Nothing Ear(2)
Trods en heftig prisstigning er Nothing stadig godt på vej til at blive fast inventar på markedet.
At se Nothing gå fra Ear (1) til Ear (1) Stick var ret chokerende på mange måder. Godt nok havde Carl Peis nye virksomhed fra starten af slået fast, at banebrydende æstetik og design var blandt deres fokuspunkter, men Nothing ofrede både trådløs opladning og aktiv støjreduktion i en pakke der på sin vis kostede det samme, og det forbrugeren fik retur var en lidt særlig mekanisme i etuiet. For en virksomhed som brystede sig med at droppe alt det bureaukratiske nonsens, så var det på alle måder et skridt i den forkerte retning.
Så det er med rolig stemme og et smil på læben at jeg kan konstatere, at Nothings Ear (2) er en direkte fortsættelse til deres første produkt nogensinde, der spiller på de samme centrale styrker, og kombinerer en solid prissætning med god lyd og slående design.

Måske skal vi dog som udgangspunkt lige nævne, at Nothing har, som så mange andre, hævet prisen den her gang, muligvis fordi de ikke længere braser ind på markedet som ny grønskolling. De lancerede Ear (1) til bare $99, en banebrydende pris i 2021, og Ear (2) koster nu $149, en pris der oversættes til godt 1200 kroner herhjemme. De er derfor ikke alene denne gang, Googles Pixel Buds Pro koster det samme, ligeledes gør OnePlus Buds Pro 2, godt og vel. Faktisk placerer Nothing sig midt i segmentet denne gang, i stedet for som "scrappy underdog".
Det er som udgangspunkt lidt ærgerligt, men det betyder ikke at det ikke er legende let at anbefale Nothing Ear (2) til de fleste. Du har først og fremmest igen et slående design, og det betyder altså også noget. Der er bittesmå fysiske forskelle her og der, og hele pakken er lige et hår lettere. Desuden har Nothing opgraderet fra IPX4 til IP54, som gør det hele mere slidstærkt overfor særligt støv.
Mere centralt så er vi nu overgået til at man skal "klemme" stilken eller stammen på hver enhed i stedet for touch-styring, og det fungerer så uendeligt meget bedre. Hele brugerfladen er nu langt mere pålidelig, og takket være Bluetooth 5.3 er der også Multi-Point, så du kommer til at skulle interagere mere direkte med dem oftere.
Der er samme 11.6 millimeter drivere, og tre mikrofoner, men mikrofonerne kører i højere 24-bit Hi-Res format med LHDC 5.0, som kommer mere til udtryk igennem Nothing X-appen på iOS og Android, så du behøver ikke at have en Nothing Phone for at de vigtigste features virker efter hensigten. Det er ret tydeligt at Nothing har tunet deres ANC langt mere præcist denne gang, og både bastant støj, som i et fly, eller pludselig larm fra en bakkende lastbil i et travlt bybillede bliver hurtigere og mere effektivt forstummet af Ear (2).

Men det, der ikke fremgår fra en kynisk liste over specifikationerne målt overfor hinanden, er hvor meget bedre Ear (2) lyder end Ear (1). Der er mere balance, der er et bredere lydlandskab, og det hele føles bare mere helstøbt på tværs af Jungles nye single Candle Flame, eller Jesper Christensen der læser Harry Potter op.
De lyder faktisk decideret glimrende, og ikke bare det, den trådløse opladning på 2.5W er stadig øjeblikkelig og velfungerende, og stort set alle dele af brugsoplevelsen er noget lig upåklagelig. Nothing har hævet prisen, og de skulle måske ikke har hævet den med 50%, men når det så er sagt det med fornyet konkurrenceevne.
Gamereactor Danmark