Noah
Uden prædikener har Aranofsky bestået syndflodens test med en episk kunstfilm om problemet med mennesket. Men Noah vil nok dele vandene.
"Repositioning marketing" hedder det, når en kommerciel strategi slår fejl, og marketing må omvurdere produktets position i markedet. Og det er samme følelse jeg får, når jeg står med blu-ray-udgaven af Noah mellem hænderne.
Væk er biografens farveløse plakat med Noahs forpinte silhuet. Væk er navnet på Darren Aronofsky (Requiem for a Dream, Black Swan). Ind kommer forsiden fra en knaldroman med skumsprøjt, oplyste ansigter af castet og øverst; "Russel Crowe", signeret med metal-bogstaver. Man får følelsen af, at video-distributørerne er gået andre veje, men der gemmer sig en meget bedre film, end coveret nu umiddelbart antyder.
Genremæssigt er Noah dog lidt af et problembarn, for hvilken kasse skal den puttes i? Nærmest en symfoni af kristent fantasy, post-apokalyptisk katastrofe-film, episk drama og moralsk funderet kunstfilm. Dog er det forventeligt når Aronofsky leverer et stykke bibel-histore. For så går han ikke den forudsigelige vej, hvilket er desto flere årsager til at investere sin tid i Noah. Fordi storfilm ikke altid skal være komfortable.

Noah åbner biblen, men formidler den gamle, trætte historie i en nyt og energisk look-and-feel, løsrevet fra følelsen af fortid. Faktisk føles det slet ikke kristent. Mere spirituelt end religiøst. Ordet "Gud" nævnes ikke. Ham som styrer verdens skæbnes omtales "Skaberen". Skaberen taler til Noah, for mennesket kan ikke administrere deres plads på Jorden, som er forurenet med vores inhumane grådighed. Jorden skal renses for mennesket, så dyrene kan leve i et nyt eden, og Aranofsky er ikke bleg for at plastre budskabet på nutidens relevans. I 2014 befinder vi os stadig i tiden før syndfloden, fordi vi ikke kan passe på naturens gaver.
Men Noahs loyalitet udfordres af hans egen familie, for efter Skaberens hensigt skal ingen mennesker træde Jorden efter stormen. Alle skal drukne, mens Noahs familie skal uddø, og deres gener må ikke bringes videre. Trods syndfloden bliver dette Noahs mest fatale kamp: Valget mellem loyaliteten til sit eget blod og Skaberen. Filmens fokus på disse menneskelige mekanismer sætter sjælen på plads i værket.
Glem hvad der står på coveret. Noah er ikke en Russel Crowe-film, og det er ikke en præste-prædiken. Det er først og fremmest en Aronofsky-kunstfilm i hans altid morbide momentum, og selvom den ikke kommer ind i så mørke rum, som i hans tidligere værker, så er hans ambitioner i historien en oplevelse i sig selv. Bragende flot, unægtelig anderledes og moralsk eftertænksom. Det er endda amoralsk at plukke en blomst, for som Noah siger: Den sidder fast på jorden, fordi, det er der den hører til.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgaven af Noah er suppleret med tre making-of featurettes, der følger dels optagelserne på Island og dels overvejelserne omkring genskabelsen af arken. Det er måske ikke meget ekstramateriale, men til gengæld er det grundigt og indsigtsfuldt.

Gamereactor Danmark