Oh No Ono - Eggs

De fire unge mænd fra Aalborg nåede et godt stykke rundt i Danmark med deres debut, Yes fra 2006, og en del omtale i det britiske kongedømme blev det da også til. Ikke helt dårlige forudsætninger for en opfølger, med ti forventningsfulde uudklækkede numre, der alle har deres islæt at slås med eller være stolte af.

Det er et eksperimenterende Oh No Ono, der møder én på denne æg-symfoni. Optagelserne til albummet har fundet sted hist og her, lidt på landet, lidt i en kælder, lidt på åbent hav og andre usammenhængende steder. En spændende mikstur, der alt sammen bæres af bandets overordnede sans for kvalitet. Uden denne evne til at samle de mange tråde til noget definerbart, så ville man føle sig lettere tilsidesat i selskab med Oh No Ono. Men der er heldigvis masser af dagsorden og talent, der udspiller sig så åbenlyst, at man har alle forudsætninger for at tage dem til sig.

Pladens førstesingle har allerede set dagens lys i form af evig rotation som "Ugens uundgåelige" på P3. Internet Warrior er vitterligt ganske uundgåelig, og den er da også et af de mest tilgængelige numre på Eggs. Den er en unægtelig fortsættelse af den svævende Swim, der ligger lige før tonerne til Internet Warrior bliver sat i svingninger. Man mødes af lettere, udefinerbar fuglelyd (uden at være den store ornitolog, så gætter jeg på en halvfed skovdue), og så sættes den melodiøse førstesingle i gang. En smuk lille skovhymne, med korarrangementer og strygere, der alle bliver luftigt efterfulgt af Malthes lyse klang. Et fint blueprint af, hvad resten af albummet har at byde på.

Generelt er albummet rigtig fornuftigt bygget op, og der følges op med endnu en anderledes tilgang til popgenren i nummeret Icicles. Der leges igen med stemmeopsætning, og det bliver til tider ret storladent, så man nærmest kunne føle sig hensat til at være til koncert i Operahuset. En let tilgang til det ophøjede fornemmes, og samtidig er det med stoisk ro, at det fremføres på en poppet og ligetil facon. Denne stil holder Oh No Ono henover de næste tre numre på pladen, hvor The Tea Party er et af de sidste omgængelige numre, der er til at forholde sig til.

Det er som om, at der hen imod slutningen bliver satset lidt for meget på det sterile og fremadbrusende udtryk, frem for alle de finurlige afstikkere, der har præget albummet op til nu. Miss Miss Moss er et helt igennem irriterende nummer, der bare kører af sted i den samme ligegyldige rille, og nærmest er en skændsel på dette yndige udspil.

Den knapt ti minutter lange afslutningsseance, Beelitz, efterlader heller ikke det helt store indtryk.

Det er helt klart, at Oh No Ono fungerer helt sublimt på store dele af pladen, men jeg mister lidt modet hen imod slutningen, hvor tingene smuldrer lidt, og det virker lidt tilfældigt. Men ikke desto mindre har de formået at fastholde min opmærksomhed noget så overordentligt godt på størstedelen af albummet, så min good will har de skam fået, og masser af den.