Nothing Headphone (a)
Nothing leverer endnu en solid budgetudgave af et elsket produkt.
Jeg har ikke personlig erfaring med Nothings Headphones (1), men da de landede for et stykke tid siden, så var det med global applaus fordi de synes, trods en relativt høj introduktionspris, at legemliggøre alt det som forbrugere elsker ved Nothing. De skubber de æstetiske grænserværdier med slående design, de tænker ud af boksen og de er villige til at angribe etablerede normer med en mere "outspoken" strategi.
Og det lader til at have fungeret - Headphones (1) er en salgsucces, også, men samtidig ville man let kunne argumentere for at et headset til små 2500 kroner for mange simpelthen er for dyrt til overhovedet at være relevant. Så ligesom Nothing gjorde med (a)-serien ovre i deres smartphone line-up, lige sådan gør de med hovedtelefoner.

Her er Nothing Headphone (a), et headset der godt nok ligner sin dyrere storebror, men introduceres her i Danmark til 1399 i stedet for, små 1000 kroner mindre.
De generelle bærende elementer af designet hænger ved, heldigvis. Fysiske knapper er placeret langs kanten på de enormt firkantede ørekopper, der giver dig adgang til ANC, volumen og et hav af andre features. Det fungerer decideret glimrende, og det her analoge brugsparadigme er noget man mærker og sætter pris på hver eneste dag - virkelig.
Selve konstruktionen er solid også. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere PU-skum under selve toppen for at polstre yderligere, eftersom pres ovenfra på kraniet mærkes efter et par timer, men det er langt mere behageligt end en lang række andre hovedtelefoner i samme prisklasse. Det er dog lidt en skam at de hverken kan klappes sammen til noget lidt mere transportabelt, og at Nothing ikke har ville give forbrugeren et etui med. Jo, det er billigere end Nothing Headphone (1), men det er altså stadig ikke noget decideret billigt sæt hovedtelefoner. Du får en virkelig tynd pose med, og det er det, og man føler sig lidt dum når man tager hvad der ligner en fancy brækpose fra en RyanAir-flyvemaskine ud af tasken, som bruges til at transportere et headset til 1399 kroner.
Derudover er det svært at sætte en finger på. Der er IP52-certificering imod regn, de vejer lidt over 300 gram, som du ikke rigtig mærker på hovedet, og batteriet varer i noget der ligner 75 timer med aktiv støjreduktion slået til. Det er altså ret sunde specifikationer hele vejen igennem.
Indvendig finder vi 40mm custom drivere, som har LDAC og Hi-Res certificering. og de bakkes op af Nothings egen statiske spatial audio-opsætning. Udover de fancy codecs ovenover har vi også både AAC og SBC, og de kommer med Bluetooth 5.4, der leverede både solid rækkevidde og skarp forbindelse, både via single og dual device connection i testvinduet.

Selv mikrofonen, der er opdelt i tre separate enheder med såkaldt "ENC", som er en slags støjalgoritme, fungerede decideret glimrende, og jeg var virkelig positivt overrasket over det daglige brugsbillede bestående af lange opkald med venner og familie, musik- og podcastafspilning og løbende justering af volumen og lignende via knapperne jeg beskrev før.
Der er ekstra EQ-indstillinger for dem der downloader Nothings app, og du kan sågar bruge knappen på siden som en shutter til dit kamera, og det gælder også hvis du ikke har en Nothing-telefon - så skal du bare have kameraet åbent inden. Det er de små ting - ikke?
Nothing Headphone (a) er blandt de bedre semi-billige headsets jeg har testet i lang tid. Jeg siger "semi", fordi 1399 for et sæt hovedtelefoner ikke på den måde kan klassificeres som egentligt billigt, men snarere billigere. Når det så er sagt, så er det her virkelig en solid hovedtelefon som er skabt ud fra et ønske om at skille sig ud æstetisk, men lige så meget om at forme produktet efter forbrugerens egentlige ønsker og præferencer.
Derfor er det også virkelig, virkelig let at anbefale - også selvom Nothing virkelig burde have givet os et etui...
Gamereactor Danmark