Nitrobike

Sommetider hænder det, at man som anmelder støder på et af de der spil, der bare ikke kan siges noget godt om. Så sender man en e-mail til sin redaktør, hvori der står, at man har lagt sig med influenza, skal på en spontan ferie til Sibirien, eller har fået akut strømsvigt. Hvis det ikke virker, så går man under jorden. Hvis man så tilfældigvis møder sin redaktør under jorden, fordi han er i færd med at grave et tunnelsystem til Kina, så er man altså nødt til at bide i det sure æble og anmelde dette spil, hvorom der ikke kan siges noget godt.

{Nitrobike} kan der ikke siges noget godt om, så derfor vil jeg i stedet fylde disse spalter med hånende, platte og nedgørende adjektiver. Grimt. Elendigt. Arkaisk. Horribelt. David Owe'sk.

Men ak, jeg føler mig nu alligevel professionelt forpligtet til i det mindste at fortælle jer, hvad det er der er så forbandet grimt-elendigt-arkaisk-horribelt. Lad os begynde.

Der var engang en bunke glade udviklere. De lavede et spil, ved navn {Excite Truck}, og selvom det ikke ligefrem osede af kvalitet, så fik det et par rosende ord af den globale spilpresse. Det er måske nok så meget sagt, at udviklerne kunne hvile på laurbærren; så de hvilede i stedet på ribsene, og fra denne hvileplads skabte de, med deres hjerner koblet fra og højst sandsynligt med fødderne i stedet for fingrene, Nitrobike.

Nitrobike. Smag på det. Stimulerende, ikke sandt? Nitrobike går kort og godt ud på at plante sin røv på en motorcykel, og så ellers bare ræse og ræse, indtil man langsomt lulles i søvn... eller falder død om af frustration. Styringen er som vi kender den fra så mange andre racing-spil til Wii'en, bortset fra, at den her ikke ligefrem er et særlig behageligt bekendtskab. Vip din Wiimote, og brug så ellers 2-knappen samt D-padden, så kan du spille Nitrobike. Det skulle man i hvert fald tro. Virkeligheden er imidlertid en anden; og efter adskillige timers spil, måtte jeg sande, at det bestemt ikke er et nemt spil at mestre. Faktisk er det nær ved umuligt.

Der er skarpe hjørner... om hvert hjørne, og sidder du ikke i den helt rigtige stilling med din Wiimote, så kan disse være frustrerende at skulle køre igennem. Overstyring opstår nærmest hver eneste gang, du bare tipper din Wiimote lidt for meget i en retning - hvilket ofte resulterer i, at du må starte ræset forfra små 10-15 gange. Et enkelt fejltrin, og du havner på tiendepladsen, hvorfra du kun kan gøre dig forhåbninger om, at den latterligt dumme kunstige intelligens laver en Britney Spears og kører pladask ind et andet parkeret køretøj, en mur eller andre forhindringer. Så kan du nemlig, hvis du er heldig, arbejde dig op på en niendeplads! Fedt!

Og når du så har arbejdet dig op på en niendeplads, så bør du bede til Gud om, at du ikke falder af motorcyklen på grund af en eller anden lille træstump, der ligger på kørebanen. Skide være med, at du lige har fræset igennem en massiv stenmur uden nogen form for knubs; det' sku' træstumpen, der er farlig! Det jeg prøver at sige er, at der er absolut ingen logik at finde i spillets kollisionssystem; det er den omvendte verden.

Jeg elsker spade. Hård spade. Men jeg må krybe til korset og tilstå, at spaden i Nitrobike er ustyrligt dårlig. Prøv lige at høre her, Left Field Productions: hvordan kan det lade sig gøre, at det band I har hyret til at indspille musikken, rent faktisk er dårligere end mit gymnasieband? Her snakker vi et band, hvor bassisten var tonedøv og trommeslageren var mig. Primitive, utiltalende og banale riffs er det eneste, der blæser ud af højttalerne på mit fjernsyn, mens jeg fræser gennem lortebrune, udtværede omgivelser, der ikke engang ville være en Nintendo 64 værdig. Samtidig skal jeg lægge øre til en motorlyd, der mest af alt lyder som en stakkel med nonstop mylderbæ. Fæces, hvor er det dog sørgeligt!

Det er også enormt sørgeligt, men samtidig forståeligt, at absolut ingen mennesker ud af 6 milliarder, spiller Nitrobike online. Jeg mener, det ville vel være det samme som at bede en person om at tage et bælte fyldt med dynamit på, og så løbe ind i en HT-bus og råbe Jihad. Hvem fanden ville dog gøre det?

Og nu til de gode nyheder. Læs plusserne. Og nu til konklusionen: askese, olferter og sherifstjerner ville være at foretrække frem for endnu et minut i selskab med Nitrobike.