet godt have været lidt strammere. Der er lidt for meget selvforkælelse i plottet, som ikke altid føles nødvendigt for historien eller karaktererne. Der jongleres med mange elementer, og enkelte bliver tabt undervejs. For eksempel føles dusørjægerens rolle underudviklet, på trods af at han står for en af filmens vigtigste handlinger - en nøglescene, der sikrer Willas overlevelse.

Soundtracket føles også lidt for påtrængende. De klaverbårne temaer fungerer glimrende i begyndelsen og bygger fint op til filmens spænding, men mod slutningen bliver de en anelse trættende. Ellers er lyddesignet skarpt og klart og matcher filmens rå visuelle stil perfekt.

One Battle After Another er måske ikke det banebrydende mesterværk, mange vil have det til at være, men det er en pokkers god film - med fremragende præstationer fra både etablerede stjerner og nye talenter. En rigtig stærk tilføjelse til Paul Thomas Andersons filmografi.