...Og det var Danmark

Få ting kan få fodboldbeviste danskere til af fælde så mange tårer, fortælle så mange historier og forklare helt præcist hvordan det skete, dengang det danske landshold pløjede sig igennem resten af Europa i jagten på den største præstation i dansk fodboldhistorie. Lettere glorificerede historier om et hold på en streng diæt af øl, sommerferie og hygge, der alligevel besejrede den ene favorit efter den anden, er selvfølgelig som skrevet til film, og det er den rolle "Og det var Danmark" forsøger at udfylde.

Instruktøren Carsten Søsted har valgt en tilgang der snarer minder om en film end egentlig dokumentar, og derfor bruges den først tid i filmen med at banke ind i hovedet på seeren, at den danske fodboldmentalitet før Sepp Piontek, nærmest var ikke eksisterende. En halvlunken bodega vises som hjemstedet for både den daværende træner, hans planer og det minmale budget der knapt rakte til spilledragter.

Tysk effektivitet tilføres senere med Sepp Piontek og et økonomisk indskud fra de danske bryggerier, og her kunne filmen næsten lige så godt have haft det tyske slogan fra anden verdenskrig "Arbeit macht frei" stående hen over skærmen. Selv om der aldrig har været den store tvivl om at Sepp Piontek har haft det lidt svært med den danske hyggementalitet, gør filmen et enormt nummer ud af at fortælle hvordan "arbejdslejre" og effektivisering var den eneste måde at hive præstationer ud af holdet. Synet kammer over i en letfordøjelig omgang stereotypejagt, og helt galt går det da hele blandes med billeder fra anden verdenskrig.

Dansk fodboldsucces er i hus, og mens filmen som en anden Hollywood opbygger et billede af at intet nu kunne gå galt, har "...Og det var Danmark" et es i ærmet, i form af det lette offer Richard Møller Nielsen. Fordi facaden af dokumentar stadig skal bevares, tager filmen i stedet udgangspunkt i de danske sladderavisers overskrifter, samt spillerens mest kritiske udtalelser af den udskældte landstræner. Heldigvis opvejes det af at holdet Carsten Søsted har besluttet sig for at hive både Sepp og Richard ind foran kameraet, for at give deres version af hvad der foregik dengang.

Som et andet eventyr afsluttes filmen med sejren ved Europamesterskabet, med Danmark på toppen og de rød/hvide farver overalt, og havde man været i tvivl om hvorvidt det var i film- eller dokumentarlejren Carsten Søsted havde satset kræfterne, bliver det konfirmeret her.

Richard Møller Nielsen formår på mystisk vis at blive mit personlige højdepunkt i filmen. Portrættet der males af ham som en simpel, naiv mand, efterleves med største bevidsthed i de interviews der er blevet lavet med ham til filmen, men på trods af alt kritikken er det ham der sidder med den sidste latter, fordi han til evig tid vil være associeret med holdets mageløse bedrift.

Som underholdning er der intet galt med "...Og det var Danmark", man skal bare huske at glemme den kritiske sans og i stedet være villig til at acceptere den som en glorificering af dansk fodbold, samt et sjovt tidsbillede. Nogle helt basale forglemmelser og dårlige valg, som at man nogle gange ikke aner hvem der fortæller fordi de ikke navngives, eller referencerne til anden verdenskrig, er dog pinlige og skulle være rettet eller helt udeladt inden filmen sendtes på markedet.