Nintendo DS
Den japanske gigants dobbeltsyn viser sig at være et ganske fornøjeligt bekendtskab. Vi fortæller om oplevelsen.
<img src="http://www.gamereactor.dk/grtv/grtv_logo.jpg" border="0" >Nintendos salgsvideo
Lanceringen af ny hardware er noget helt specielt. Det er begyndelsen på en ny æra. En mulighed for at overbevise sig selv om, at spilbranchen marcherer i en helt ny retning og at det forjættede land ligger lige ud bag horisonten. Alt du behøver at gøre, er at klikke hælene sammen, tro på det og så er du der. Spillandskabet vil for altid være forandret og den gule, snoede sti fører direkte til himmelråbende og velsignet spilleri af den euforiske slags.
Man kunne også fristes til at sige, at ny hardware bare betyder mere af det samme. Gamle serier får nyt liv i lidt andre klæder og gode ideer bruges endnu engang til at vise vejen frem. At vi er tættere på en evolution end en revolution - og at den langt fra er blodig. Det er nærmere den nødvendige åreladning af de gamle og kluntede konsoller, der for længst har fået rynker og bare venter på at du pakker dem sammen og ligger dem til hvile på loftet eller under sengen.
Nintendo DS står her, fjorten dage efter at være ankommet i to pakker fra posten, lidt som en blanding af begge. Firmaet har indfriet alle løfter om at levere en anderledes, fræk og nymodens konsol, men de har glemt at fylde nye oplevelser på de elektroniske kredse. Nintendo DS, eller Dual Screen om man vil, er på nuværende tidspunkt mere en mulighed for at få fusioneret sin Game Boy Advance med den støvede Nintendo 64, end det er chancen for med hænderne at gå på oplevelse i et frodigt og svulmende spillandskab - og selvom det måske lyder en anelse negativt, så er det faktisk stadig en interessant oplevelse.
For dem der stadig sidder med det lysende spørgsmålstegn hængende over hovedet, så tager vi den lige fra begyndelsen. Nintendo DS er den japanske gigants forsøg på at puste nyt liv i en branche, der udelukkende tænker i polygoner og penge. Den er skabt på en holistisk tanke om, at oplevelsen af at spille er alt og at den konstante jagt efter mere, hurtigere og større vil få hele spilbranchen til at lave et omvendt Big Bang. Derfor er Nintendo DS også en tæmmet konsol. Det koster ikke meget at producere spil, og heller ikke meget at udvikle spil til den - og så giver den dig muligheden for at opleve spil via to skærme i stedet for en enkelt.
Nintendo har i mine øjne aldrig været den store begavelse, når det kommer til design. Indrømmet, joypaddet til Nintendo 64 og Game Boy Advance SP var særsyn, men ellers har det været småt med de mere forfinede tiltag fra den japanske gigant. På den ene side prøver Nintendo at smide en tunge ham fra tiderne hvor børnene var det absolutte fokus, og på den anden udsender de så GameCube udelukkende i lilla, så man er sikker på at have en forvokset legoklods stående i stuen. Man kan så sandelig sige, at modsætningerne mødes hos Nintendo. Jeg ved godt at firmaet har udsendt andre og mere stuevenlige udgaver senere hen, men set ud fra et lanceringssynspunkt, så var det skuffende.
Dette er dog ikke tilfældet med Nintendo DS, der fra starten rammer bredt, voksent og mere stilrigtigt med en udgave i metal. Eller det vil sige, det ligner metal, for i virkeligheden er maskinen naturligvis lavet af plastik. Det er en maskine, der til trods for at skulle rumme to skærme hvoraf den ene er trykfølsom, faktisk ender med at være ganske pæn, om end en smule mere kluntet end hvad godt er. Til gengæld er der intet galt med kvaliteten af skærmene. Hele redaktionen afprøvede et væld af ældre GBA-titler på maskinen, og fælles for dem alle var at de var meget skarpere i udtrykket. Grafikken fik en helt ny glans og en langt flottere farvegengivelse, meget af dette givetvis på grund af de stærkt belyste skærme. Knapperne var derimod en skuffelse for dem på redaktionen med skipperluffer i stedet for reelle hænder. De fandt både de almindelige knapper for små og D-paddet underligt lille og uterligt.
Maskinen er fra starten udstyret med Nintendos eget svar på et chat-program. Så snart du tænder for to-skærmsvidunderet, tilbydes du en menu, hvor du kan starte chat-programmet, vælge at spille et Nintendo DS-spil eller starte et GBA-spil op. DS-spillene sættes ind i konsollen bagved øverst oppe, men de noget mere klodsede cartridges til GBA smækkes i nedenfor. Nintendo DS giver også muligheden for kombineret kalender og ur-funktion, så du har hele pakken fra starten. Desuden er maskinen udstyret med WiFi-muligheder, så det er slut med at finde link-kablerne frem når der skal spilles multiplayer. Firmaet har også lovet, at man med tiden vil kunne hente nye figurer, baner og andet via WiFi, og her regner Nintendo med at det i første omgang sker når næste Pokemon film udsendes i biograferne. Helt hvordan det kommer til at virke, vides endnu ikke.
