Odin Sphere

Alternative tidslinier er for alvor blevet et populært tema i spil, og derfor vil jeg i denne anmeldelse tillade mig at bruge den indre tidsmaskine og digte videre på et tidligere forløb i mit liv.

Året er 1993 og navnet PlayStation eksisterer endnu ikke i min hjerne. Ordet konsol bruges i stedet kun om min Super Nintendo og Sega Megadrive, og spørger du mig, hvordan fremtidens spil vil se ud, vil jeg forklare dig om pixels i højopløsning, der tilsammen udgør det flotteste 2D-spil, du nogensinde har set. Her femten år senere er spilbranchen en helt anden, pixels er næsten et fy-ord og i stedet snakkes der om polygoner og teksturer, når kneveren falder på grafik. Alligevel lander eventyret fra min femten år gamle drøm lige pludselig på bordet, og da skiven smides i maskinen og billedet toner frem, kan jeg næsten mærke de pixelerede sommerfugle svæve rundt i maven igen.

Genren er rollespil, selvom jeg hurtigt finder ud af, at det nok er at drive genren lige lovligt langt. I realiteten er der nemlig i højere grad tale om en slå-på-tæven spil, hvor alt, lige fra de mindste feer til bjergstore vikinger, skal slås til plukfisk. Ganske vist bliver jeg hele tiden givet erfaringspoint og stiger i styrke, og jeg har også mulighed for at blande mine egne miksturer fra et hav af ingredienser, men når alt kommer til alt, bruges halvfems procent af spiltiden på at uddele lussinger og bølleprygl.

Opbygningen er lånt fra et af Marios gamle eventyr, og hver verden er derfor opdelt over en masse mindre baner, som jeg via et kort selv vælger vejen igennem. Enkelte baner er mulige at springe over, men lokker i stedet med skattekister fulde af hemmeligheder.

Ganske specielt er det at hver bane er ringformet, på trods af at jeg kun kan bevæge mig til højre eller venstre. Det betyder, at jeg ved at blive ved med at løbe mod højre, på et tidspunkt vil nå starten af banen igen. Det virker i starten en tand underligt, men viser sig hurtigt som effektivt ved at eliminere enhver frustration, der kunne have været ved ikke at kunne finde den sidste genstand eller fjende, der skulle til at for at gennemføre banen.

Hele fablen er bundet op over fem forskellige figureres historier, der hver især krydser ind over hinanden. Det betyder også, at jeg løbende træder i støvlerne på en ny figur, men da de alle styres næsten identisk, er det primært de forskellige historier der driver værket, og de rangerer alle fra decideret tynde til nærmest ligegyldige.

Har jeg gjort mit arbejde rigtigt, skulle du gerne lige nu sidde med et billede af {Odin Sphere} som sådan en lidt ordinær omgang action med en teskefuld rollespil. Det er dog kun fordi, du endnu ikke er blevet fortalt om oplevelsens absolutte højdepunkt.

At kategorisere Odin Sphere som havende flot grafik, ville være en underdrivelse af så episke proportioner, at den ville rangere i samme liga som følgende udtalelser "Hitler var en ond mand", "Mike Tyson slår hårdt" og "En Buggati Veyron kan køre stærkt". Har du bare en smule kærlighed tilovers for 2D-grafik, vil du simpelthen have svært ved at tro på, hvad der sker på skærmen, fordi din hjerne vil fortælle dig at det ikke er virkelighed.

Monstre i alle størrelser er blevet fortolket på original vis, og fylder konstant de tematiserede verdner. Når du engang imellem løber ind i en boss, er du ikke i tvivl om, hvorfor denne fjende skulle være stærkere end de forrige, da de oftest fylder en eller to hele skærme, og er blevet vækket til live med fantastiske animationer. Selv med en til tider nedsat billedhastighed, er jeg ikke i tvivl om at Odin Sphere, sikkert er den flotteste omgang 2D-grafik, jeg nogensinde har set.

Havde tidsmaskinen virket, ville jeg med sikkerhed have pakket en PlayStation 2 og Odin Sphere under armen, taget femten år tilbage i tiden og afleveret den til mit yngre jeg. Hvis grafikken kan have den effekt på mig i dag, havde min reaktion dengang med sikkerhed resulteret i en fest af EM 1992-lignende proportioner, i hvert fald på mit eget værelse.

Odin Sphere byder ikke på et kompliceret kampsystem, dybe puzzles eller velskrevne historier. I stedet tilbydes man timevis af tæv, lettilgængelige rollespilselementer og et pænt antal timer på spilkontoen, og lever der bare en lille pixeltrold i maven på dig, er her en disk fuld af det pureste guld.