OddBallers
Gameplayet rammer plet, men desværre har det nye festspil glemt at sende invitationer ud.
Danske Game Swing udgav i 2016 det charmerende {Stikbold! A Dodgeball Adventure}, der kombinerede sjovt, simpelt gameplay med en charmerende historie og funky halvfjerdser præsentation. Nu er de klar med {OddBallers}, der langt hen af vejen låner det samme gameplay, men rykker begivenhederne online. Uden det store held desværre.
Om ikke andet, er OddBallers nemt at gå til. Kontrolskemaet læner sig op ad twin-stick-shooteren, og du styrer din karakter med venstre analogpind, mens du sigter med den højre. Hvor hårdt du kaster bolden, afhænger af, hvor længe du holder B/Cirkel nede, Y/Trekant kan bruges til at interagere med objekter på banen og gribe bolden, mens A/Kryds udfører en effektiv undvigelsesmanøvre.
Ligesom virkelighedens stikbold er OddBallers lettilgængeligt, men her hører lighederne (heldigvis) op, og Game Swings digitale festspil er langt mere underholdende end idrætstimens fyldaktivitet nummer 1.

Spillet indeholder tre overordnede miljøer, The Farms, The Islands og Waterfront, hver med 30 forskellige baner. Variationen er stor, og det er yderst sjældent at to runder i spillet føles helt ens. Ofte er kasteskytset, der udover røde bolde også tæller måger, bomber og andet godt, faktisk den mindste bekymring. Boldkanoner, bisværme, flydende lava og kasser fyldt med sprængstof ender i lige så høj grad med at sende dig til tælling.
Hvert onlinespil, hvad enten du spiller fire eller seks spillere ad gangen, sender dig igennem en playliste, der konstant skifter mellem mere traditionelle stikboldudfordringer, hvor det handler om at være den sidste overlevende, til skøre minispil, der stritter i alle kompassets retninger. Desværre kan det samme siges om kvaliteten. Spildele som Handy Ball og Beach Brawl (henholdsvis variationer af håndbold og strandfodbold) er alt for prægede af tilfældigheder, mens MOBA-parodien Porta Party og Cursed, der bytter stikbolden ud med en forhekset boomerang, rent faktisk leverer en succesfuld skruebold på normale formular.

Selvom der både er forbiere og pletskud, så skal udviklerne have stor ros for at have skabt et festspil, der hele tiden kommer med nye overraskelser og næsten ikke indeholder kedelige momenter. Du kan endda stadig få lov til at lege med, hvis du elimineres tidligt i en runde, da du derefter får lov til at fremmane nye forhindringer og dermed kan chikanere de øvrige spillere. Og hvor det selvfølgelig er sjovest at vinde, så er resultatet i sidste ende ikke afgørende for oplevelsen. OddBallers er slet og ret sjovt.
Indtil videre lyder det jo næsten som om OddBallers, er på vej til at være en slags Fall Guys - et indtryk der forstærkes af spillets grafiske side. Karakterne drøner rundt på de små arenaer med sjove, karikerede bevægelser, og det er altid en fryd, at se dem sprælle i smertefulde ragdolls, når de rammes af forhindringer. Du kan vælge mellem Ubisofts Rabbids eller spillets egne karakterer - charmerende og småbuttede tegnefilmsfigurer, der kan iklædes alverdens kluns, som du løbende låser op for. Kommer du langt nok i spillets gratis battle pass, kan du endda låse op for pandaen fra {Just Dance} eller udstyre din avatar med Sam Fishers ikoniske briller.

Desværre virker de aflagte digitale klude også til at være den primære gevinst ved at have Ubisoft som udgiver. Den franske gigant har været meget nærige med spillets markedsføring, og det kan tydeligt ses på den spillerbasen. På trods af fuld crossplay mellem Xbox, PlayStation, Nintendo Switch og PC, så kan det tælles på en hånd, hvor mange gange jeg spillede med rigtige mennesker i ugerne efter lancering. Heldigvis er der også lokal co-op, og spillets bots er relativt kompetente, men det ændrer ikke på,
Online-funktionerne ender derfor med primært at blive en klods om benet på spillet. Når jeg alligevel ender med at skulle spille mod bots, er det mere end almindeligt frustrerende, først at skulle igennem den sløve Ubisoft Connect og derefter derefter adskillige menuer og lobbyer rettet mod onlinespil, inden boldene begynder at flyve. Uden det sociale element føles det langt hen ad vejen også meningsløst at spille. Ganske vist forsøger spillet at bestikke mig med en gavmild mængde virtuel valuta, som kan bruges på de førnævnte kosmetiske genstande. Men en singleplayer-kampagne eller nogle offline-udfordringer ville have pyntet gevaldigt, nu hvor onlinedelen er mere tom end Rådhuspladsen under Covid-19.

OddBallers skal have ros for ikke at aflåse indhold, og du finder ingen mikrotransaktioner af nogen art. Men spillet ville i sidste ende nok alligevel have haft godt af at være free-to-play. For som det står til i øjeblikket, så betaler du 149 kroner, for entrebilletten til en nærmest mennesketom fest. I et gaming-landskab, hvor live-service og online-titler lukkes på stribe, tegner det desværre dystert for det ellers så underholdende og charmerende spil.
Gamereactor Danmark