Bag på maskinen sidder også din lille stylus, og du kan lige så godt blive vandt til det ord, for det vil blive brugt fremover i spilsammenhænge. Det er den lille pen som Nintendo gerne ser du bruger til både at spille en del af spillene med, men som så sandelig også bruges til at navigere rundt i menuerne med. Vi har testet den længe og hårdt og den virker faktisk fremragende. Til at starte med er det en noget uvant måde at komme i kontakt med maskinen på, men som tiden går, begynder man faktisk at længes efter samme mulighed i sit fjernsyn og computerskærm - man glemmer nogle gange helt at trykfølsomme skærme ikke er implementeret i alt elektronisk isenkram. Hvis man ønsker det, kan man også bruge den medfølgende Thumb-strap, der som navnet antyder, sættes på tommelfingeren og erstatter pennen. Vi fandt den unødigt irriterende, og da man samtidig oplever ikke at kunne komme helt ud i kanten af skærmen med den på fingrene, blev den pakket pænt væk i æsken.
Men glem nu alt om maskinen, for når vi snakker elektronisk underholdning, så er det langt vigtigere hvad man spiller og hvordan det virker, end om maskinen der afvikler det, og her er Nintendo DS noget af en hvepserede. Der er naturligvis intet galt i at lave en ny udgave af det legendariske Super Mario 64 fra Nintendos hedengangne system, men når spillet ikke rigtig udnytter maskinens potentiale, så begynder Thomas Nielsens kronik fra tidligere på året at bide fra sig. Der er nemlig intet der tyder på at DS-udgaven giver en ny vinkel på det at spille. Ganske vist er der nu muligheden for at spille Yoshi, Lugi og Wario, men når det udelukkende er mini-spillene, en lille inkluderet bonus, der udviser den mindste pionerånd og som faktisk tager fordel af maskinens forunderlige skærme, så føles det en smule fladt at sidde med pennen i hånden. At den nederste skærm bruges til at vise spilleren et i forvejen unødvendigt kort og et lille kamera-interface er utvivlsomt ikke godt nok. Vi havde spået at Nintendo nok selv ville komme med et par gode ideer til hvordan man bruger de to skærme, men det lader ikke til at være lykkes med Super Mario 64 DS. Spillet er da stadig et bundsolidt platformspil, men hvis man ikke har nogle intentioner om at genopleve klassikeren i håndholdt form, så er DS-udgaven unødvendig. Ekstramaterialet kan på ingen måde opveje den mangel på to-skærmsideer som spillet lider under.
Til gengæld er Metroid Prime: Hunters langt mere visionært skåret. Her har holdet stadig ikke anet hvad de skulle smide ind på den nederste skærm (andet end et kort), men så kan man så trøste sig med at den fungerer perfekt som musemåtte for din stylus. Vælges det helt rigtige set-up, så spilles Metroid Prime: Hunters lidt ligesom diverse FPS-spil med mus og keyboard, og det virker fortrinligt. Kontrollen er flydende, lækker og ligetil. Specielt i multiplayer kommer dette til sin ret, og da vi efter nogle lange sessions over WiFi-forbindelsen slukkede for konsollerne, var det med en god, lun følelse i maven. Vi har naturligvis kun modtaget demoen af Metroid Prime: Hunters, men fortsættes der i samme spor, så kunne dette være det bedste spil, når der skal slås på tromme for nye spiloplevelser, for der er reelt tale om en anderledes styreform.
Hvad der dog er et problem i forhold til et spil som Metroid Prime: Hunters, er hvordan man finder en stilling at sidde i. Nintendos seneste hardware er håndholdt og derfor er det også meningen at maskinen skal med i bilen, toget eller bussen, og her kommer systemet lidt til kort. Det føles underligt at balancere maskinen på benene eller holde den krampagtigt i en hånd, mens den anden styrer pennen. Lige meget hvordan man vender og drejer sig, så bliver det ikke helt godt før man lægger den på et bord, og så fiser lidt af ideen med et mobilt system ud af oplevelsen. Det er selvsagt ikke noget problem i forbindelse med Super Mario 64 DS, men her er også udelukkende tale om det traditionelle N64-spil fordelt på to skærme.
Har Nintendo DS potentialet til at skabe ringe i vandet? Ja, absolut. Men som med så mange andre spilsystemer, så skal maskinen ikke vejes på sit udseende, antal processorer eller lydkanaler; den skal vejes på kvaliteten af de spil man kan få til maskinen, og her lever Nintendo ikke helt op til deres egen drøm om at skabe noget nyt og unikt. Firmaet har tæmmet visse elementer og fundet et par nye måder at opleve elektronisk underholdning på, men de hænger også hjælpeløst fast i den mere gængse måde at lave spil på, og det skæmmer vores første møde med maskinen. Der er kimen til de store oplevelser i DS, men ud fra de spæde forsøg vi indtil videre har set, så er der også et stykke vej til en verden i perfekt dobbeltsyn.
Læs også Thomas Nielsens kronik om Nintendo DS fra tidligere på året lige her: En ny start eller en mastodonts fald?