Ninjatown

Hvis nogen i 1400 -tallets Japan havde fortalt den lokale shogun, at der en dag ville blive lavet en tøjbamseserie bestående af bagerninjaer ville vedkommende nok have fået et ret misbilligende blik retur. Faktisk ville jeg nok have kvitteret med omtrent ligeså entusiatisk et blik, hvis nogen for et år siden havde påstået, at denne tøjbamseserie ville ende i et fornøjeligt licensspil. Ikke desto mindre er det, hvad der er sket.

Siden 2001 er Shawnimals blevet utroligt populært, og deres linie af bamser er nu oppe på lidt over 400 forskellige figurer. Spillet her tager udgangspunkt i kampen mellem deres Ninjatown og Dark Forest bamser, hjulpet lidt på vej af Mount Feroshi gæsteoptrædender.

Venan og Southpeak Entertainment leverer med Ninjatown et fornøjeligt strategispil i tower defense genren. De sidste par år budt på enorme succeser i genren som det vellykkede Pixeljunk Monsters til Playstation 3 samt et hav af browserbaserede PCspil. Tower defense er i bund og grund et ret simpelt koncept: du er oppe imod en bunke fjender, der gerne vil fra a til b, og din opgave er at forhindre dem i at nå deres mål, ved at opbygge et godt forsvar. Ninjatown forsøger ikke at genopfinde genren, men låner med arme og ben fra allerede vellykkede udgivelser, og krydrer det med en fornøjelig skæv historie.

Ol´Master Ninja har trukket sig tilbage og planlagt et behageligt liv i ro og fred, da borgmesterninja en dag kommer med dårligt nyt: Mr. Demon fra Dark Forest, er på vej mod byen for at stjæle den lokale ninjakageopskrift, og da borgmesteren har planlagt at gemme sig til faren er drevet over, bliver Ol´Master Ninja pålagt at beskytte byen. Heldigvis får han hjælp af konsulentninja, der på trods af at han har mistet den ene arm i kamp (eller muligvis i en græsslåmaskine ulykke) ikke mangler entusiasme og overblik.
Historien der leveres i form af små sekvenser mellem banerne er overraskende sjov og velskrevet, og er absolut værd at følge med i.

Ninjatowns grafik er holdt i simple pangfarver uden overvældende detaljer eller skyggespil, dette betyder dog også at selv med over tyve fjender på den lille skærm, er der aldrig tegn på at maskinen eller øjnene er ved at give op. Evigt loopende ninjamelodier leverer musikken, og selvom de aldrig bliver rigtigt irriterende, kunne det have været rart med en mulighed for at slå musikken fra, da lydeffekterne er noget bedre og giver et godt overblik over kampens gang.

Begge skærme på din DS er udnyttet optimalt, og her brillierer Ninjatown for alvor: den øverste skærm er delt op i to, hvor du på venstre side har et godt overblik over hele banen, og kan se den næste bølge af monstre der er på vej mod byen, mens den højre del viser informationer om valgte bygninger, og under multiplayer vises modspillerens fremskridt. Den nederste skærm viser et udsnit af kortet, der kan scrolles med styrekrydset, mens alle andre funktioner foregår med din stylus. Styringen fungerer som en drøm, med et intuitivt og lettilgængeligt interface, responstiden er perfekt, og i bund og grund føles det som at sidde med en mus og et velfungerende tower defense spil på en PC. Hvis man derimod er venstrehåndet kan denne drøm desværre hurtigt udvikle sig til et mareridt, for mens der kan scrolles langsomt med stylus, er spillet nærmest uspilleligt på den måde. Det er en skam, at der ingen muligheder er for at scrolle med knapperne, da spillet som det er nu kun fungerer tilfredstillende for højrehåndede.

En bane er typisk en bitesize snack på ti til femten minutter, med fjender der bliver leveret i bølger på op til ti stykker ad gangen. Kampene er hurtige, og især i de sidste baner kaotiske, på en herlig adrenalinfremkaldende måde.

Der bydes på ialt otte forskellige ninjaervenner, der meget pædagoisk introduceres undervejs i spillet. Du starter ud med to typer ninjahytter, der skal placeres langs vejen hvor fjenderne snart ankommer. Dine første krigere er den velkendte og sortklædte snigmorder, samt den noget stærkere gule version, der har droppet alt det der med hurtighed og ninjareflekser og derfor fokuserer på ren råstyrke. Undervejs som de tolv fjendetyper og bosser besejres, optjener du kager, der kan bruges til bonusbygninger, nye hytter eller opgradering af eksisterende.

Tropperne er meget traditionelle, og benytter det klassiske sten/saks/papir princip: de langsomme men stærke, de hurtige men svage, skytter, nærkampsninjaer og hybrider. Efterhånden som man nedlægger fjenderne optjener man udover kager også glæde, der kan bruges til indkøb af interessante specialangreb, der igen udnytter DSens funktioner godt. For eksempel skal du puste i DS mikrofonen for at blæse fjenderne tilbage, mens du kan give dine ninjaer moralsk opbakning ved at råbe.

Spillet byder også på systemlink, og her får man med et enkelt spil adgang til tre baner, hvor deltagerne konkurrerer om at gennemføre banerne hurtigst, mens de stjæler kager og ødelægger modspillerens hytter undervejs i kampen. Denne del er fornøjelig, uden nogensinde at blive hæsblæsende sjov.

Hovedhistorien underholder rigtig godt i otte-ni timer, og derefter kan banerne gennemspilles for bedre rang. Desværre er der kun en medium sværdhedsgrad på spillet, selvom nybegynderen får muligheden for at spille banen igen på et lettere niveau, hvis der fejles et par gange. Der er ingen yderligere indstillinger til at holde den erfarne strategispiller fra at nå højeste rang i alle 36 baner på omkring femten timer, og så er der ikke noget at komme tilbage til udover de begrænsede systemlink kampe.

Alt i alt er Ninjatown en utrolig charmerende, og velproduceret lille tower defense perle, der på trods af en lidt begrænset holdbarhed for den erfarne spiller, fortjener at blive en del af enhver Nintendo DS strategs spilsamling. Banernes længde gør spillet perfekt til busturen eller frokostpausen, mens brug af specialangrebene her nok vil koste en del undrende blikke, det er dog en lille pris at betale for så god underholdning.