Nowhere Boy
Før John Lennon blev international superstjerne i The Beatles, skrev nogle af vor tids bedste sange, boede seks dage i Thy, lukkede sig inde på et hotelsoveværelse med sin kone og en hærskare af journalister og blev skudt foran Dakota-bygningen i New York -- der var han en lille, rebelsk møgunge, der boede skiftevis hos sin tante og sin rigtige mor i Liverpool, og ville egentlig bare spille banjo dagen lang. Lyder det ikke spændende?
John Lennon havde, alting taget i betragtning, ikke nogen nem opvækst. Han voksede op hos sin tante Mimi (spillet i filmen af Kristin Scott Thomas), selv om hans mor (Anne-Marie Duff) egentlig var sprællevende og boede en kort gåafstand fra ham. Lennon var på dette tidspunkt, tilbage i de glade 50'ere, en rebelsk teenager hvis skolepræstationer på intet tidspunkt afspejlede hans senere musikalske eller lommefilosofiske geni.
Filmen handler i grove træk om hvordan John smider sig selv frem og tilbage mellem hans strenge men kærlige tante og hans hippie-agtige men grænsende maniodepressive moder. På den ene side får han en opdragelse som en pæn, ung engelsk mand; på den anden side lærer han at spille banjo, lytte til rock'n'roll og have det sjovt -- en dikotomi, der senere blev kendetegnet for hans musik (en blanding af det pæne og det løsslupne).
Men filmen handler egentlig ikke så meget om John som den handler om de to søstre, tante Mimi og moderen Julia Lennon. Bevares er historien fortalt "gennem Johns øjne," så at sige, og det er ham, der i filmens forløb skal finde ud af hvor hans far er blevet af og hvorfor han i det hele taget bor hos sin tante når hans mor ikke kun beviseligt er i live men også er langt sjovere at være sammen med. Men selve konflikten og historiens midtpunkt er de to søstres forskellighed og deres delte hemmeligheder om fortiden, og til dét show er John sådan set bare tilskueren fanget i midten.
Mod filmens klimaks er man således mere interesseret i søstrenes hemmelighed end hvordan John har det. For John veksler kun mellem to følelser: påtaget overlegen machismo og randen-til-sammenbrud følelsesladet (præcis som enhver teenager, velsagtens). Det gør ham bare ikke interessant at se på; heller ikke i de scener, der ellers skulle være filmens sælgepunkt for de gamle hippier, hvor John Lennon for første gang møder en ung Paul McCartney (Thomas Brodie Sangster, der her ligner en krydsning mellem DJ Qualls (Road Trip) og et stykke vådt plastic). Johns higen efter berømmelse og hans historie om at starte bandet ender desværre med blot at være distraheringer fra filmens centrum.
Selvfølgelig ville det have været svært at markedsføre en film som "historien om John Lennons mor og tante". Filmens målgruppe er jo klart Beatles-og-John-Lennon-fans, og de bliver måske skuffede over, at filmen reelt set ikke handler så meget om John Lennon. Dermed ikke sagt, at der ikke er en god historie at finde; blot at historien i virkeligheden er et af de der "typiske hverdagsdramaer", som vi kender fra amerikanske made-for-TV-movies og danske dramafilm.
Og bevares, den er en god en af slagsen. Den har gode skuespillere, den har et lille strejf af humor, og den har 50'er-musik for fulde gardiner, så stemningen er også lige i øjet. Og så har den ellers pathos så det står ud til alle sider, hvor der råbes, skændes, grædes så tårerne sprøjter, og af og til bliver der spillet lidt guitar.
Måske er det fordi, der ikke er så meget ved "John Lennon-historien," som vi ikke kender til gennem utallige interviews og dokumentarer, at der endnu ikke findes nogel reel film om John Lennon (den anden fiktionsfilm om emnet, Chapter 24 med Jared Leto, handlede om hans morder). Denne film bliver ganske vist markedsført som en film om John Lennon, but don't believe its lies: det er et rimelig klassisk mor-og-søn drama hvor en af figurene tilfældigvis, senere i livet, blev en musikalsk legende.
Gamereactor Danmark